Resumé:
En lønmodtager skal for at opfylde beskæftigelseskravet både have en aktuel tilknytning til arbejdsmarkedet og i en længere periode forud for første fraværsdag have haft en tilknytning til arbejdsmarkedet. Efter sygedagpengeloven har en lønmodtager ret til sygedagpenge fra kommunen, hvis pågældende forud for første fraværsdag er i aktuel beskæftigelse og har været beskæftiget i mindst 240 timer inden for de seneste 6 afsluttede kalendermåneder og i mindst 5 af disse har været beskæftiget i minimum 40 timer i hver.
Lønmodtageren anses for at være i aktuel beskæftigelse på første sygedag, når pågældende er i et ansættelsesforhold i arbejdsretlig forstand denne dag. Det betyder, at en person, som bliver syg dagen efter, at ansættelsen hos arbejdsgiveren er ophørt, ikke vil være omfattet af bestemmelsen.
Særligt om vikarer og løsarbejdere
Ved løsarbejdere forstås personer med kortvarige eller tilfældige arbejdsforhold, hvor ansættelsens ophør som regel er aftalt på forhånd. En løsarbejder betragtes kun som ansat i de perioder, hvor pågældende faktisk er i beskæftigelse hos arbejdsgiveren.
Når beskæftigelseskravet skal undersøges for vikarer/løsarbejdere, er det derfor vigtigt at få fastslået, om pågældende på tidspunktet for fraværets start skal betragtes som værende i et løbende ansættelsesforhold eller ikke.
Det forhold, at lønmodtageren er ansat som vikar, kan ikke i sig selv føre til, at pågældende skal anses for at være løsarbejder. Der skal foretages en konkret og individuel vurdering, hvor der blandt andet kan lægges vægt på oplysninger i ansættelseskontrakten, herunder om der er aftalt en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid, og om der er aftalt et opsigelsesvarsel. Der kan endvidere lægges vægt på, hvordan og for hvor lang tid fremtidigt arbejde planlægges, samt om arbejdsgiveren er forpligtet til at tilbyde vagter, og om vikaren har pligt til at modtage tilbud om vagter.
Det forhold, at vikaren ikke var eller skulle have været på arbejde på første sygedag, kan ikke i sig selv begrunde, at beskæftigelseskravet ikke kan anses for opfyldt, når vikaren i øvrigt må anses for at være i et løbende ansættelsesforhold.
I den konkrete sag opfyldte borgeren ikke kravet om aktuel beskæftigelse på første sygedag, da borgeren måtte anses som løsarbejder. Borgeren havde sidste arbejdsdag to dage før første sygedag, og der var ikke planlagt yderligere vagter. Da borgeren ikke opfyldte kravet om aktuel beskæftigelse, var det ikke nødvendigt at tage stilling til, om timekravet var opfyldt.