Resumé:
Principafgørelsen fastslår
Indtægter, der ikke medfører fradrag i revalideringsydelse
Vestre Landsret har den 29. november 2013 afsagt dom om, at indtægter fra en løbende forsørgertabserstatning, som borgeren modtog efter sin ægtefælle, ikke medførte fradrag i hendes revalideringsydelse.
Landsretten fandt, at da aktivlovens § 59, stk. 1, er en bestemmelse, som begrænser revalidendens lovmæssige krav på udbetaling af den faste revalideringsydelse efter lovens § 52, må dette føre til, at § 59, stk. 1, skal fortolkes snævert.
Landretten fandt, at der hverken efter ordlyden af aktivlovens § 59, stk. 1, eller efter lovens forarbejder er grundlag for at antage, at det har været hensigten med bestemmelsen, at den skal omfatte andre ordninger end dem, der er beskrevet i pkt. 278 i vejledningen af 5. marts 1998 om lov om aktiv socialpolitik. Det fremgår heraf, at revalideringsydelsen nedsættes med løbende udbetalinger af ”pension og tillæg hertil, som er et led i et tidligere ansættelsesforhold og af en sådan karakter, at det er sædvanligt, at arbejdsgiveren bidrager til pensionen”, og med ”løbende udbetalinger fra private forsikringer og pensionsordninger”.
Landsretten fandt endvidere, at den omstændighed, at aktivlovens § 59, stk. 1, specifikt nævner ”løbende udbetaling af erhvervsevnetabserstatning efter lov om arbejdsskadesikring”, efter bestemmelsens ordlyd taler for, at denne ikke tillige omfatter forsørgertabserstatning efter den samme lov. Hertil kom, at den løbende forsørgertabserstatning, som borgeren modtog efter sin ægtefælle, efter sin karakter ikke er en ”pension”, men derimod en lovbestemt erstatningsydelse, der udbetales af Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring. På den baggrund, og da Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring ved lov nr. 287 af 13. maj 1998 udtrykkeligt er udskilt fra forsikringsregi, kan forsørgertabserstatningen hverken anses for en pensions- eller forsikringsydelse, som er omfattet af ordlyden af aktivlovens § 59, stk. 1.
Landsretten henviste desuden til, at i modsætning til erstatningsansvarslovens § 13 udbetales forsørgertabserstatning efter arbejdsskadesikringslovens § 20, stk. 2, som en løbende ydelse, der efter stk. 1, skal ”fastsættes under hensyn til forsørgelsens omfang og den efterladtes muligheder for at forsørge sig selv, når alder, helbredstilstand, uddannelse, beskæftigelse samt forsørgerforhold og økonomiske forhold tages i betragtning”.
Landsretten fandt, at en formålsfortolkning af aktivlovens § 59, stk. 1, på den baggrund ikke kan føre til, at forsørgertabserstatning efter arbejdsskadesikringslovens § 20 skal anses for omfattet af bestemmelsen. Der må herved tillige lægges vægt på, at der ikke i forbindelse med aktivlovens ikrafttræden er blevet taget skridt til at ophæve eller ændre bestemmelsen i arbejdsskadesikringslovens § 27, stk. 3, hvorefter en forsørgertabserstatning efter § 20 skal omsættes til et kapitalbeløb efter anmodning fra den erstatningsberettigede.
På den baggrund fandt landsretten, at der ikke er hjemmel til at lade den løbende forsørgertabserstatning, som borgeren modtog efter sin ægtefælle, medføre fradrag i hendes revalideringsydelse som sket.
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg tog Landsrettens dom til efterretning og ændrede sin tidligere afgørelse af 5. februar 2013, hvor udvalget havde fundet, at borgerens indtægter fra løbende forsørgertabserstatning medførte fradrag i hendes revalideringsydelse i det omfang, forsørgertabserstatningen sammen med revalideringsydelsen oversteg hendes hidtidige arbejdsindtægter.