Sådan vurderer vi sagen
Ankestyrelsen vurderer, at der foreligger sådanne særlige omstændigheder, at en adoption kan være til Bs bedste, selvom der kun er 10 år og 4 måneder mellem dig og B.
Hvad er afgørende for resultatet
Vi lægger vægt på, at du flyttede ind hos din mand, som er Bs biologiske far, og din mands familie, da B var 10 år og 5 måneder gammel. Bortset fra en 5-måneders periode fremgår det af CPR, at du har boet sammen med B resten af hans barndom.
Der har derfor været et forælder/barn-forhold mellem dig og B siden han var 10 år gammel, og du har opfostret ham i cirka 8 år. Dette forhold består den dag i dag.
Vi lægger også vægt på, at du, fra du flyttede ind, fungerede som B primære omsorgsperson sammen med hans far. B havde alene en sporadisk og tilfældig kontakt med sin biologiske mor.
Vi lægger derudover vægt på, at I har haft tætte familiebånd i 39 år, og at du fortsat er gift med Bs far og har været det i 34 år. Det indgår i den forbindelse også i vores vurdering, at du har to børn med din mand, og at I ønsker at ligestille B med dem.
Vi er opmærksomme på, at B har en storesøster, der har samme biologiske forældre som han. Det ændrer ikke ved resultatet, da det af sagens oplysninger fremgår, at I som familie ikke har tæt kontakt med hende, og at det er beskrevet, at det er hendes valg.
Oplysningerne fremgår særligt af CPR-udskrifter, notat fra Bs samtale i Statsforvaltningen den 8. februar 2016 og din klage af 2. marts 2016.
Om reglerne
En adoption må kun tillades, hvis den er til barnets bedste.
Som en del af vurderingen af, om en adoption er til barnets bedste, indgår et krav om en vis aldersforskel mellem adoptanten og barnet. Der må således ikke være en så lille aldersforskel mellem adoptanten og barnet, at det biologisk ville være udelukket, at adoptanten var mor eller far til barnet. Der stilles derfor normalt krav om, at aldersforskellen mellem adoptanten og barnet er på minimum 14 år.
Kravet om mindst 14 års aldersforskel kan dog fraviges hvis der foreligger særlige omstændigheder.
Mødebehandling
Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet. Der er enighed om afgørelsen.
Sag nr. 2, j.nr.2016-1830-56649
Du har tiltrådt Bs klage, over Statsforvaltningens afgørelse om afslag på stedbarnsadoption af B. Statsforvaltningen afgjorde sagen den 27. oktober 2016.
Ankestyrelsen har nu afgjort din sag.
Resultatet er:
•
Adoptionen kan ikke afvises, fordi aldersforskellen mellem dig og B kun er knap 12 år.
Det betyder, at vi ændrer Statsforvaltningens afgørelse.
Statsforvaltningen skal derfor behandle din ansøgning om stedbarnsadoption igen. Statsforvaltningen skal vurdere, om de øvrige betingelser for at bevilge adoption er opfyldt. Statsforvaltningen kontakter dig.
Vi beklager den lange sagsbehandlingstid. Det skyldes, at sagen har været under principiel behandling.