Resumé:
Principafgørelsen fastslår
En uddannelses- eller kontanthjælpsmodtager har ikke ret til ferie med bevarelse af hjælpen, når hjælpen har været afbrudt i en hel kalendermåned
Der gælder ikke et egentligt optjeningsprincip for retten til ferie efter aktivlovens § 13, stk. 11.
Hvis en uddannelses- eller kontanthjælpsmodtager på tidspunktet for ansøgningen om ferie med bevarelse af hjælpen ikke har modtaget uddannelses- eller kontanthjælp i 12 sammenhængende kalendermåneder, fordi hjælpen har været afbrudt i en hel kalendermåned, er der ikke ret til ferie med uddannelses- eller kontanthjælp, før der er forløbet en sammenhængende periode på 12 kalendermåneder med uddannelses- eller kontanthjælp.
Det gælder også, selvom uddannelses- eller kontanthjælpsmodtageren forud for afbrydelsen af hjælpen har haft en periode på 12 sammenhængende kalendermåneder med uddannelses- eller kontanthjælp.
Det betyder, at der ved opgørelsen af de 12 sammenhængende kalendermåneder med uddannelses- eller kontanthjælp skal tælles forfra, hver gang personens hjælp har været afbrudt i en hel kalendermåned.
Der er ikke ret til uddannelses- eller kontanthjælp efter aktivlovens ferieregler under ferie i ansættelsesforhold efter hjælpens ophør
En tidligere uddannelses- eller kontanthjælpsmodtager vil ikke efterfølgende kunne få uddannelses- eller kontanthjælp udbetalt under ferie i ansættelsesforhold, herunder i støttet beskæftigelse, efter uddannelses- eller kontanthjælpsforløbets ophør.
Det gælder, selvom personen før ansættelsesforholdets begyndelse har modtaget uddannelses- eller kontanthjælp i 12 sammenhængende måneder, selvom der er tale om tvungen ferie, selvom personen ikke har ret til løn eller feriepenge under ferien, og selvom personen ikke har haft mulighed for at spare op til feriens afholdelse.
Der kan være ret til uddannelses- eller kontanthjælp efter aktivlovens almindelige regler om hjælp til forsørgelse under tvungen ferie
Hvis en person efter kort tids ansættelse, herunder i støttet beskæftigelse, er afskåret fra at arbejde, fordi virksomheden holder ferielukket, personen ikke har ret til løn eller feriepenge under ferielukningen, og personen ikke har haft mulighed for at spare op til at holde ferie på grund af den korte tids ansættelse, vil personen som udgangspunkt opfylde betingelserne i aktivlovens § 11, stk. 2, for at kunne få uddannelses- eller kontanthjælp under ferien.
Det vil være en betingelse for at kommunen kan yde hjælpen, at personen opfylder aktivlovens øvrige, almindelige betingelser for at kunne få hjælpen.
Kommunen vil kunne kræve hjælpen tilbagebetalt efter aktivlovens § 93, stk. 1, nr. 4, hvis betingelserne herfor er opfyldt.