Principafgørelsen fastslår
Formålet med de skærpede beskæftigelseskrav i aktivloven er at give borgere, som modtager integrationsydelse, uddannelses- eller kontanthjælp, et incitament til at vende tilbage til arbejdsmarkedet. Det formål kan ikke opnås, hvis følgerne af nedsættelsen af integrationsydelsen, uddannelses- eller kontanthjælpen kan undgås ved at supplere med en anden ydelse efter anden lovgivning, fx pensionsloven.
Det får derfor konsekvenser for størrelsen af det personlige tillæg i form af supplement til brøkpension, når ansøgeren er gift med en person, der er omfattet af de skærpede krav i kontanthjælpsreglerne på grund af ovennævnte formålsfortolkning.
I den konkrete sag var borgerens ægtefælle omfattet af de skærpede beskæftigelseskrav i kontanthjælpsreglerne, hvilket gjorde, at borgeren ikke kunne få mere i personligt tillæg for at kompensere for nedsættelsen af ægtefællens kontanthjælp i henhold til kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen.