Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderer, at du på revurderingstidspunktet opfyldte betingelserne for at få forlænget udbetalingen af sygedagpenge efter bestemmelsen om lægebehandling og sikker lægelig vurdering.
Vi vurderer, at der i sagen er dokumentation for, at du var under lægelig behandling, og at du efter en lægelig vurdering skønnedes at ville kunne genoptage erhvervsmæssig beskæftigelse inden for 134 uger regnet fra revurderingstidspunktet den 30. november 2014.
Efter praksis kræves en sikker lægelig vurdering, for at der kan ske forlængelse efter denne bestemmelse. Vi finder, at grundlaget for en sådan sikker vurdering var til stede i din sag.
Ved vores vurdering har vi lagt vægt på, at du blev sygemeldt fra dit arbejde den 12. maj 2014 på grund af smerter i skuldre, nakke og arme. Det fremgår af sagens oplysninger, at du under sygemeldingen havde fået konstateret en diskusprolaps i nakken, som du blev opereret for den 27. oktober 2014. I opfølgningssamtale af den 17. november 2014 har du oplyst, at operationen var forløbet planmæssigt, og at du allerede kunne mærke, at generne i dine hænder var forsvundet.
Det fremgår af udtalelse af den 4. december 2014 fra fysioterapeuten, at du var begyndt i genoptræning to gange ugentligt den 17. november 2014. Træningsforløbet ville vare fem uger, og forløbet ville dermed blive afsluttet omkring nytår. Det blev vurderet, at det ville være hensigtsmæssigt, hvis du ventede cirka tre uger med at begynde på arbejde.
Vi har desuden lagt vægt på statusattest af den 7. november 2014 fra din læge, hvoraf det fremgår, at du skulle til kontrol cirka to måneder efter operationsdatoen. Lægen forventede fortsat sygemelding i to-tre måneder, eventuelt i en lidt kortere periode, hvorefter du formentlig ville kunne begynde langsomt op. Lægen forventede desuden, at du ville komme tilbage til et arbejde på normale vilkår. Ved telefonisk kontakt den 21. november 2014 har lægen oplyst, at såfremt operationen havde haft god effekt, forventede han tilbagevenden inden for to til tre måneder.
Vi har videre lagt vægt på journalnotat af den 27. oktober 2014 fra Ortopædisk Privathospital, hvoraf det fremgår, at du umiddelbart postoperativt var velbefindende, samt at der var fuldstændig normal kraft over alle led på alle fire ekstremiteter.
Endelig har vi lagt vægt på, at du har haft en stabil tilknytning til arbejdsmarkedet. Det fremgår af sagens oplysninger, at du havde været ansat som montagearbejder gennem de seneste 10 år. Det fremgår desuden, at det var planlagt, at du skulle genoptage dit arbejde efter endt juleferie med 20 timer ugentligt stigende til 37 timer ugentligt. Vi har videre lagt vægt på, at du fra den 23. juni 2014 og frem til operationen den 27. oktober 2014 havde genoptaget dit arbejde delvist. Det fremgår af sagens oplysninger, at du frem til tidspunktet for operationen arbejdede 20 timer ugentligt.
Vi bemærker, at det ikke fremgår af sagen, at der var andre forhold, der havde indflydelse på din arbejdsevne end de ovennævnte helbredsmæssige forhold.
Efter en helhedsvurdering af sagens oplysninger vurderer vi, at der foreligger en tilstrækkelig sikker vurdering af, at du med overvejende sandsynlighed ville kunne genoptage erhvervsmæssig beskæftigelse inden for 134 uger fra revurderingstidspunktet. I den forbindelse har vi lagt vægt på, at du havde fået foretaget et kendt og ukompliceret indgreb, og at der efter det oplyste ikke havde været komplikationer efterfølgende.
Vi er opmærksomme på, at det fremgår af statusattest af den 7. november 2014 fra din læge, at det på daværende tidspunkt var for tidligt at sige, hvorvidt operationen havde haft den forventede effekt, og at det generelt først i løbet af måneder efter rygoperationer helt kan vurderes, hvordan funktionsniveauet vil blive. Vi er desuden opmærksomme på, at din læge ved telefonisk kontakt den 21. november 2014 har oplyst, at tidsperspektivet var meget svært at udtale sig om, samt at prognosen var usikker. Lægen havde desuden oplyst, at der ville være behov for skånsom start, da du havde et fysisk krævende arbejde. Vi finder dog, at dette ikke kan føre til et andet resultat, da vi efter en samlet vurdering af sagens oplysninger finder, at du opfyldte betingelserne for forlængelse efter bestemmelsen om lægebehandling og sikker lægelig vurdering, selvom der ikke forelå et præcist tidsperspektiv for raskmelding. Vi henviser til vores begrundelse ovenfor.
Det bemærkes desuden, at det ikke er til hinder for forlængelse efter bestemmelsen om lægebehandling og sikker lægelig vurdering, at der kan være behov for langsom optrapning eventuelt med skånehensyn.
Vi er opmærksomme på, at udtalelse af den 4. december 2014 fra fysioterapeuten er dateret efter revurderingstidspunktet, men vi finder, at oplysningerne kan tillægges vægt, da oplysningerne beskriver behandlingsforløbet op til revurderingstidspunktet, og da oplysningerne burde være indgået i kommunens oplysningsgrund, jf. Ankestyrelsens principafgørelse 16-15.
Vi bemærker, at vi ikke har inddraget journalnotat af den 9. december 2014 fra din læge i vores afgørelse, da journalnotatet er udarbejdet på baggrund af et kontrolbesøg hos lægen den 9. december 2014, hvilket var efter revurderingstidspunktet, hvorfor oplysningerne ikke kunne have været indgået i kommunens oplysningsgrundlag.
Det bemærkes, at vi ikke med denne afgørelse har taget stilling til, i hvor lang tid efter standsningstidspunktet udbetalingen af sygedagpenge kan forlænges. Dette afhænger af sagens videre forløb, som vi ikke er bekendte med.
Efter reglerne gælder, at sygedagpenge som udgangspunkt er en korttidsydelse. Sygedagpengeperioden kan kun forlænges ud over revurderingstidspunktet, hvis en eller flere af forlængelsesbetingelserne i sygedagpengeloven er opfyldt.
Sag nr. 2 – j.nr. 2015-3312-07229
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har i møde truffet afgørelse i din sag om klage over afgørelse truffet den 22. december 2014.
Resultatet er
• Kommunen skal behandle din sag igen.
Det betyder, at vi hjemviser sagen til ny behandling og afgørelse i kommunen. Du skal være opmærksom på, at en ny behandling godt kan føre til det samme resultat i din sag.
Kommunen skal, inden den træffer en ny afgørelse, indhente en vurdering fra den behandlende psykolog vedrørende din psykiske tilstand på revurderingstidspunktet og prognosen i forhold til din fremtidige tilknytning til arbejdsmarkedet. Kommunen skal derudover bede din læge om en konkret begrundelse for lægens nye vurdering af prognosen.