Ankestyrelsens principafgørelse 43-14

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 190 af 24. februar 2012 - § 83, stk. 1.

Ankestyrelsen har behandlet sagen principielt for at afklare, i hvilket omfang og til hvilke formål, der efter aktivlovens § 83 kan ydes hjælp til udgifter i forbindelse med samvær.

Lov om aktiv socialpolitik § 83, stk. 1, fastslår, at der kan ydes hjælp til udgifter ved udøvelsen af samvær med børn, hvis ansøgeren ikke har økonomisk mulighed for at betale udgifterne.

3. Andre principafgørelser

Gældende

Følgende principafgørelser er brugt ved afgørelsen og gælder stadig:

A-37-02: En kommune havde sat det individuelle skøn under regel ved alene at beregne samværsudgifter efter taksten for kostpenge.

Ankestyrelsen fandt i den konkrete sag, at kommunen ved udelukkende at anvende den faste takst for kost ikke havde taget individuelt hensyn til ansøgerens mulighed for at gennemføre samvær med sine 5 børn i alderen 3 til 12 år.

A-18-08: En 23 årig mand, der var under revalidering, var undtagelsesvist berettiget til udgifter til samvær med sit nyfødte barn i udlandet. Begrundelsen var, at samvær i forbindelse med fødsel og dåb 3 måneder senere nødvendigvis måtte finde sted på moderens og barnets bopæl.

Kommunen skulle for perioden efter barnets dåb vurdere ansøgningen konkret på baggrund af oplysninger om ansøgers, moderens og barnets forhold.

20-09: Hjælp til en førtidspensionist til dækning af udgifter til samvær med et barn skulle bedømmes efter aktivlovens regler. Begrundelsen var, at aktivlovens bestemmelse om hjælp til samvær måtte anses for en specialregel, som gik forud for de almindelige regler om personligt tillæg til personer, der modtog førtidspension.

16-10: En kvinde kunne modtage starthjælp under sit ophold i USA for den periode, hvor opholdet var nødvendigt, for at datteren kunne have samvær med sin far. Der var tale om et ganske særligt forhold, der førte til, at kvinden kunne modtage hjælp, selvom hun opholdt sig i udlandet.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg fandt det afgørende, at opholdet var for en periode, hvor kommunen havde fritaget kvinden for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet.

En amerikansk dom gav faderen ret til samvær med sin datter i de større danske skoleferier. Vilkårene stred ikke imod, hvad der ville kunne bestemmes i Danmark. Datteren, der var 7 år, måtte efter flyselskabernes retningslinjer ikke rejse alene, og der kunne ikke med sikkerhed tilbydes en ledsageordning mod betaling til den endelige destination.

Kasserede

Følgende principafgørelser er kasserede og gælder ikke længere:

A-4-03 : historisk, gælder ikke længere.

A-9-03: Historisk, gælder ikke længere

Sag nr. 1:

Ankestyrelsen har i møde truffet afgørelse i NNs sag om afklaring af i hvilket omfang og til hvilke formål, der efter aktivlovens § 83 kan ydes hjælp til udgifter i forbindelse med samvær.

Resultatet er

•NN har ret til hjælp til samvær hver anden uge fra onsdag til mandag.

•NN har ikke ret til hjælp til aktiviteter under samvær.

Vi ændrer A Kommunes afgørelse af 21. august 2012 vedrørende omfanget af hjælp til samvær.

Vi stadfæster A Kommunes afgørelse af 24. august 2012 vedrørende støtte til aktiviteter.

Kommunen vil kontakte NN.

Der var enighed på mødet.

Ankestyrelsen finder, at udmålingen af støtte til samvær skal ske med udgangspunkt i det samvær, som er aftalt mellem forældrene eller fastsat af Statsforvaltningen.

Ankestyrelsen finder også, at det ikke er nødvendigt for, at NN og hans datter kan have udbytte af samværet, at der ydes hjælp til aktiviteter.

Vi har lagt til grund, at kommunen har vurderet, at NN ikke har mulighed for at afholde udgiften til samvær.

Vi finder, at kommunen ikke har kunnet give afslag på hjælp til samvær med den begrundelse, at samværet overstiger det daværende Civilretsdirektorats praksis for fastsættelse af samvær.

Det fremgår, at der ifølge samværsresolution er samvær hver anden uge fra onsdag, hvor datteren hentes i børnehaven til mandag, hvor datteren afleveres i børnehaven.

Vi har lagt vægt på, at der ikke længere eksisterer et udgangspunkt for Statsforvaltningens og Ankestyrelsens fastsættelse af samvær. Den tidligere praksis for fastsættelse af samvær, som den var beskrevet i principafgørelsen A-4-03, er således ikke længere gældende.

Reglerne om fastsættelse af samvær findes i forældreansvarsloven. Det fremgår af forældreansvarslovens § 19, at det er barnet, der har ret til samvær, og det fremgår af § 34, at barnet skal inddrages i en sag om samvær, således at barnets perspektiv og synspunkter kan komme til udtryk. Samværet fastsættes ud fra en konkret vurdering af barnets forhold, jf. § 21, stk. 2, og afgørelser efter loven skal træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet, jf. § 4.

