Lov om aktiv socialpolitik
Det fremgår af § 12, stk. 1, at personer under uddannelse som udgangspunkt ikke har ret til kontanthjælp, jf. dog §§ 37 og 38 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller efter integrationslovens § 23 a, stk. 6.
Beskæftigelsesministeren kan herudover fastsætte regler om, at der i særlige tilfælde kan ydes hjælp til personer under uddannelse.
Bekendtgørelse om uddannelsessøgendes ret til kontanthjælp efter lov om aktiv socialpolitik i særlige tilfælde
Det fremgår af § 1, stk. 1, at hvis lovens betingelser i øvrigt er opfyldt, kan der ydes hjælp efter §§ 25 og 34 til en uddannelsessøgende, herunder en uddannelsessøgende udlænding, der er berettiget til at modtage statens uddannelsesstøtte, og
1) som på grund af sygdom eller ophør af samlivet med ægtefællen er afskåret fra at skaffe det nødvendige til sin egen eller familiens forsørgelse, såfremt behovet ikke kan dækkes gennem andre ydelser, herunder statens uddannelsesstøtte,
2) som før arbejdsledighed har haft fuldtidsbeskæftigelse og har uddannet sig i sin fritid,
3) som efter § 47, stk. 2, i lov om aktiv socialpolitik er under revalidering med revalideringsydelse, under revalidering på nedsat arbejdstid med helt eller delvis løntilskud, eller som deltager i en uddannelsesmæssig foranstaltning som led i forrevalidering,
4) som deltager i et uddannelsestilbud med løn efter § 32, stk. 1, nr. 1, jf. § 38, stk. 2, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats,
5) som deltager i et uddannelsestilbud til en SU-berettigende uddannelse efter § 32, stk. 1, nr. 1, jf. § 37, stk. 2, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, eller
6) som deltager i et tilbud om vejledning og opkvaliificering i form af studie- og erhvervskompetencegivende uddannelse efter integrationslovens § 23 a, stk. 6.
Det fremgår af § 1, stk. 2, at til en uddannelsessøgende, der har orlov fra uddannelsesinstitutionen, kan der kun ydes hjælp, såfremt pågældende godtgør, at vedkommende ikke har uudnyttede muligheder for støtte efter lov om statens uddannelsesstøtte, herunder adgang til forlænget støttetid i forbindelse med fødsel og adoption samt til at optage slutlån.
Det fremgår desuden af § 2, stk. 1, at en person, der modtager hjælp efter §§ 25 og 34, kan med kommunens godkendelse deltage i undervisning svarende til folkeskolens 8.-10. klassetrin, i HF-enkeltfagsundervisning under 23 timer om ugen samt i anden undervisning, som ikke er godkendt som støtteberettigende efter lov om statens uddannelsesstøtte, og som ikke er led i en uddannelse, der berettiger til optagelse i en arbejdsløshedskasse, jf. § 41 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.
Endelig fremgår det af § 2, stk. 2, at det er en forudsætning for deltagelse i undervisning efter stk. 1, at modtageren af hjælp er indstillet på at afbryde undervisningen for at udnytte et tilbud om arbejde, tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller anden beskæftigelsesfremmende foranstaltning.
3.
Andre Principafgørelser om aktivlovens § 12
Gældende
Følgende Principafgørelser er brugt ved afgørelsen og gælder stadig:
Om ret til kontanthjælp under afbrydelser af uddannelse:
1-13
: En borger under uddannelse har som udgangspunkt ikke ret til kontanthjælp. En uddannelse kan ikke anses for afbrudt i relation til retten til kontanthjælp, hvis afslutningen af en grunduddannelse forventes efterfulgt af et praktikforløb.
200-10
: En ansøger havde ikke ret til kontanthjælp i perioden fra afslutning af HF til afslag på optagelse på videregående uddannelse. Uddannelsesforløbet ansås først for afbrudt i relation til retten til kontanthjælp fra dette tidspunkt. Ansøgeren havde derfor ret til kontanthjælp med virkning for fremtiden. Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg forudsatte, at ansøgeren ikke i stedet for påbegyndte en anden uddannelse.
