Resumé:
Ret til og optjening af førtidspension
Statsborgere fra en af de kontraherende stater i det tidligere Jugoslavien har ret til dansk førtidspension, hvis betingelserne i konventionens artikel 26, stk. 1, eller stk. 2, er opfyldt, eller hvis betingelserne i pensionslovens § 2, stk. 2, er opfyldt.
Er betingelserne i konventionens artikel 26 for at få ret til førtidspension opfyldt, skal forsikringsperioder tilbagelagt efter jugoslavisk lovgivning medregnes, som om det drejede sig om bopælsperioder tilbagelagt efter dansk lovgivning.
Det betyder, at en statsborger i en af de kontraherende stater i det tidligere Jugoslavien, der har optjent en eller flere forsikringsperioder i det tidligere Jugoslavien, skal have disse perioder tillagt den danske bopælstid ved beregningen af størrelsen af den danske pension.
Danske statsborgere skal ved beregningen af størrelsen af pension have medregnet forsikringsperioder tilbagelagt efter jugoslavisk lovgivning, som om det drejede sig om bopælsperioder tilbagelagt efter dansk lovgivning, hvis de pågældende forsikringsperioder ikke giver ret til pension efter lovgivningen i en af de kontraherende stater i det tidligere Jugoslavien eller efter bestemmelserne i konventionen.
Det betyder, at en dansk statsborger, der har optjent ret til pension i en af de kontraherende stater i det tidligere Jugoslavien, ikke har ret til at få lagt forsikringsperioderne til den danske bopælstid ved beregningen af størrelsen af dansk pension.
Ret til pension fra både Danmark og en anden kontraherende stat i det tidligere Jugoslavien
Er der erhvervet ret til pension efter lovgivningen i både Danmark og i en anden kontraherende stat i det tidligere Jugoslavien, skal pensionerne fastsættes efter de særlige bestemmelser i konventionens artikel 32.
Den danske pension beregnet efter reglerne i artikel 32 kan sammenlagt med pensionen fra det tidligere Jugoslavien ikke udgøre et lavere beløb end den pension, pensionisten har ret til efter dansk lovgivning eller efter bestemmelserne i konventionen. I givet fald skal der efter konventionen ydes et tillæg, der svarer til forskellen, så længe pensionisten har bopæl i Danmark.
Flygtninge
Pensionslovens hovedregel om, at bopæl i oprindelseslandet sidestilles med bopæl her i riget for udlændinge, som har fået opholdstilladelse i Danmark efter § 7 i udlændingeloven, kan ikke anvendes for perioder, hvor der er ret til pension fra oprindelseslandet.
Konventionen med Jugoslavien om social sikring
Makedonien, Bosnien-Herzegovina og Serbien og Montenegro har statssuccederet i konventionen af 22. juni 1977 med Jugoslavien om social sikring. At staterne har succederet i konventionen betyder, at de har indtrådt i det tidligere Jugoslaviens rettigheder og pligter efter konventionen.
Slovenien har statssuccederet i konventionen med Jugoslavien, men anser ikke konventionen for gældende længere. Slovenien anser EU forordning 883/04 som det juridiske grundlag i forhold til forpligtelser om social sikring mellem Danmark og Slovenien.
Kroatien har indgået en selvstændig overenskomst med Danmark om social sikring, som afløser konventionen om social sikring med Jugoslavien.
Kosovo har ikke statssuccederet i konventionen med Jugoslavien om social sikring, hvorfor konventionen ikke er gældende mellem Danmark og Kosovo.
Ophævelse af principafgørelse 145-10
Konventionens artikel 4
Ankestyrelsens principafgørelse 145-10 fastslog, at danske statsborgere, der har bopæl i Danmark ikke er omfattet af konventionens anvendelsesområde. Der blev i afgørelsen lagt vægt på, at ”det af konventionens artikel 4 fremgår, at reglerne om førtidspension omfatter statsborgere fra Jugoslavien, der har bopæl i Danmark, og statsborgere fra Danmark, der har bopæl i Jugoslavien. ”
Artikel 4 blev således fortolket som en personkredsregel, der regulerer, hvem der er omfattet af konventionens anvendelsesområde. Det var en fejlfortolkning af artikel 4 at anse den som en personkredsregel.
Artikel 4 er en lovvalgsregel, der fastsætter, om et retsforhold omhandlet af konventionen skal afgøres efter dansk ret eller jugoslavisk ret. Denne fortolkning af artikel 4 medfører, at danske statsborgere med bopæl i Danmark vil være omfattet af konventionen og kan støtte ret på dens bestemmelser.
Ankestyrelsens praksis i 145-10 har betydet, at danske statsborgere med bopæl i Danmark har fået afslag på at få medregnet forsikringsperioder optjent i det tidligere Jugoslavien ved beregningen af den danske pension. Det betyder, at de ikke har fået udbetalt den pension, som de har ret til ifølge konventionen.
Konventionens artikel 26
145-10 fastslog også, at statsborgere fra det tidligere Jugoslavien har ret til fuld dansk førtidspension, hvis de opfylder de særlige betingelser i artikel 26 i konventionen for at få ret til dansk førtidspension. Dette er en fejlfortolkning af artikel 26.
Artikel 26 i konventionen omhandler alene selve retten til pension. Den omhandler ikke størrelsen af pensionen, dvs. om der er ret til fuld pension eller en brøkpension.
Konventionens artikel 28
145-10 fastslog derudover, at der efter artikel 28 ikke skal ske fradrag for bopælsår i det tidligere Jugoslavien. Artikel 28 omhandler beregningen af størrelsen af pension. Artiklen fastsætter, hvornår forsikringsperioder optjent i det tidligere Jugoslavien skal medregnes, som om det drejede sig om bopælsperioder tilbagelagt efter dansk lovgivning. Forsikringsperioder optjent i det tidligere Jugoslavien skal således ikke fradrages i en fuld pension som fastsat i 145-10. De skal tillægges den danske bopælsperiode ved beregningen af størrelsen af pensionen.
Genoptagelse af sager afgjort efter principafgørelse 145-10
Denne afgørelse ændrer praksis i forhold til det i principafgørelse 145-10 fastlagte, idet fortolkningen af konventionens artikel 4, 26 og 28 i principafgørelse 145-10 er forkert.
Den nye praksis har således virkning tilbage fra offentliggørelsen af 145-10 den 30. juni 2010, og Ankestyrelsen og Udbetaling Danmark skal derfor tage stilling til genoptagelse af eventuelle sager, hvor der måtte være truffet afgørelse i tidsrummet siden offentliggørelsen af Ankestyrelsens principafgørelse 145-10.
Genoptagelse skal ske efter anmodning eller – hvis det er administrativt overkommeligt – på myndighedernes eget initiativ. Ved en genoptagelse skal Ankestyrelsen og Udbetaling Danmark inddrage lov om forældelse af fordringer og vurdere, om de enkelte sager er forældede.