Sådan vurderer vi sagen
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderer, at du havde den nødvendige tilknytning til arbejdsmarkedet ved din sygemelding den 5. oktober 2016.
Vi vurderer, at du opfyldte beskæftigelseskravet i forhold til kommunen, da du ville have været berettiget til arbejdsløshedsunderstøttelse fra en a-kasse, hvis du ikke var blevet syg.
Hvad er afgørende for resultatet
Ved vurderingen af at du opfylder beskæftigelseskravet i forhold til kommunen, lægger vi særlig vægt på, at din a-kasse oplyste, at du ville være berettiget til arbejdsløshedsdagpenge, hvis sygdommen ikke var indtrådt.
Vi lægger også vægt på, at du måtte afbryde din uddannelse den 5. oktober 2016 og samme dag sygemeldte dig til kommunen. Du kunne derfor ikke melde dig ledig i a-kassen og stå til rådighed for arbejdsmarkedet inden sygemeldingen, da sygemeldingen var årsagen til, at du måtte afbryde din uddannelse.
Vi er opmærksomme på, at kommunen henviser til Ankestyrelsens principafgørelse 63-12. Principafgørelsen fastslår, at det er en betingelse, for at beskæftigelseskravet er opfyldt, at borger står til rådighed for arbejdsmarkedet, og at det forudsættes, at borger er aktivt arbejdssøgende inden sygemeldingen. Borgeren havde frasagt sig supplerende arbejdsløshedsdagpenge ved ikke at melde sig ledig i a-kassen inden sygemeldingen.
Da sygemeldingen var årsagen til, at du måtte afbryde din uddannelse, er forholdet er ikke sammenligneligt med omstændighederne i principafgørelse 63-12.
Du har ret til sygedagpenge fra den 5. oktober 2016, hvis du opfyldte de øvrige betingelser for ret til sygedagpenge.
Om reglerne
Efter reglerne er det en betingelse for ret til sygedagpenge, at beskæftigelseskravet er opfyldt.
Beskæftigelseskravet kan opfyldes ved, at pågældende, hvis uarbejdsdygtigheden ikke var indtrådt, ville have været berettiget til arbejdsløshedsdagpenge eller en ydelse, der træder i stedet herfor eller hvis personen på tidspunktet for sygefraværets start er berettiget til
arbejdsløshedsdagpenge under de første 14 dages sygefravær, hvor retten til arbejdsløshedsdagpenge ophører inden udløbet af de 14 dage.
Efter reglerne skal en person, som ikke er i aktuel beskæftigelse hos en arbejdsgiver, og som ikke er dagpengeberettiget ledigt medlem af en arbejdsløshedskasse eller modtager midlertidig arbejdsmarkedsydelse, anmode om sygedagpenge hos kommunen senest 1 uge efter første fraværsdag. Anmodningen om sygedagpenge skal ske på en blanket, som udleveres af kommunen.
Mødebehandling
Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet. Der er enighed om afgørelsen.