Resumé:
Principafgørelsen fastslår
Betingelser for førtidspension til unge med udviklingshæmning
Efter reglerne, der trådte i kraft 1. januar 2013 (førtidspensionsreformen), kan borgere fra 18 til 39 år få førtidspension, hvis det er dokumenteret eller det på grund af særlige forhold er helt åbenbart, at arbejdsevnen ikke kan forbedres.
Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at personer, der er så syge eller har så betydelige funktionsnedsættelser, at det er helt åbenbart formålsløst at forsøge at udvikle arbejdsevnen, stadig skal kunne tilkendes førtidspension. Det kan f.eks. være borgere med en betydelig nedsat funktionsevne som følge af udviklingshæmning.
Det afhænger af en konkret vurdering i det enkelte tilfælde, om det er åbenbart formålsløst at forsøge at udvikle arbejdsevnen.
I en sag, hvor borgeren var mentalt retarderet i lettere grad og havde en adfærdsforstyrrelse inden for autismespektret, vurderede Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg efter en konkret vurdering, at det var helt åbenbart, at borgerens arbejdsevne var væsentligt og varigt nedsat i et sådant omfang, at borgeren ikke kunne blive selvforsørgende ved indtægtsgivende arbejde, herunder i et fleksjob.
Udvalget vurderede, at det ville være formålsløst at iværksætte foranstaltninger for at forsøge at afklare eller udvikle borgerens arbejdsevne.
Det var udvalgets vurdering, at borgeren ikke på længere sigt ville kunne klare et fleksjob. Muligheden for at give fleksjob til personer, der aktuelt har en meget begrænset arbejdsevne, hvis der er mulighed for, at deres arbejdsevne inden for en rimelig periode kan udvikles, kunne derfor ikke anvendes.
Udvalget vurderede ikke, at der var en velbegrundet og realistisk mulighed for, at borgerens arbejdsevne kunne udvikles inden for en rimelig periode, således at hun kunne øge sin arbejdsindsats på et senere tidspunkt.
Udvalget lagde vægt på, at borgeren gennem sin barndom havde været grundigt udredt på grund af sin udviklingshæmning. Der blev lagt vægt på oplysning om, at borgeren læste på 1. klasses niveau, og at borgerens regnefærdigheder svarede til 3. klasses niveau. Der blev desuden lagt vægt på, at en psykologisk undersøgelse viste, at borgeren havde en IQ på 68, samt at borgerens indlæringsevne var sparsom, idet borgeren havde svært ved at bevare fokus og koncentration. Det fremgik desuden af den psykologiske undersøgelse, at borgeren på ingen måde havde de intellektuelle ressourcer eller færdigheder, der krævedes i et almindeligt uddannelsessystem eller på arbejdsmarkedet, samt at borgeren derfor ville have behov for hjælp gennem sin tilværelse for at få den til at fungere.
Der blev herudover lagt vægt på, at borgeren ifølge en psykiatrisk speciallægeerklæring tillige led af adfærdsforstyrrelse inden for autismespektret. Borgeren havde endvidere både OCD og ADHD-lignende symptomer, som prægede borgeren i meget svær grad med konstant tvangsmæssig opmærksomhed på alle i hendes nærhed, og med samtidig opmærksomhedsforstyrrelse med konstant pillen og nussen. Det fremgik desuden af den psykiatriske speciallægeerklæring, at der ikke var mulighed for medicinsk behandling, og at borgerens funktionsevne i al almindelighed var meget nedsat. Pågældendes restfunktionsevne ville lige kunne bruges til at klare de daglige fornødenheder, når pågældende skulle flytte i egen bolig under beskyttede forhold.
Udvalget fandt på den baggrund, at borgeren havde ret til førtidspension med virkning fra den 1. i måneden efter det fyldte 18. år. Udvalget lagde vægt på, at det var helt åbenbart, at borgeren skulle have tilkendt pension ved sit fyldte 18. år, og at kommunen havde de nødvendige oplysninger for en afgørelse.
Udvalget anså det for en væsentlig fejl, at kommunen havde undladt at rejse sag og træffe afgørelse om førtidspension forud for borgerens 18. år. Udvalget lagde herved vægt på, at der forelå de nødvendige lægelige oplysninger inden 18 års dagen, samt at den psykiatriske speciallægeerklæring blev indhentet efter ønske fra forældrene. Kommunen kunne, hvis den havde påbegyndt sagen i tide, have indhentet erklæringen tidligere.
Kommunen burde derfor have påbegyndt behandlingen af sag om førtidspension, så afgørelsen kunne være truffet, og udbetalingen af pension kunne ske med virkning fra det fyldte 18. år.
Udvalget bemærkede, at det forhold, at borgeren var startet på et 3-årigt STU-forløb (Særligt Tilrettelagt Uddannelse) på et Center for Voksen Undervisning, ikke i sig selv var tilstrækkeligt til at give afslag på førtidspension. Udvalget lagde herved vægt på, at et STU-forløb tilrettelægges individuelt efter den enkelte elevs færdigheder og udvikling og kun er for de unge, der ikke har mulighed for at gennemføre en anden ungdomsuddannelse, selv om der ydes specialpædagogisk støtte til de unge. Efter lovgivningen har unge med særlige behov krav på at få en 3-årig ungdomsuddannelse, efter at de har afsluttet grundskolen.