Resumé:
Principafgørelsen fastslår
Betingelser for kontanthjælp – social begivenhed
Efter aktivlovens regler er det en betingelse for at få kontanthjælp, at ansøger har været ude for
ændringer i sine forhold (social begivenhed), og at ændringerne medfører, at ansøger ikke har mulighed for at skaffe det nødvendige til sin egen eller familiens forsørgelse. Det er endvidere en betingelse, at ansøgerens behov ikke kan dækkes gennem andre ydelser. Efter praksis kan ændringer i forholdene f.eks. være sygdom, arbejdsløshed eller samlivsophør.
Gensidig forsørgelsespligt
En borger har i forhold til det offentlige ansvaret for at forsørge sig selv, sin ægtefælle og sine børn under 18 år.
Børn, herunder voksne børn, har derimod ikke forsørgelsespligt over for deres forældre.
Social begivenhed, at en ansøger, som hidtil er blevet forsørget af sit voksne barn, ikke længere bliver forsørget af sit voksne barn
Det er en social begivenhed, at en ansøger, som hidtil er blevet forsørget af sit voksne barn, ikke længere bliver forsørget af sit voksne barn.
Det er dog en betingelse for ret til kontanthjælp, at ansøgeren ikke har mulighed for at skaffe det nødvendige til sin egen forsørgelse, og at ansøgerens behov for forsørgelse ikke kan dækkes gennem andre ydelser.
Den nærmere årsag til, at ansøgeren ikke længere forsørges af sit voksne barn, er uden betydning for vurderingen af, om ansøgeren har ret til kontanthjælp. Det er således uden betydning, om ansøger er kommet til Danmark ved familiesammenføring.