Resumé:
Der kan ske forlængelse af udbetalingen af sygedagpenge uden tidsbegrænsning efter sygedagpengelovens § 27, stk. 1, nr. 5, når en læge vurderer, at den sygemeldte har en livstruende og alvorlig sygdom.
Bestemmelsen gælder for alle tilfælde, hvor en læge vurderer, at den sygemeldte har en livstruende og alvorlig sygdom, og hvor der er begrundet tvivl om overlevelse. Bestemmelsen er ikke begrænset til tilfælde, hvor den sygemeldte er i terminalfasen, men omfatter også personer, der har en livstruende, alvorlig sygdom i tidligere sygdomsfaser, dvs. personer, hvor der ikke er klarhed over, hvilket forløb sygdommen vil få. Det er derfor ikke et krav, at alle lægelige behandlingsmuligheder er udtømte.
Kommunens afgørelse om forlængelse af udbetalingen af sygedagpenge som følge af en livstruende, alvorlig sygdom skal ske på baggrund af en konkret, individuel lægelig vurdering, som ikke udelukkende baserer sig på en diagnose. I tilfælde af alvorlig sygdom med et fremadskridende forløb, som over en årrække kan eller vil få et dødeligt udfald, kan der ikke ske forlængelse af udbetalingen af sygedagpenge, hvis sygdommen er på et sådant tidligt stadie, at den ikke kan anses som livstruende. Ligeledes kan der ikke ske forlængelse af udbetalingen af sygedagpenge i tilfælde, hvor den sygemelde ikke aktuelt er ramt af en livstruende, alvorlig sygdom, men hvor der er risiko for tilbagefald af en livstruende, alvorlig sygdom.
I sag nr. 1 var borgeren sygemeldt på grund af en ondartet hjernesvulst. Sygdommen var alvorlig og livstruende, men med gode prognostiske faktorer for den pågældende. Borgeren var opereret og havde modtaget strålebehandling. På standsningstidspunktet var borgeren fortsat i et behandlingsforløb med kemoterapi. Der var endnu ikke foretaget MR-scanning, der kunne påvise effekten af behandlingsforløbet, og der var derfor ikke klarhed over, hvilket forløb sygdommen ville få. Borgeren var derfor berettiget til forlængelse af udbetalingen af sygedagpenge.
I sag nr. 2 var den sygemeldte diagnosticeret med Alzheimers demens. Diagnosen menes at have en gennemsnitlig varighed på 8-10 år, men der er stor variation fra patient til patient. I nogle tilfælde kan sygdommen medføre døden allerede efter få år, mens den hos andre kan vare i op til 20 år. Sygdommen var for den pågældende på et sådant tidligt stadie, at det ikke var muligt konkret at udtale sig om tidsperspektivet. Der var tale om jævnt udviklende hukommelsessvækkelse, og der var derfor klarhed omkring, hvilket forløb sygdommen ville få. Der var ikke grundlag for at antage andet, end at pågældende ville kunne leve med sygdommen i mange leveår endnu. Der var derfor ikke tale om livstruende og alvorlig sygdom, og der kunne ikke ske forlængelse af udbetalingen af sygedagpenge.
I sag nr. 3 havde den sygemeldte en alvorlig kræftlidelse (udbredt æggestokkræft). Pågældende var opereret, og alt synligt kræftvæv var fjernet. Sygdommen havde dog tilbagevendende karakter og prognosen var, at der på et tidspunkt ville ske tilbagefald. På tidspunktet for kommunens afgørelse var der ikke dokumenteret tilbagefald. Der kunne derfor ikke ske forlængelse af udbetalingen af sygedagpenge efter bestemmelsen om livstruende og alvorlig sygdom, da borger ikke aktuelt led af en livstruende og alvorlig sygdom.