Resumé:
Anerkendelse af en sygdom som en arbejdsskade (erhvervssygdom) er ikke til hinder for, at der kan træffes afgørelse om nedsættelse eller bortfald af méngodtgørelsen, hvis den tilskadekomnes helbredsmæssige situation helt eller delvist skyldes andre forhold end den erhvervsbetingede sygdom.
Det er ikke i forhold til blærekræft muligt at fastslå, om denne konkret skyldes udsættelse for dieselos eller rygning. I forhold til en anerkendt blærekræft som følge af udsættelse for dieselos vil det derfor være afgørende, om en eventuel tobaksrygning udgør en så stor risikofaktor, at der skal foretages fradrag i ménet.
Der er ikke ud fra lægefaglige studier – modsat i sager om asbestpåvirkninger og rygning i forhold til risikoen for at udvikle lungekræft – dokumentation for en synergieffekt mellem udsættelse for dieselos og tobaksrygning i forhold til risikoen for at udvikle blærekræft. Udsættelse for dieselos har således ikke større negativ effekt, hvis der er tale om en ryger, end hvis der er tale om en ikke-ryger. De to risikofaktorer lægger sig i stedet oveni hinanden, det vil sige, at der er tale om additiv virkning af de to risici.
Méngraden fastsættes på baggrund af den del af lidelsen, som skønnes at måtte være arbejdsbetinget. Der sker i disse sager en afvejning af på den ene side den arbejdsmæssige udsættelse og dennes sværhedsgrad, og på den anden side tobaksforbruget og dettes størrelse.
I den konkrete sag havde den tilskadekomne været udsat for dieselos i en årrække og havde samtidig røget cirka 10 cigaretter dagligt i 30 år (svarende til 15 pakkeår). Ankestyrelsen vurderede, at tilskadekomne havde et samlet varigt mén på 40 procent, men at tobaksrygningen udgjorde en så stor risikofaktor i forhold til udsættelsen for dieselos, at der skulle foretages et fradrag i ménet.
Tilskadekomnes tobaksforbrug øgede , ud fra en lægefaglig vurdering, risikoen for at udvikle blærekræft med cirka 2-3 gange i forhold til en person, der ikke har røget. Den erhvervsmæssige udsættelse (dieselos) øgede risikoen med cirka 1,25 til 1,5 gange i forhold til en person, der aldrig har været udsat for dieselos. Ved både udsættelse for dieselos og rygning var der ud fra en lægefaglig vurdering tale om en risikoforøgelse på cirka 2,25-3,5 gange i forhold til en person, der aldrig har hverken røget eller erhvervsmæssigt udsat for dieselos, hvorfor rygning udgjorde langt den overvejende risiko.
Ankestyrelsen fandt således ud fra en konkret bevisvurdering baseret på statistiske risikoanalyser, at tilskadekomnes helbredsmæssige tilstand med overvejende sandsynlighed også skyldtes andre forhold end den erhvervsmæssige udsættelse.