Ankestyrelsens principafgørelse 9-15

31-12-2014
Lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen Frakendelse Førtidspension Rehabiliteringsteam Gældende Kommunal

Resumé:

Principafgørelsen fastslår

Frakendelse af førtidspension

Ved tilkendelsen af førtidspensionen har kommunen vurderet, at der er tale om en varig lidelse. Førtidspensionen kan derfor som udgangspunkt ikke frakendes.

Kommunen skal dog træffe afgørelse om frakendelse af førtidspension, hvis der er sket en væsentlig forbedring af arbejdsevnen, som medfører, at pensionisten vedvarende kan være selvforsørgende ved indtægtsgivende arbejde.

Kommunen skal i den forbindelse foretage en konkret helhedsvurdering af pensionistens arbejdsevne. Kommunen skal således vurdere, om den pågældende er blevet i stand til at udføre konkret specificerede arbejdsfunktioner (f.eks. i et fleksjob) og derved opnå indtægt til selvforsørgelse.

Det er en betingelse for at frakende førtidspensionen, at pensionisten mod forventning er blevet i stand til at arbejde i større omfang end forudsat ved tilkendelsen af førtidspension, og at pensionisten gennem en længere periode har vist, at arbejdsevnen er blevet forbedret. Det afgørende er, om arbejdsevnen er blevet forbedret, således at pensionisten er blevet i stand til at kunne varetage et fleksjob/ordinært job.

Kommunen skal i forbindelse med den konkrete helhedsvurdering af pensionistens arbejdsevne vurdere, om der er behov for at indhente aktuelle lægelige oplysninger.

Det er ikke en generel betingelse for at frakende førtidspensionen, at der skal foreligge aktuelle lægelige oplysninger om borgerens helbredsmæssige forhold.

I de konkrete sager var Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg enig med kommunen i at frakende førtidspensionen. Borgerne havde gennem arbejde i en længere årrække vist, at deres arbejdsevne var væsentligt forbedret, så de vedvarende kunne være selvforsørgende gennem indtægtsgivende arbejde.

I modsætning hertil ændrede Beskæftigelsesudvalget i principafgørelse 120-13 kommunens afgørelse om at frakende pensionen. I den sag havde borgeren forsøgt, men havde ikke kunnet klare at arbejde i større omfang.

Forelæggelse for rehabiliteringsteamet

I sager om frakendelse af førtidspension skal kommunen ikke udarbejde rehabiliteringsplan eller forelægge sagen for rehabiliteringsteamet.

Begrundelsen herfor er, at når kommunen træffer afgørelse om at frakende førtidspension, skal kommunen ikke iværksætte en fremadrettet indsats for borgeren. Borgeren skal, inden frakendelse kan komme på tale, have vist en arbejdsevne, som kan anvendes enten på det ordinære arbejdsmarked eller i et fleksjob.

Kommunen kan dog vælge at forelægge sagen for rehabiliteringsteamet. I så fald skal kommunen følge sagsbehandlingsreglerne for forelæggelse, herunder udarbejde rehabiliteringsplanen og indhente lægeattest til rehabiliteringsteamet.

Lov om social pension – lovbekendtgørelse nr. 10 af 12. januar 2015 – § 44, stk. 1

Lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v. - lov nr. 1482 af 23. december 2014 - § 9, stk. 1

Bekendtgørelse nr. 1557 af 23. december 2014 om rehabiliteringsplan og rehabiliteringsteamets indstilling om ressourceforløb, fleksjob eller førtidspension m.v., § 1, stk. 1 og 4, § 2, § 6 og § 7

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har behandlet sagerne principielt for at afklare, hvornår kommunen skal træffe afgørelse om frakendelse af førtidspension.

Beskæftigelsesudvalget har desuden behandlet sagerne for at afklare kommunens ret og pligt til at forelægge en sag for rehabiliteringsteamet, herunder om det har betydning, at kommunens afgørelse er en frakendelse af førtidspension.

Det fremgår af § 44, stk. 1, i lov om social pension, at kommunen skal træffe afgørelse om frakendelse af førtidspension, hvis der er sket en væsentlig forbedring af arbejdsevnen, som medfører, at pensionisten vedvarende kan være selvforsørgende ved indtægtsgivende arbejde. I den forbindelse træffer kommunalbestyrelsen afgørelse om, hvorvidt pensionen skal bevares i indtil 3 måneder efter det tidspunkt, fra hvilket frakendelse efter 1. pkt. kan ske.

Det fremgår af § 9, stk. 1, i lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v., at kommunen skal oprette et rehabiliteringsteam. Rehabiliteringsteamet er et dialog- og koordineringsforum, som afgiver indstilling i alle sager, inden der træffes beslutning om og tilkendes ressourceforløb, fleksjob, tilskud til selvstændigt erhvervsdrivende og førtidspension. Indstillingen skal indeholde rehabiliteringsteamets vurderinger i forhold til borgerens muligheder for at opnå beskæftigelse eller uddanne sig.

