Ankestyrelsens principafgørelse 66-15

01-01-2015
Arbejdsskadeloven Anerkendelse Arbejdsskade Infektionssygdom Personskadebegrebet Tuberkulose Ulykke Gældende Arbejdsskade

Resumé:

Det kan anerkendes som en arbejdsskade, hvis man i forbindelse med sit arbejde bliver smittet med en alvorlig infektionssygdom, som er behandlingskrævende, og der er en latent risiko for, at sygdommen vil kunne bryde ud. Det er ikke afgørende, om behandlingen faktisk finder sted, så længe der ud fra en lægefaglig vurdering er tale om en behandlingskrævende sygdom.

Ankestyrelsen har i en konkret sag anerkendt smitte med tuberkulose som en arbejdsulykke. En sygeplejerske, som var i kontakt med en patient med tuberkulose i udbrud, blev smittet med sygdommen, men udviklede ikke selv tuberkulose i udbrud. Smitten krævede forebyggende behandling, men sygeplejersken blev dog ikke behandlet, fordi hun var gravid.

Lov om arbejdsskadesikring - lovbekendtgørelse nr. 278 af 14. marts 2013 - § 6

Ankestyrelsen har behandlet sagen principielt for at belyse, om en infektionssygdom uden umiddelbare følgevirkninger opfylder personskadebegrebet, herunder betydningen af lægelig behandling.

Lov om arbejdsskadesikring § 6 fastslår, at en ulykke efter denne lov forstås som en personskade forårsaget af en hændelse eller en påvirkning, der sker pludseligt eller inden for 5 dage.

3. Andre principafgørelser

Gældende

Følgende principafgørelser er brugt ved afgørelsen og gælder stadig:

33-14 og 49-15: Fastslår begge, at der er en nedre grænse for, hvornår en personskade har et omfang, som kan betyde, at den kan anerkendes som en arbejdsskade. Personskadebegrebet skal fastlægges i lyset af de ydelser, der kan gives efter arbejdsskadesikringsloven. Forbigående smerter, der ikke kræver behandling, men går over af sig selv, vil derfor normalt ikke være en personskade i lovens forstand.

Ankestyrelsen har i møde truffet afgørelse, om vi kan anerkende en arbejdsskade i form af, at du er testet positiv for tuberkulose efter at have passet en tuberkulosesmittet patient.

Resultatet er

Det forhold at du er smittet med tuberkulose er en arbejdsskade

Vi ændrer således Arbejdsskadestyrelsens afgørelse om afslag på anerkendelse.

Arbejdsskadestyrelsen vil nu træffe afgørelse om erstatning for tab af erhvervsevne og godtgørelse for varigt mén.

Du vil høre fra Arbejdsskadestyrelsen.

Der var enighed på mødet.

Begrundelsen for afgørelsen om anerkendelse

Ankestyrelsen vurderer, at du under en enkelt vagt i august 2012 blev smittet med tuberkulose. Vi finder, at der er tale om en arbejdsskade i lovens forstand.

Vi har lagt til grund, at du arbejdede som sygeplejerske. Under en vagt skulle du flytte en patient fra én afdeling til en anden. Patienten var smittet med tuberkulose i udbrud, hvilket først blev opdaget i forbindelse med obducering af patienten, da denne senere døde. Du var kun i kontakt med patienten denne ene gang.

Vi har også lagt til grund, at du 3 måneder senere blev testet positiv for tuberkulose. Grundet graviditet blev du ikke sat i profylaktisk antituberkuløs behandling, men du gik til kontrol hver anden måned, hvor du samtidig fik taget blodprøver.

Vi har også lagt til grund, at du ikke har tuberkulose i udbrud, men har været udsat for tuberkelbacillen i så stort omfang, at dit immunsystem har reageret på det. Du har aktuelt ikke gener som følge heraf.

Vi har lagt vægt på, at du i dit arbejde som sygeplejerske pådrog dig en sygdom i form af tuberkulose.

Vi har også lagt vægt på, at der er tale om en behandlingskrævende sygdom, hvor der er en latent risiko for, at sygdommen vil kunne bryde ud. Herudover har vi lagt vægt på, at du ville have modtaget en forebyggende behandling, hvis du ikke havde været gravid.

Det er ligeledes indgået i vores vurdering, at du løbende under din graviditet har fået taget kontrolblodprøver på lungemedicinsk afdeling.

Samlet set finder vi, at du har pådraget dig en sygdom, der kan anerkendes som en arbejdsskade.

Oplysningerne fremgår af din spørgeskemabesvarelse modtaget i Arbejdsskadestyrelsen den 1. juli 2013, din mail af 12. august 2013, brev fra dig modtaget i Arbejdsskadestyrelsen den 27. februar 2014, journal fra lungemedicinsk afdeling på Aarhus Universitetshospital og samtalenotat af 23. oktober 2014.

Om reglerne

En ulykke kan anerkendes efter arbejdsskadeloven, hvis den fysiske eller psykiske personskade er en følge af en hændelse eller en påvirkning, som sker pludseligt eller inden for 5 dage.

Hændelsen eller påvirkningen skal være egnet til at forårsage personskaden. Det betyder, at der skal være en biologisk naturlig og logisk forklaring på, at skaden er forårsaget af hændelsen eller påvirkningen. Det er derfor ikke tilstrækkeligt, at der alene er tidsmæssig sammenhæng mellem hændelsen og skaden.

Personskadebegrebet skal fastlægges i lyset af de ydelser, der kan gives efter arbejdsskadesikringsloven. Forbigående smerter, der ikke kræver behandling, men går over af sig selv, vil derfor normalt ikke være en personskade i lovens forstand. Sikrede skal godtgøre, at en hændelse/påvirkning har medført en forværring af en kronisk lidelse i et omfang, der i sig selv udgøre en personskade.

Dato for underskrift

12.10.2015

Offentliggørelsesdato

13.10.2015

Paragraf

§ 6

Journalnummer

2014-5012-30185