Vi finder på den baggrund, at aktivlovens § 83 må forstås således, at bestemmelsen skal være med til at sikre barnets ret til samvær. Vi finder derfor, at udmålingen af støtte til samvær, skal ske med udgangspunkt i det samvær, som er aftalt mellem forældrene eller fastsat af Statsforvaltningen.

Principafgørelsen A-4-03 vil blive ophævet.

Udgifter til aktiviteter

Vi har vedrørende aktiviteter lagt vægt på, at et samvær mellem børn og forældre har til formål at sikre en god og stabil kontakt til den forælder, der ikke er bopælsforælder.

Dette kan indebære, at der skal være mulighed for at få nogle fælles oplevelser, herunder med søskende. Karakteren af sådanne oplevelser afhænger imidlertid af det konkrete barns forhold, og i den sammenhæng kan barnets alder have stor betydning – særligt når der er tale om små børn.

Vi har endvidere lagt vægt på, at behovet for et barn på 3 år først og fremmest er at være sammen med sine forældre, og at det i den sammenhæng er af mindre betydning, om samværet foregår omkring aktiviteter, som er forbundet med udgifter.

Vi har endelig lagt vægt på, at der ikke er oplysninger om forhold, som kan begrunde, at der skal ydes hjælp til udgifter til aktiviteter for NN og hans datter.

Vi har afgjort sagen på grundlag af:

•De oplysninger, som forelå da A Kommune traf afgørelse i sagen

•Kommunens afgørelse af 21. og 24. august samt 16. november 2012. NN har søgt om hjælp til samvær hver anden uge fra onsdag til mandag. Kommunen har bevilget hjælp til samvær svarende til 2x3 døgn pr. måned

Kommunen har alene begrundet afgørelsen med, at der ikke ydes støtte til et samvær, som overstiger det daværende Civilretsdirektorats praksis.

•Klagen til Ankestyrelsen af 14. september, 18. oktober samt 16. november 2012

•Kommunens genvurdering

Sag nr. 2:

Ankestyrelsen har i møde truffet afgørelse i din sag, om i hvilket omfang der kan ydes hjælp til udgifter ved samvær i sommerferien.

Resultatet er

• Du er berettiget til hjælp til samvær 3 uger i sommerferien.

Vi ændrer afgørelsen fra A kommune.

A kommune vil kontakte dig og i den forbindelse tillige tage stilling til din ansøgning om hjælp til aktiviteter.

Der var enighed på mødet.

Ankestyrelsen finder, at hjælp til samvær i sommerferien skal ske med udgangspunkt i det samvær, som er aftalt mellem forældrene eller fastsat af Statsforvaltningen.

Vi har lagt til grund, at kommunen har vurderet, at du ikke har mulighed for at afholde udgiften til samvær i sommerferien.

Vi vurderer, at kommunen ikke alene kan begrunde afgørelsen med, at der ikke foreligger en resolution fra Statsforvaltningen, hvoraf det fremgår, at du skal have din datter i 3 uger i sommerferien. Dette er ifølge kommunen ikke i overensstemmelse med gældende retningslinjer fra Statsforvaltningen/det daværende Civilretsdirektorat, som er 2 uger.

Vi har lagt vægt på, at det ikke er en betingelse for udøvelse af samvær med sine børn, at samværet er fastsat af Statsforvaltningen.

Vi har også lagt vægt på, at der ikke længere eksisterer et udgangspunkt for Statsforvaltningens og Ankestyrelsens fastsættelse af samvær. Den tidligere praksis for fastsættelse af samvær, som den var beskrevet i principafgørelsen A-4-03, er således ikke længere gældende.

Reglerne om fastsættelse af samvær findes i forældreansvarsloven. Det fremgår af forældreansvarslovens § 19, at det er barnet, der har ret til samvær, og det fremgår af § 34 at barnet skal inddrages i en sag om samvær, således at barnets perspektiv og synspunkter kan komme til udtryk. Samværet fastsættes ud fra en konkret vurdering af barnets forhold, jf. § 21, stk. 2, og afgørelser efter loven skal træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet, jf. § 4.

Vi finder på den baggrund, at aktivlovens § 83 må forstås således, at bestemmelsen skal være med til at sikre barnets ret til samvær. På den baggrund finder vi, at udmålingen af støtte til samvær skal ske med udgangspunkt i det samvær, som er aftalt mellem forældrene eller fastsat af Statsforvaltningen.

Principafgørelsen A-4-03 vil blive ophævet.

Du har oplyst, at det ikke er et krav, at samværet er fastsat af Statsforvaltningen, og at du også ønsker hjælp til afholdelse af udgifter til aktiviteter i forbindelse med samværet.

Vi har taget stilling til dine synspunkter ovenfor.

Vi har afgjort sagen på grundlag af:

•De oplysninger, som forelå da A kommune traf afgørelse i sagen

•A kommunes afgørelse af 4. juni 2013

•Klagen til Ankestyrelsen af 13. juni 2013

•A kommunes genvurdering