Principafgørelsen fastslår
Personer, der bor i plejeboliger, plejehjem eller andre boligformer med tilknyttet personale og fællesboligarealer, bestemmer selv, hvem vedkommende vil have besøg af, og hvornår det skal ske. Kommunen kan beslutte, at besøgene for visse personer skal begrænses, hvis det er nødvendigt for at beskytte de øvrige beboere eller personalet mod forskellig former for uønsket adfærd.
Forudsætningen for, at kommunen kan træffe afgørelse om at begrænse beboerens ret til besøg, er, at der er dokumentation for den uønskede adfærd. Kommunen skal endvidere dokumentere, at mindre indgribende initiativer har været forsøgt uden effekt.
Hvis kommunen fx vurderer, at det af hensyn til de øvrige beboere og personalet er nødvendigt, at kommentarer og spørgsmål til beboerens behandling og pleje ikke bliver fremsat under besøgene, må kommunen vejlede den besøgende om, til hvem og hvornår drøftelserne i så fald kan finde sted.
Driftsherren af tilbuddet kan fastsætte generelle regler, som er nødvendige for, at institutionen kan fungere (anstaltsanordningen). Det kan være regler for at beskytte personalet og sikre driften, og der kan i den forbindelse fastsættes en husorden. Reglerne må ikke være mere indgribende, end det er nødvendigt for at få tilbuddet – herunder arbejdsmiljøet - til at fungere.
En afgørelse om at regulere besøg af hensyn til beboerens nattesøvn eller øvrige trivsel, kan ikke træffes af kommunen. Det er beboerens eget valg, hvornår pågældende vil have besøg, så længe det ikke er i strid med anstaltsanordningen eller botilbuddets husorden. Hvis beboeren er under værgemål, træffes beslutningen af værgen.
I den konkrete sag ophævede Ankestyrelsen kommunens afgørelse om besøgsrestriktion. Ankestyrelsen vurderede, at kommunen ikke havde dokumenteret, at mindre indgribende initiativer havde været forsøgt uden effekt.