Ankestyrelsens principafgørelse 50-15

01-01-2015
Arbejdsskadeloven Erstatningsansvarsloven Arbejdsskade Briller Dækningspligt Tingskade Gældende Arbejdsskade

Resumé:

Ulykkesforsikringsselskabet dækker udgifterne til tingskader.

Udgifter til reparation eller udskiftning af et hjælpemiddel kan godtgøres, hvis hjælpemidlet er anvendt under arbejdet, og er blevet beskadiget som følge af arbejdet eller de forhold, hvorunder det foregår.

Der er tale om en selvstændig dækningspligt, som ikke er knyttet til en anerkendt arbejdsskade i form af en ulykke eller en erhvervssygdom.

Det fremgår ikke af loven, forarbejder eller bekendtgørelser, om det er ulykkesforsikringsselskabet eller Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomsforsikring (AES), der skal dække udgifterne til tingskader.

Ankestyrelsen har efter en formålsfortolkning af baggrunden for oprettelsen af AES ikke fundet grundlag for at ændre den nuværende praksis, hvorefter udgifter til tingskader bliver dækket af ulykkesforsikringsselskaberne.

Ankestyrelsen har lagt vægt på, at det hverken direkte eller indirekte af forarbejderne vedrørende oprettelsen af AES fremgår, at AES også skal dække udgifter til tingskader. Formålet med oprettelsen var at flytte finansieringen af udgifter ved erhvervssygdomme og pludselige løfteskader fra forsikringsregi til AES.

Ankestyrelsen har lagt vægt på, at der i loven blev taget aktivt stilling til, hvilke dele som skulle overgå til AES, og at tingskader i den forbindelse ikke blev nævnt.

Det er således ikke afgørende, om tingskaden er forårsaget af en påvirkning på over 5 dage. Udgifter til tingskader, som kan godtgøres efter loven, skal altid dækkes af ulykkesforsikringsselskabet.

Generelt om lovens dækning af tingsskader

Der er som udgangspunkt ikke hjemmel i arbejdsskadeloven til at erstatte tingsskader. En undtagelse er ved beskadigelse af hjælpemidler, som bliver ødelagt under arbejdet.

Det er et krav, at hjælpemidlet er af den type nævnt i bestemmelsen om dækning af hjælpemidler, er brugt under arbejdet og beskadiget som følge af arbejdet eller de forhold, det er foregået under.

Det er ikke et krav, at skaden på hjælpemidlet skete i forbindelse med en arbejdsskade.

Lov om arbejdsskadesikring - lovbekendtgørelse nr. 278 af 14. marts 2013 - § 15, stk. 4, og § 49, stk. 1.

Bekendtgørelse nr. 999 af 20. oktober 2005, om betaling af udgifter til sygebehandling og hjælpemidler efter lov om arbejdsskadesikring § 4, stk. 3.

Ankestyrelsen har behandlet sagen principielt til belysning af spørgsmålet om, hvem der bærer dækningspligten for tingskader efter arbejdsskadesikringslovens § 15, stk. 4.

Lov nr. 422 af 10. juni 2003 om arbejdsskadesikring som senest er bekendtgjort ved lovbekendtgørelse nr. 278 af 14. marts 2013.

§ 15, stk. 4, fastslår, at hvis et hjælpemiddel, som er nævnt i stk. 2, er anvendt under arbejde, og er blevet beskadiget som følge af arbejdet eller de forhold, hvorunder det foregår, kan udgifterne til reparation, eventuelt fornyelse, af hjælpemidlet betales.

§ 49, stk. 1, fastslår, at udgifterne ved ulykker betales af den sikringspligtige arbejdsgivers forsikringsselskab, jf. dog § 10 a. Ved erhvervssygdomme betales udgifterne af Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring, jf. dog § 10 a. Det samme gælder, når der er tale om frivillig sikring efter § 48, stk. 2. Arbejdsskadestyrelsen underretter Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring om branchetilhørsforhold under hensyn til påvirkningernes art, intensitet og tidsmæssige udstrækning. Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring henfører udgifterne til en branche.

