Principafgørelsen fastslår
Det er en betingelse for bevilling af fleksjob på hidtidig arbejdsplads (fastholdelsesfleksjob), at personen forinden har været ansat på arbejdspladsen i mindst 12 måneder under overenskomstens sociale kapitler eller på særlige vilkår. Den pågældende skal endvidere opfylde betingelserne for fleksjob.
De særlige regler om fastholdelsesfleksjob er indført for at få arbejdsmarkedets parter til at bidrage mere til at skabe større rummelighed på arbejdsmarkedet, herunder ved brug af sociale kapitler. Reglerne skal sikre, at arbejdsmarkedets parter tager ansvar for at gøre arbejdsmarkedet mere rummeligt uden brug af offentlige tilskudsordninger ved fastholdelse af medarbejdere, der får en nedsat arbejdsevne.
Lovteksten sammenholdt med lovforarbejderne fører til, at ”hidtidig arbejdsplads” må fortolkes indskrænkende. Reglerne finder således kun anvendelse i de tilfælde, hvor ansatte, der har været ansat på normale vilkår i ustøttet beskæftigelse, på grund af sygdom, nedslidning m.v. under ansættelsen får en nedsat arbejdsevne.
Reglerne om fastholdelsesfleksjob skal derfor efter en konkret vurdering ikke anvendes i tilfælde, hvor borgeren allerede ved ansættelsens begyndelse har begrænsninger i arbejdsevnen, og hvor ansættelsen er etableret under eller som en del af en samlet indsats for at udvikle borgerens arbejdsevne og hjælpe borgeren tilbage på arbejdsmarkedet.
I vurderingen af, om ansættelsen er omfattet af reglerne om fastholdelsesfleksjob, kan disse vejledende kriterier fx indgå:
- Om begrænsningerne i arbejdsevnen allerede er til stede ved begyndelsen af ansættelsen, og ansættelsen dermed er på få timer eller med lav arbejdsintensitet.
- Om ansættelsen er etableret under et ressourceforløb eller et andet helhedsorienteret forløb for at udvikle arbejdsevnen og hjælpe borgeren tilbage til arbejdsmarkedet.
- Om ansættelsen er indledt som støttet beskæftigelse.
- Om ansættelsen er på særlige vilkår eller tilrettelagt efter borgerens skånebehov.
I den konkrete sag havde borgeren ret til fleksjob på den arbejdsplads, hvor han under sit ressourceforløb havde været ordinært ansat i et ustøttet job 10 timer om ugen. Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg lagde vægt på, at begrænsningerne i borgerens arbejdsevne allerede var til stede ved ansættelsens begyndelse, hvor arbejdstiden blev aftalt til 10 timer, at ansættelsen blev etableret under et ressourceforløb og oprindeligt var støttet beskæftigelse i form af en virksomhedspraktik, samt at borgerens skånehensyn blev tilgodeset i ansættelsen.