Resumé:
En anbringelse af et barn eller en ung skal ophøre, når formålet med anbringelsen er nået, når anbringelsen ikke længere opfylder sit formål, eller når den unge fylder 18 år. Kommunen skal tage konkret stilling til, om formålet med en anbringelse er opnået, før et barn eller en ung kan hjemgives.
En handleplan for støtteforanstaltninger til et barn eller en ung skal angive indsatsens forventede varighed, men det betyder ikke, at en anbringelse på forhånd må begrænses til en bestemt periode. Kommunen kan ikke på forhånd vide, om formålet med anbringelsen kan nås inden for denne periode.
Kommunen skal altid træffe afgørelse om hjemgivelse og om hjemgivelsesperiodens længde, inden et barn eller en ung hjemgives. Kommunens sagsbehandling i forbindelse med en hjemgivelse skal afspejle, at der er indhentet de nødvendige oplysninger, og at man har foretaget den nødvendige udredning af den aktuelle status på anbringelsesgrundlaget. På baggrund af dette materiale skal kommunen foretage en faglig vurdering af, om barnets eller den unges trivsel og udvikling fremover i det væsentlige vil kunne varetages af forældremyndighedsindehaveren.
I den konkrete sag besluttede en kommune at anbringe en 12 årig pige med en sanseforstyrrelse i 2 måneder hos pigens kontaktperson. Pigens mor samtykkede til anbringelsen. Pigen selv var uenig og påklagede afgørelsen. Formålet med anbringelsen var, at pigen blev sikret en stabil skolegang, at hendes støttebehov blev udredt nærmere, og at hun blev beskyttet mod, at moderen inddrog hende i sagen, herunder gjorde hende bekendt med indholdet af forskellige underretninger. Kommunen anbragte pigen for en periode på 2 måneder og hjemgav hende efter, at der var truffet afgørelse om hjemgivelse. Kommunen havde ikke taget stilling til, om der fortsat var et anbringelsesgrundlag eller om formålet med anbringelsen var nået. Kommunen havde ikke i afgørelsen om hjemgivelse fastsat en hjemgivelsesperiode.