Resumé:
Beregning af løntilskud til arbejdsgiver ved ansættelse i fleksjob
Arbejdsgiver betaler lønnen til ansatte i fleksjob bevilget før 1. januar 2013. Kommunen betaler arbejdsgiveren tilskud til lønnen.
Tilskuddet bliver beregnet ud fra lønnen. Hertil kommer udgifter til arbejdsgiverbidrag til ATP og eventuelle udgifter til andre arbejdsgiverbidrag.
Principafgørelsen tager stilling til, at arbejdsgiveren har ret til tilskud af lønmodtagerens pensionsbidrag, hvis arbejdsgiveren finansierer bidraget.
Pensionsbidrag
Skal arbejdsgiveren ifølge overenskomsten betale pensionsbidrag, indgår bidraget som et arbejdsgiverbidrag ved beregningen af løntilskud til arbejdsgiveren.
Mange pensionsordninger er indrettet, så arbejdsgiveren betaler en andel af pensionsbidraget, mens den ansatte selv betaler resten. I det tilfælde bliver den ansattes andel af pensionsbidraget trukket fra i den ansattes løn.
I nogle overenskomster – typisk for offentligt ansatte – finansierer arbejdsgiveren hele udgiften til pensionsbidrag. Det sker, selvom bidraget kaldes ”eget bidrag”. Det kan i overenskomsten være formuleret som:
”… 1/3 af det samlede pensionsbidrag anses for at være den ansattes eget bidrag …”
eller
”… 1/3 af det samlede pensionsbidrag henføres til egetbidrag …”
Hvis det er dokumenteret, at arbejdsgiveren også finansierer lønmodtagerens ”eget bidrag”, skal tilskuddet fastsættes på grundlag af arbejdsgiverens faktiske udgift.
En del af arbejdsgiverens udgift kan derfor også være lønmodtagerens eget bidrag til en pensionsordning.
For at afklare spørgsmålet, om arbejdsgiver reelt finansierer begge bidrag, skal der foretages en konkret vurdering. I vurderingen indgår overenskomsten og lønsedler.