Du har oplyst, at begrebet årsagssammenhæng anvendes fuldstændigt forkert. Det er ikke en betingelse for anerkendelse, at der er tale om varige gener.
Årsagssammenhæng skal bestemmes ud fra, om skaden opstod på grund af hændelsen, og ikke hvor længe generne varer ved. I dit tilfælde er skaden opstået i forbindelse med dit arbejde, hvilket betyder, at der er årsagssammenhæng. Din operation er således også forårsaget eller udløst på grund af skaden, som igen er koblet til hændelsen.
Du har oplyst, at uanset hvor længe Arbejdsskadestyrelsens lægekonsulent forventer, at en sådan skade kan give varige gener, så er der omfattende journalmateriale fra egen læge, X Privathospital og Y Hospital, som viser, at der på intet tidspunkt siden den 30. juli 2009 har været ro i knæet. I den lægevidenskabelige litteratur fremgår det, at en lille del af de patienter, der har en beskadiget medial plica i knæet får varige mén på trods af operation og fysioterapi.
Du har desuden oplyst, at 1 års fristen for anmeldelse er overholdt, da skaden blev anmeldt til arbejdsgiver den 21. juli 2010.
Du har endvidere oplyst, at det ikke på nuværende tidspunkt kan vurderes, om der er varige mén som følge af skaden. Du mener, at du bør undersøges 1 gang om året i 3 år for at se, om der vil komme varige mén.
Du har også oplyst, at det er vigtigt at få en reel afgørelse af, om der er årsagssammenhæng og dermed tale om en arbejdsskade uanset om der er varige mén, da det vil have betydning for udbetaling af erstatning i forbindelse med fysioterapi, ortopædiske skoindlæg med videre.
Du har oplyst, at din konklusion er, at du i forbindelse med knæliggende arbejde den 30. juli 2009 mærkede, at noget kom i klemme og udløste smerter i dit højre knæ. De akutte smerter tog til sammen med hævelse af knæet over de næste dage. Du søgte læge indenfor få dage, hvor du umiddelbart blev viderehenvist til en ortopædkirurg, der ordinerede konservativ behandling. Da generne ikke gik i sig selv, blev der foretaget en operation. Der har ikke været ro i knæet siden skaden, og du går fortsat til læge og fysioterapeut.
Vi bemærker, at oplysningerne er indgået i vores vurdering af sagen. Det er korrekt, at det ikke er en betingelse for anerkendelse, at der er tale om en varig skade. Vi finder dog alligevel ikke, at der er grundlag for at anerkende din skade Vi henviser til begrundelsen for afgørelsen.
Vi bemærker, at vi ikke har taget stilling til, om du vil få varige gener af skaden, da vi finder, at skaden ikke kan anerkendes som en arbejdsulykke.
Sag nr. 2, j.nr. 2017-5012-18925
Ankestyrelsen har i brev af 3. april 2017 meddelt, at Ankestyrelsen på baggrund af jeres stævning vil behandle spørgsmålet om anerkendelse igen.
Ankestyrelsen har herefter i møde truffet afgørelse i sagen.
Resultatet er:
•
Ankestyrelsen ophæver den tidligere afgørelse af 18. november 2015 om afslag på anerkendelse. Afgørelsen gælder ikke længere og erstattes af følgende nye afgørelse:
•
Ankestyrelsen anerkender irriteret/indeklemt plica (slimhindefold) i venstre knæ som en arbejdsskade.
Det betyder, at Ankestyrelsen ændrer Arbejdsskadestyrelsens (nu Arbejdsmarkedets Erhvervssikring) afgørelse om afslag på anerkendelse.
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vil nu træffe afgørelse om erstatning for tab af erhvervsevne og godtgørelse for varigt mén. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring kontakter dig.
Begrundelsen for beslutningen om at genoptage din sag efter ulovbestemte regler og for afgørelsen om at ophæve den tidligere afgørelse af 18. november 2015
Ankestyrelsen vurderer, at den tidligere afgørelse af 18. november 2015 om afslag på anerkendelse af irriteret/indeklemt plica i venstre knæ er behæftet med væsentlige fejl, som har betydning for afgørelsens resultat.
Ankestyrelsen genoptager derfor din sag på ulovbestemt grundlag og ophæver afgørelsen af 18. november 2015.
Ankestyrelsen har i afgørelsen af 18. november 2015 afvist at anerkende irriteret plica i knæ uden at foretage en tilstrækkelig konkret og individuel vurdering af, om der i din sag var omstændigheder som gjorde, at din irriterede plica i venstre knæ kunne anerkendes som en arbejdsskade.
