Principafgørelsen fastslår
Kommunens beslutning om hvem, der skal udføre et tilbud om støtte eller hjælp efter serviceloven, er som udgangspunkt faktisk forvaltningsvirksomhed. Hvis beslutningen er væsentlig indgribende for borgeren, er der imidlertid tale om en afgørelse, som borgeren kan klage over til Ankestyrelsen. Det er kommunen, der skal tage stilling til, om beslutningen om valg af leverandør er faktisk forvaltningsvirksomhed eller en afgørelse.
Det er den voksne borger, som har en funktionsnedsættelse, der er part i sager om hjælp og støtte efter serviceloven og har de rettigheder, der følger af partsstatus, herunder klageret.
I sager om aflastning og afløsning efter serviceloven er nære pårørende, som ønsker aflastning eller afløsning, som udgangspunkt også part i sagen.
Kommunen vælger hvem, der skal udføre det tilbud om støtte, som er bevilget
Kommunen har ansvaret for og beslutter, hvordan den skal planlægge og udføre sine opgaver på det sociale område. Kommunen vælger hvem, der skal udføre det tilbud om støtte, som er bevilget til borgeren. Beslutningen om hvem, der skal levere hjælpen efter serviceloven, er som udgangspunkt faktisk forvaltningsvirksomhed.
Kommunen er forpligtet til at sikre, at støtten er tilrettelagt på en sådan måde, at borgeren får opfyldt sit behov for hjælp, og borgeren reelt kan modtage støtten, da formålet med støtten ellers ikke kan opfyldes.
Hvis borgeren nægter at modtage nødvendig bevilget støtte, skal kommunen undersøge baggrunden herfor. Borgeren har stadigvæk behov for hjælpen, selvom borgeren ikke vil modtage denne. Et eksempel kan være, at den valgte leverandør – på trods af flere forsøg på at levere socialpædagogisk støtte – ikke formår at etablere den fornødne kontakt til en borger, som har massive angstproblemer. Kommunen bør som følge af sin omsorgsforpligtelse reagere hurtigt og overveje, om leverandøren har den nødvendige fagkundskab i forhold til borgerens funktionsnedsættelse.
Hvis borgeren ønsker en anden leverandør, fordi borgeren har hørt godt om denne, og der ikke er oplysninger om, at den valgte leverandør ikke kan levere hjælpen, har kommunen ikke pligt til at yde et nyt tilbud. Borgeren kan derfor ikke fremtvinge et frit valg af leverandør ved blot at nægte at tage imod kommunens tilbud om hjælp.
Hvis beslutningen om hvem, der skal udføre støtten eller hjælpen, er væsentlig indgribende for borgeren, er der tale om en afgørelse, som borgeren kan klage over til Ankestyrelsen. Ankestyrelsen kan alene tage stilling til, om borgeren får den tilstrækkelig hjælp ved den valgte leverandør. Ankestyrelsen kan ikke i sin prøvelse pege på en anden leverandør.
Det er kommunen, der skal tage stilling til, om beslutningen om valg af leverandør er faktisk forvaltningsvirksomhed eller en afgørelse. Denne vurdering er en afgørelse i forvaltningslovens forstand, som kan påklages til Ankestyrelsen.
I sager om aflastning eller afløsning er der som udgangspunkt to parter
Udgangspunktet er, at det er den voksne borger, som har en funktionsnedsættelse, der er part i sager om hjælp og støtte efter serviceloven og har de rettigheder, der følger af partsstatus, herunder klageret.
I sager om aflastning og afløsning er det ægtefællen, forældrene eller andre nære pårørende, der passer en person med nedsat funktionsevne, der har behov for at blive afløst eller aflastet. De pårørende har i disse sager en så væsentlig og individuel interesse i sagens udfald, at de som udgangspunkt også har partsstatus i sagen. En pårørende, der passer en borger med nedsat funktionsevne, får i sager om aflastning og afløsning de rettigheder, der er knyttet til partsbegrebet, herunder retten til at klage over en afgørelse om aflastning eller afløsning.
Hvis sagen alene omhandler spørgsmålet om, hvorvidt aflastningsstedet er egnet til at varetage borgerens behov eller ej, har den pårørende ikke partsstatus. At den pårørende, ikke har partsstatus i sådanne situationer, skyldes, at kommunens afgørelse om placering af en borger på et givent aflastningssted ikke har direkte virkning for den pårørende, ligesom valget af aflastningssted ikke har direkte væsentlig betydning for den pårørende. Borgeren – som har en funktionsnedsættelse – har altid partsstatus i sådanne sager og kan give fuldmagt til den pårørende til at repræsentere borgeren i sagen, herunder til at klage over afgørelsen om valg af aflastningssted.
De konkrete sager
I den første sag havde borgeren anmodet kommunen om en hjælper af et bestemt køn. Ankestyrelsen lagde til grund, at kommunens beslutning var væsentlig indgribende for borgeren, da kommunen havde truffet afgørelse herom og vejledt borgeren om muligheden for at klage. Kommunens afslag på en hjælper af et bestemt køn blev stadfæstet.
I den anden sag havde kommunen bevilget en ung borger et aflastningstilbud en weekend om måneden på et plejecenter for ældre borgere. Ankestyrelsen lagde til grund, at der var tale om en afgørelse, da beslutningen om valg af aflastningssted var væsentlig indgribende for den handicappede borger. Der var altså ikke tale om faktisk forvaltningsvirksomhed. Ankestyrelsen ændrede kommunens afgørelse, da plejecentret ikke var egnet til at opfylde den unge borgers behov for deltagelse i alderssvarende aktiviteter. Borgerens ledsagerordning kunne ikke anvendes til at opfylde borgerens behov for deltagelse i alderssvarende aktiviteter. Borgerens mor havde klaget over afgørelsen, men som partsrepræsentant.