Det fremgår af § 1, stk. 1, nr. 5, i bekendtgørelse om rehabiliteringsplan og rehabiliteringsteamets indstilling om ressourceforløb, fleksjob, førtidspension m.v., at bekendtgørelsen anvendes, når en sag skal forelægges rehabiliteringsteamet, jf. § 9, stk. 1, i lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v., med henblik på en vurdering af, om en borger skal tilkendes førtidspension efter lov om social pension.

3. Andre principafgørelser

Gældende

Følgende principafgørelser er brugt ved afgørelsen og gælder stadig:

120-13: Kommunen skal træffe afgørelse om frakendelse af førtidspension, hvis der er sket en væsentlig forbedring af arbejdsevnen, som medfører, at pensionisten kan være selvforsørgende ved indtægtsgivende arbejde. Kommunen skal i den forbindelse foretage en konkret helhedsvurdering af pensionistens arbejdsevne. Kommunen skal således vurdere, om den pågældende er blevet i stand til at udføre konkret specificerede arbejdsfunktioner (f.eks. i et fleksjob) og derved opnå indtægt til selvforsørgelse. I den konkrete sag vurderede Beskæftigelsesudvalget, at der ikke var grundlag for frakendelse.

6-14: En borger kan ikke anmode om, at kommunen alene tager stilling til spørgsmålet om fleksjob, da kommunen skal se en ansøgning om fleksjob i lyset af alle de muligheder, der findes for hjælp efter den sociale lovgivning. Kommunen skal således i det enkelte tilfælde vurdere, om og i givet fald hvilken indsats, der skal iværksættes.

Borgeren har ikke krav på at få sin sag forelagt for rehabiliteringsteamet. Kommunen har kun pligt til at forelægge sagen for rehabiliteringsteamet i det tilfælde, hvor kommunen vurderer, at der er grundlag for at påbegynde behandling af sag om ressourceforløb, fleksjob, tilskud til selvstændigt erhvervsdrivende eller førtidspension.

79-14: I alle tilfælde, hvor kommunen forelægger en sag om ressourceforløb, fleksjob, tilskud til selvstændigt erhvervsdrivende og førtidspension for rehabiliteringsteamet, har kommunen pligt til at følge alle sagsbehandlingsreglerne for forelæggelsen. Det gælder, uanset om kommunen efter forelæggelsen træffer afgørelse om tilkendelse eller afslag.

Efter reglerne skal rehabiliteringsteamet afgive en indstilling i alle sager, inden kommunen træffer beslutning om og tilkendelse af ressourceforløb, fleksjob, tilskud til selvstændigt erhvervsdrivende og førtidspension Det følger af praksis i principafgørelse 6-14, at kommunen kun har pligt til at forelægge sagen for rehabiliteringsteamet i det tilfælde, hvor kommunen vurderer, at der er grundlag for at påbegynde behandling af sag om ressourceforløb, fleksjob, tilskud til selvstændigt erhvervsdrivende eller førtidspension.

Sag 1 (j.nr. 2014-3732-05050):

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har i møde truffet afgørelse i din sag om klage over XX Kommunes afgørelse af 25. september 2013 om frakendelse af førtidspension.

Resultatet er:

• Du har ikke ret til førtidspension efter den 1. oktober 2013

Det betyder, at vi er enige i kommunens afgørelse, som vi stadfæster.

Der var enighed på mødet.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderer, at du ikke har ret til førtidspension efter den 1. oktober 2013.

Vi vurderer i den forbindelse, at der er sket en væsentlig forbedring af din arbejdsevne, som gør, at du fremover kan være selvforsørgende ved indtægtsgivende arbejde.

Vi vurderer også, at pensionen ikke skal bevares i yderligere 3 måneder, inden der kan ske en frakendelse af den.

Vi har lagt vægt på, at du er tilkendt førtidspension fra den 1. december 2008 på grund af emotionelt ustabil personlighedsstruktur, ADHD og følgevirkninger efter halebensbrud.

Vi har også lagt vægt på, at du har arbejdet som social- og sundhedshjælper ved XX Kommune.

Vi har i den forbindelse lagt særlig vægt på oplysningerne fra e-indkomst. Det fremgår heraf, at du i 2011 arbejdede gennemsnitlig 28,54 timer om ugen, at du i 2012 arbejdede gennemsnitlig 27,74 timer om ugen, og at du fra januar 2013 til maj 2013 arbejdede gennemsnitlig 29,8 timer om ugen.

Vi er opmærksomme på dine oplysninger om, at du går til psykiater med depression.

Vi har i den forbindelse lagt vægt på, at du på trods af depression og behandling hos psykiater har arbejdet som social- og sundhedshjælper.

Vi har ved vurderingen af, at der ikke er grund til, at du bevarer førtidspensionen i indtil 3 måneder, lagt vægt på, at du allerede har et forsørgelsesgrundlag, som gør, at du kan være selvforsørgende.

Efter reglerne er det en betingelse for at træffe afgørelse om frakendelse af førtidspension, at der er sket en væsentlig forbedring af arbejdsevnen, som medfører, at pensionisten vedvarende kan være selvforsørgende ved indtægtsgivende arbejde.