A-11-07
: En ansøger havde ikke ret til kontanthjælp i perioden, fra hun afsluttede grunduddannelsen på teknisk skole og indtil påbegyndelsen af skolepraktik, i alt ca. 2 måneder. Uddannelsen kunne ikke betragtes som afbrudt i relation til retten til kontanthjælp, når hun efter at have afsluttet grundforløbet kunne forvente at påbegynde en uddannelsesaftale i løbet af ca. 2 måneder.
A-13-04
: Ansøger var berettiget til kontanthjælp for juli måned. Begrundelsen var, at han af helbredsgrunde havde afbrudt en kompetencegivende uddannelse som kok. Han begyndte at læse til studentereksamen fra 1. august. Ankestyrelsen fandt at han ikke kunne anses for at være i et ubrudt uddannelsesforløb. Sagen skulle derfor ikke behandles efter reglerne om hjælp til personer under uddannelse.
A-53-02
: Ansøger var berettiget til kontanthjælp i perioden, fra hun afsluttede grunduddannelsen på teknisk skole den 31. december 2001, og indtil hun skulle påbegynde skolepraktik den 1. april 2002, da hun ikke på tidspunktet for grundforløbets afslutning havde fået en uddannelsesaftale med en praktikvirksomhed. Uddannelsen måtte derefter anses for afbrudt under hensyn til længden af den periode, der ville gå fra grundforløbets afslutning og dermed ophør af SU, til hun kunne påbegynde skolepraktik.
Om undtagelsesvis ret til kontanthjælp under uddannelse:
40-13
: om under hvilke betingelser kommunen skal godkende deltagelse i undervisning efter § 2 i bekendtgørelse om uddannelsessøgendes ret til kontanthjælp, og om en godkendelse kan indebære, at kommunen skal betale udgifter i forbindelse med uddannelsen.
162-09
: En ung med diagnosen infantil autisme havde ret til at få tilbudt et uddannelsesforløb, som han havde fået efter lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov, som et tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Der kunne endvidere ydes kontanthjælp under uddannelsesforløbet, idet ungdomsudddannelsen for unge med særlige behov ikke var SU-berettigende. Der var i lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov ikke taget stilling til, hvilken forsørgelsesydelse, der kunne ydes under uddannelsesforløbet.
159-09
: Hovedreglen om, at der ikke kan ydes hjælp til personer under uddannelse, er fraveget ved bekendtgørelse om uddannelsessøgendes ret til kontanthjælp i særlige tilfælde. Det var derfor muligt for en kvinde at modtage kontanthjælp samtidig med, at hun deltog i HF-enkeltfagsundervisning under 23 timer om ugen. Kvinden havde på grund af sygdom nedsat sin tilmelding på uddannelsesstedet til 12 timer ugentligt, hvilket betød, at hendes SU var ophørt.
Om ret til kontanthjælp under orlov:
A-23-06
: Der var ikke uudnyttede muligheder for støtte efter lov om statens uddannelsesstøtte under en persons orlov fra en lønnet praktikperiode i pædagoguddannelsen. Det betød at, kommunen ikke med denne begrundelse kunne meddele afslag på kontanthjælp. Pædagoguddannelsen var opbygget af såvel SU-støttede perioder som lønnede praktikperioder, og manden ville ikke have været berettiget til støtte efter lov om statens uddannelsesstøtte, såfremt han ikke havde søgt orlov i ovennævnte periode.
Kasserede
Følgende Principafgørelser er kasserede og gælder ikke længere:
O-44-94
: Principafgørelsen er indarbejdet i denne Principafgørelse.
O-26-97
: Principafgørelsen kasseres, da reglerne om uddannelsesorlov er ændret.
O-134-97
: Principafgørelsen er indarbejdet i denne Principafgørelse
O-12-98
: Principafgørelsen kasseres, da den er udtryk for samme princip, som fremgår af Principafgørelsen A-23-06.