Resumé:
En ulykke kan anerkendes efter arbejdsskadeloven, hvis den fysiske eller psykiske personskade er en følge af en hændelse eller en påvirkning, som sker pludseligt eller inden for 5 dage.
Skadelidte skal dokumentere, at der er sket en hændelse eller en påvirkning, og at der er en skade.
Hændelsen eller påvirkningen skal være egnet til at forårsage skaden. Det betyder, at der skal være en biologisk naturlig og logisk forklaring på, at skaden er forårsaget af hændelsen eller påvirkningen. Det er derfor ikke tilstrækkeligt, at der alene er tidsmæssig sammenhæng mellem hændelsen og skaden.
Det er skadelidte, der bærer risikoen for, at der er den nødvendige årsagssammenhæng mellem hændelsen eller påvirkningen og skaden.
Der er ikke lægevidenskabelig evidens for en sammenhæng mellem traumer og udvikling af seneknuder. En seneknude er en lille cyste, der indeholder en gele-agtig væske. Seneknuder udspringer som hovedregel fra en seneskede eller en ledkapsel.
Seneknuder kan ikke anerkendes som en arbejdsskade, da der ikke er en biologisk naturlig og logisk forklaring på, at skaden er forårsaget af hændelsen eller påvirkningen.
I den konkrete sag var der anmeldt seneknude ved højre håndled. Skadelidte var faldet på en trappe og havde taget fra med højre hånd. Ankestyrelsen var enig i, at den påviste seneknude ikke kunne anerkendes som en arbejdsskade.