Forelæggelse for rehabiliteringsteamet

Vi bemærker, at vi ikke finder, at det er en betingelse, at kommunen skal udarbejde en rehabiliteringsplan og forelægge sagen for rehabiliteringsteamet, når der er tale om sager, hvor kommunen frakender borger en førtidspension.

Vi har herved lagt vægt på, at beslutning om forelæggelse for teamet er et led i kommunens sagsbehandling og afhænger af en forudgående vurdering fra kommunens side af, om der er grundlag for at påbegynde en sag, herunder om borgeren kunne være i målgruppen for enten fleksjob, ressourceforløb, førtidspension eller tilskud til selvstændig virksomhed.

Vi har også lagt vægt på, at der ved frakendelse af førtidspension ikke skal iværksættes en fremadrettet indsats for borger, idet borger, inden frakendelse kan komme på tale, skal have vist en arbejdsevne, som kan anvendes enten på det ordinære eller det rummelige arbejdsmarked.

Sag 2 (j.nr. 2014-3732-49878):

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har i møde truffet afgørelse i din sag om klage over XX Kommunes afgørelse af 22. oktober 2013 om frakendelse af førtidspension.

Resultatet er

• Du har ikke ret til førtidspension efter den 1. november 2013

Det betyder, at vi er enige i kommunens afgørelse, som vi stadfæster.

Der var enighed på mødet.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderer, at du ikke har ret til førtidspension efter den 1. november 2013.

Vi vurderer i den forbindelse, at der er sket en væsentlig forbedring af din arbejdsevne, som gør, at du fremover kan være selvforsørgende ved indtægtsgivende arbejde.

Vi vurderer også, at pensionen ikke skal bevares i yderligere 3 måneder, inden der kan ske en frakendelse af den.

Vi har lagt vægt på, at du blev tilkendt førtidspension i 2003.

Vi har også lagt vægt på, at du i 2004 tog et vagtcertifikat på Teknisk skole, og at du fra 2004 til 2005 har taget 6 semestre af Produktionsteknologisk uddannelse på NN Akademi.

Vi har desuden lagt vægt på, at kommunen i 2007 gjorde din førtidspension hvilende, fordi du blev tilkendt revalidering til hospitalteknisk assistent.

Vi har i den forbindelse lagt vægt på, at du arbejdede som hospitalteknisk assistent fra juni 2009, hvor du blev færdig med uddannelsen, og frem til december 2009.

Vi har endelig lagt vægt på, at du i foråret 2010 blev tilkendt fleksjob. Du har fra 1. november 2010 og frem til 31. juli 2011 arbejdet i fleksjob 25 timer om ugen. Herefter blev du fra den 1. august 2011 ansat i din ægtefælles virksomhed, hvor du arbejdede 25 timer om ugen frem til den lukkede i juli 2013. Du fik herefter ledighedsydelse fra den 1. august 2013 til den 23. september 2013, hvor du startede i et nyt fleksjob med 24 timer ugentligt.

Vi er opmærksomme på dine oplysninger om, at du har meget lang transporttid, og at du derfor ikke kan klare et fleksjob.

Vi har i den forbindelse lagt vægt på, at du gennem en længere årrække har vist, at du kan klare et fleksjob. I forhold til transporttiden i dit fleksjob er der, som kommunen bemærker, mulighed for at regulere skånehensynene i dit fleksjob under hensyn til transporttiden.

På denne baggrund er det dokumenteret, at der er sket en væsentlig forbedring af din arbejdsevne, så du vedvarende kan være selvforsørgende ved indtægtsgivende arbejde.

Efter reglerne er det en betingelse for at træffe afgørelse om frakendelse af førtidspension, at der er sket en væsentlig forbedring af arbejdsevnen, som medfører, at pensionisten vedvarende kan være selvforsørgende ved indtægtsgivende arbejde.

Forelæggelse for rehabiliteringsteamet

Vi bemærker, at vi ikke finder, at det er en betingelse, at kommunen skal udarbejde en rehabiliteringsplan og forelægge sagen for rehabiliteringsteamet, når der er tale om sager, hvor kommunen frakender borger en førtidspension.

Vi har herved lagt vægt på, at beslutning om forelæggelse for teamet er et led i kommunens sagsbehandling og afhænger af en forudgående vurdering fra kommunens side af, om der er grundlag for at påbegynde en sag, herunder om borgeren kunne være i målgruppen for enten fleksjob, ressourceforløb, førtidspension eller tilskud til selvstændig virksomhed.

Vi har også lagt vægt på, at der ved frakendelse af førtidspension ikke skal iværksættes en fremadrettet indsats for borger, idet borger, inden frakendelse kan komme på tale, skal have vist en arbejdsevne, som kan anvendes enten på det ordinære arbejdsmarked eller i et fleksjob.

Dato for underskrift

05.02.2015

Offentliggørelsesdato

06.02.2015

Paragraf

§ 2 § 7 § 6 § 1 § 9 § 44

Journalnummer 

2014-3732-05050