Ankestyrelsen genoptager på ulovbestemt grundlag, hvis
•
der kommer nye oplysninger af så væsentlig betydning, at der er en vis sandsynlighed for, at sagen ville have fået et andet resultat, hvis myndigheden havde haft oplysningerne i forbindelse med den oprindelige afgørelse, eller
•
der sker en væsentlig ændring med tilbagevirkende kraft af de retlige forhold, som den oprindelige afgørelse blev afgjort efter, eller
•
myndigheden i forbindelse med en tidligere afgørelse har begået væsentlige sagsbehandlingsfejl
Begrundelsen for afgørelsen om anerkendelse
Sådan vurderer Ankestyrelsen sagen
Ankestyrelsen vurderer, at det er godtgjort, at du har pådraget dig en arbejdsskade den 10. september 2013 i form af irriteret/indeklemt plica i venstre knæ.
Hvad er afgørende for resultatet
Ankestyrelsen vurderer, at der er årsagssammenhæng mellem hændelsen og irriteret plica i venstre knæ.
Ankestyrelsen lægger vægt på, at du ikke havde symptomer fra knæet inden hændelsen, at du efter hændelsen har haft vedvarende gener fra knæet, og at du ved hændelsen fik en tilstrækkelig og relevant påvirkning af knæet, der forårsagede, at din medfødte plica i knæet blev irriteret/indeklemt og derved symptomgivende.
I den vurdering indgår, at der var tale om et direkte traume mod knæskallen, der efter en lægefaglig vurdering kan medføre en irritation af plica, når der samtidigt med faldet og slaget også har været et vrid i knæet.
På baggrund af beskrivelsen af skademekanismen lægger Ankestyrelsen til grund, at du også fik et vrid i knæet, da du gled på -og faldt ned af en regnvåd stentrappe og slog venstre knæ mod trappen.
I egen læges journal den 23. oktober 2013 er en beskrivelse af hændelsen og en forklaring på, hvorfor der ikke blev søgt lægehjælp umiddelbart efter hændelsen. Derudover blev der i forbindelse med lægebesøget konstateret rester efter et sår på knæet, hvilket efter Ankestyrelsens vurdering understøtter oplysningernes rigtighed.
Det er indgået i vores vurdering, at en slimhindefold (plica) er en medfødt tilstand i knæleddet, der kan blive indeklemt/irriteret ved selv helt almindelige bevægelser. Hvis en plica bliver symptomgivende ved helt almindelige bevægelser på arbejdet, er det ikke arbejdet, der er årsagen til, at plicaen bliver irriteret. Dette skyldes, at hændelsen i sig selv ikke er egnet til at medføre vedvarende knæsmerter, og forklaringen må derfor findes i den medfødte disposition til at udvikle knæsmerter.
Du har været udsat for en tilstrækkelig og relevant belastning af knæet, der har forårsaget en irritation af din medfødte plica. Ved den vurdering har Ankestyrelsen lagt vægt på, at du også fik et vrid i knæet, da du gled og faldt ned ad trappen og slog knæet på en regnvåd stentrappe.
Oplysningerne fremgår særligt af anmeldelsen af 4. september 2014, svar på spørgeskema med bilag modtaget i Arbejdsskadestyrelsen (nu Arbejdsmarkedets Erhvervssikring) den 4. november 2014, journal fra egen læge, speciallægeerklæringen af 17. december 2014, anmeldelsen til Tryg ulykkesforsikring og journal fra Gentofte Hospital.
Om reglerne
En ulykke kan anerkendes efter arbejdsskadeloven, hvis den fysiske eller psykiske personskade er en følge af en hændelse eller en påvirkning, som sker pludseligt eller inden for 5 dage.
Når vi vurderer, om ulykkesbegrebet er opfyldt, foretager vi en konkret bevisbedømmelse og afvejer, hvilke beviser der taler henholdsvis for og imod en årsagssammenhæng imellem hændelsen/påvirkningen og personskaden.
De elementer, der indgår i bevisbedømmelsen, kan være:
•
tidsmæssig sammenhæng
•
kontakt til læge eller anden behandler - og hvornår
•
længerevarende gener, eller gener, der er svundet efter relevant behandling
•
relevante behandlinger
•
forudbestående sygdom, der gav symptomer før hændelsen/påvirkningen
•
forudbestående sygdom, der er konstateret efter hændelsen, og som ikke gav symptomer før
•
symptomernes udvikling efter hændelsen/påvirkningen
•
en relevant belastning i forhold til den beskadigede legemsdel (egnethed)
Personskadebegrebet skal fastlægges i lyset af de ydelser, der kan gives efter arbejdsskadeloven. Forbigående smerter, der ikke kræver behandling, men går over af sig selv, vil derfor normalt ikke være en personskade i arbejdsskadelovens forstand. Det er den tilskadekomne, der skal godtgøre, at en hændelse/påvirkning har medført en skade eller en forværring af en kronisk sygdom i et omfang, der i sig selv udgør en personskade.
Mødebehandling
Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet. Der er enighed om afgørelsen.
Ankestyrelsens lægekonsulent har vejledt om de lægelige spørgsmål i sagen.