Bekendtgørelsen om betaling af udgifter til sygebehandling og hjælpemidler efter lov om arbejdsskadesikring § 4, stk. 3, fastslår, at udgifter ved reparation, eventuelt fornyelse, af et hjælpemiddel, jf. § 2, nr. 3, kan betales, hvis hjælpemidlet m.m. er blevet beskadiget eller ødelagt som følge af arbejdet eller de forhold, hvorunder arbejdet foregår. Brillestel erstattes normalt kun indenfor en maksimumstakst, der reguleres årligt. Maksimumtaksten anvendes kun i tilfælde, hvor brillen beskadiges eller ødelægges under de i 1. pkt. nævnte omstændigheder, jf. § 15, stk. 4, i lov om arbejdsskadesikring.

3. Andre principafgørelser

Kasserede

Følgende principafgørelser er kasserede og gælder ikke længere:

U-7-80: Historisk, gælder ikke længere. Er indarbejdet i denne.

Principafgørelsen fastslår, at der ikke er grundlag for at begrænse anvendelsen af bestemmelsen til tilfælde, hvor beskadigelsen af et hjælpemiddel sker ved en begivenhed eller hvad der måtte ligestilles herved. Bestemmelsen omfatter derfor også tilfælde, hvor beskadigelsen sker gradvist som følge af påvirkninger over længere tid i forbindelse med arbejdet.

Principafgørelsen er udfærdiget før Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring blev oprettet i 1999 og kan derfor ikke anvendes til at fastslå, hvem der efter oprettelsen er rette forsikringsselskab.

Ankestyrelsen har ikke andre principafgørelser på området.

Ankestyrelsen har i møde truffet afgørelse i din sag, hvor Forsikringsselskab AA har klaget over Arbejdsskadestyrelsens afgørelse truffet den 1. marts 2013.

Resultatet er

• Forsikringsselskab AA er rette forsikringsselskab

Det betyder, at vi er enige i Arbejdsskadestyrelsens afgørelse, som vi stadfæster.

Der var enighed på mødet.

Ankestyrelsen vurderer, at Forsikringsselskab AA er rette forsikringsselskab.

Ankestyrelsen vurderer således, at der ikke er grundlag for at ændre den nuværende praksis for dækning af tingskader.

Ankestyrelsen har lagt vægt på, at hverken loven, forarbejder eller bekendtgørelser regulerer spørgsmålet om dækningspligt ved tingskader efter lovens § 15, stk. 4.

Ankestyrelsen har i den forbindelse lagt vægt på, at det ikke fremgår af loven eller forarbejderne, at lovgiver i forbindelsen med oprettelsen af Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomsforsikring (AES) havde til hensigt at flytte dækningen af udgifter af tingskader til AES eller at foretage en fordeling af dækningen mellem ulykkesforsikringsselskabet og AES alt efter påvirkningens længde.

Ankestyrelsen har herefter ikke fundet tilstrækkelige holdepunkter for at ændre den nuværende praksis. Der er således ikke grundlag for at lade dækningspligten være afhængig af en vurdering af påvirkningens længde set i forhold til lovens definition på ulykker og erhvervssygdomme.

Ankestyrelsen bemærker i den forbindelse, at der er tale om en selvstændig og undtagelsesvis ret til dækning af tingskader i medfør af lovens § 15, stk. 4, og der er derfor også en selvstændig dækningspligt, som ikke er knyttet til en anerkendt arbejdsskade i form af en ulykke eller en erhvervssygdom.

Om reglerne

Der er i loven som udgangspunkt ikke hjemmel til at erstatte tingsskader. En enkelt undtagelse er ved beskadigelse af hjælpemidler ødelagt under arbejde.

Hjælpemidlet skal være af en type nævnt i bestemmelsen om dækning af hjælpemidler for eksempel briller. Det skal være brugt under arbejdet og beskadiget som følge af arbejdet eller de forhold, det er foregået under.

Det er ikke et krav, at der skete skade på hjælpemidlet som følge af en arbejdsskade.

Dato for underskrift

27.08.2015

Offentliggørelsesdato

28.08.2015

Paragraf

§ 48 § 2 § 4 § 49 § 10 § 15

Journalnummer

2013-5017-08460