Resumé:
Kommunen skal give sanktion i uddannelses- og kontanthjælp i tilfælde, hvor modtageren af hjælp mod bedre vidende har tilsidesat sin pligt til at oplyse om arbejde eller mod bedre vidende uberettiget har modtaget hjælp under ophold i udlandet.
Ved gentagelsestilfælde skal kommunen give skærpede sanktioner.
Aktivlovens bestemmelser om sanktion for mod bedre vidende at tilsidesætte pligten til at oplyse om arbejde eller mod bedre vidende uberettiget at modtage hjælp i udlandet er opdelt i 3 led.
Førstegangssanktionen er nedsættelse af hjælpen med 1/3 i 3 uger.
Hvis kommunen har truffet afgørelse om førstegangssanktion og modtageren af hjælp derefter på ny begår en forseelse omfattet af bestemmelsen, træffer kommunen afgørelse om en skærpet sanktion ved at nedsætte hjælpen med 1/3 i 20 uger.
Hvis modtageren af hjælp begår endnu en eller flere forseelser omfattet af bestemmelsen efter en gentagelsessanktion, træffer kommunen afgørelse om nedsættelse af hjælpen med 1/3 i 20 uger for hver efterfølgende forseelse. Den udbetalte hjælp gøres desuden tilbagebetalingspligtig.
Det er således en forudsætning for, at kommunen kan give en skærpet sanktion i gentagelsestilfælde, at kommunen har truffet afgørelse om førstegangssanktion, før modtageren af hjælp begår endnu en forseelse.
Hvis kommunen ikke har truffet en afgørelse om sanktion for en førstegangsforseelse inden endnu en forseelse, kan den anden forseelse alene udløse en afgørelse om en førstegangssanktion.
Det er uden betydning for anvendelse af reglerne om skærpet sanktion, om der er tale om gentagelse af samme type forseelse. Hvis en person tidligere har fået en førstegangssanktion for tilsidesættelse af pligten til at oplyse om arbejde, kan kommunen således træffe afgørelse om skærpet sanktion ved et efterfølgende ophold i udlandet uden tilladelse.
Kommunen skal i afgørelsen om førstegangssanktion vejlede borgeren om, at der træffes afgørelse om nedsættelse og eventuelt tilbagebetaling af hjælp, hvis en person efterfølgende mod bedre vidende uberettiget har modtaget hjælp under ophold i udlandet eller mod bedre vidende har tilsidesat sin pligt til at oplyse om arbejde.