Principafgørelsen fastslår
Anerkendelse af en sygdom som en arbejdsskade (erhvervssygdom) er ikke til hinder for, at der kan træffes afgørelse om nedsættelse eller bortfald af méngodtgørelsen, hvis den tilskadekomnes helbredsmæssige situation med overvejende sandsynlighed helt eller delvist skyldes andre forhold end den erhvervsbetingede sygdom.
Der er ikke ud fra lægefaglige studier – modsat sager om asbestpåvirkninger og rygning – påvist en synergieffekt mellem på den ene side udsættelse for røg, støv, dampe og/eller gasser og på den anden side tobaksrygning i forhold til risikoen for at udvikle KOL. Den erhvervsmæssige udsættelse har således ikke en større negativ effekt, hvis der er tale om en ryger, end hvis der er tale om en ikke-ryger. De to risikofaktorer lægger sig i stedet oveni hinanden.
Det er ikke i forhold til KOL muligt at fastslå, om lidelsen konkret skyldes udsættelse for røg, dampe, støv og/eller gasser eller tobaksrygning. Hvis betingelserne for at få anerkendt KOL som følge af udsættelse for røg, støv, dampe og/eller gasser er opfyldt, vil det være afgørende for ménvurderingen, om det konkrete tobaksforbrug udgør en så stor risikofaktor, at der skal foretages fradrag i godtgørelsen.
Méngraden fastsættes på baggrund af den del af lidelsen, som skønnes at måtte være arbejdsbetinget. Arbejdsskademyndighederne foretager i disse situationer en afvejning af på den ene side den arbejdsmæssige udsættelse og dennes sværhedsgrad, og på den anden side tobaksforbruget og dettes størrelse. I afvejningen inddrages statistiske risikoanalyser.
I de tilfælde, hvor risikoen for at udvikle KOL som følge af rygning udgør mere end 50 procent af den samlede risiko for at udvikle KOL som følge af både rygning og den erhvervsmæssige udsættelse, er bevisbyrden for at foretage fradrag løftet.
De konkrete sager
I sag nr. 1 havde sikrede været udsat for svejserøg igennem 41 år. Han havde samtidig røget tobak svarende til 46 pakkeår (20 cigaretter dagligt i 46 år). Ankestyrelsen vurderede, at sikrede havde et samlet varigt mén på 10 procent, men at tobaksrygningen udgjorde en så stor risikofaktor i forhold til udsættelsen for svejserøg, at der ud fra en konkret vurdering skulle foretages fradrag i méngodtgørelsen med skønsmæssigt 1/2.
Sikredes tobaksforbrug på 46 pakkeår øgede ud fra en lægefaglig vurdering, risikoen for at udvikle KOL med cirka 3,7 gange en person, der ikke havde røget, hvorimod den erhvervsmæssige udsættelse (svejserøg) øgede risikoen med cirka 1,2-2 gange en person, der aldrig har været udsat for røggasser . Den samlede risiko for at udvikle KOL som følge af både rygning og den erhvervsmæssige udsættelse var cirka 4,9-5,7 gange en person, der aldrig har røget eller været erhvervsmæssig udsat. Ud af den samlede risiko udgjorde rygningen den overvejende del, svarende til mellem 65-75 procent.
I sag nr. 2 havde sikrede været massivt udsat for røggasser og slibestøv igennem 44 år. Han havde samtidig røget tobak svarende til 22-24 pakkeår (20 cigaretter dagligt i 22-24 år). Ankestyrelsen vurderede, at sikrede havde et samlet varigt mén på 35 procent, men at tobaksrygningen udgjorde en så stor risikofaktor i forhold til udsættelsen for røggasser og slibestøv, at der ud fra en konkret vurdering skulle foretages et fradrag i méngodtgørelsen med skønsmæssigt 1/2.
Sikredes tobaksforbrug på 22-24 pakkeår øgede, ud fra en lægefaglig vurdering, risikoen for at udvikle KOL med mindst 2,5 gange en person, der ikke har røget, hvorimod den erhvervsmæssige udsættelse (røggasser og slibestøv) øgede risikoen med cirka 1,2-2 gange en person, der aldrig har været udsat for røggasser og slibestøv. Den samlede risiko for at udvikle KOL som følge af både rygning og den erhvervsmæssige udsættelse var cirka 3,7-4,5 gange en person, der aldrig har røget eller været erhvervsmæssig udsat. Ud af den samlede risiko udgjorde rygningen den overvejende del, svarende til mellem 56-68 procent.
I sag nr. 3 havde sikrede været massivt udsat for dieselos, udstødningsgasser og støv igennem 33 år. Han havde samtidig røget tobak svarende til 13 pakkeår (20 cigaretter dagligt i 13 år). Ankestyrelsen vurderede, at sikrede havde et samlet varigt mén på 20 procent, men at tobaksrygningen udgjorde en så stor risikofaktor i forhold til udsættelsen for dieselos, udstødningsgasser og støv, at der ud fra en konkret vurdering skulle foretages et fradrag i méngodtgørelsen med skønsmæssigt 1/2.
Sikredes tobaksforbrug på 13 pakkeår øgede, ud fra en lægefaglig vurdering, risikoen for at udvikle KOL med mindst 2 gange en person, der ikke har røget, hvorimod den erhvervsmæssige udsættelse (dieselos, udstødningsgasser og støv) øgede risikoen med cirka 1,2-2 gange en person, der aldrig har været erhvervsmæssigt udsat. Den samlede risiko for at udvikle KOL som følge af både rygning og den erhvervsmæssige udsættelse var cirka 3,2-4 gange en person, der aldrig har røget eller været erhvervsmæssig udsat. Ud af den samlede risiko udgjorde rygningen den overvejende del, svarende til mellem 50-63 procent.