Principafgørelsen fastslår
Integrationsydelse, uddannelses- eller kontanthjælp til personer, der er gift, beregnes som hovedregel som summen af de beløb, som hver af ægtefællerne har ret til.
Hvis den ene ægtefælles hjælp er bortfaldet, fordi vedkommende ikke opfylder kravet om 225 timers ordinært og ustøttet arbejde inden for de seneste 12 kalendermåneder, beregnes der kun hjælp til den ægtefælle, der fortsat har ret til hjælp.
Hvis ansøgeren og ægtefællen har indtægter, skal de som hovedregel trækkes fra i hjælpen. Inden en arbejdsindtægt trækkes fra i hjælpen, skal der dog ses bort fra et arbejdstimefradrag for de udførte arbejdstimer.
Der er ikke særlige regler i aktivloven om fradrag for indtægter, når den ene ægtefælles hjælp er bortfaldet på grund af 225-timersreglen.
Det betyder, at alle indtægter, der ikke er undtaget fra fradrag – også arbejdsindtægter fra den ægtefælle, hvis hjælp er bortfaldet - skal trækkes fra i den berettigede ægtefælles hjælp efter de almindelige regler.
I den konkrete sag fik både manden og hustruen udbetalt kontanthjælp med forsørgersatsen på 14.575 kr. (2016-niveau) indtil mandens kontanthjælp bortfald på grund af 225-timersreglen. Hustruen modtog fortsat kontanthjælp. Manden begyndte på et deltidsarbejde. Kommunen trak mandens lønindtægt, efter at der var foretaget et arbejdstimefradrag for de udførte arbejdstimer, fra i hustruens kontanthjælp. Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg var enig med kommunen i, at fradraget skulle foretages på denne måde.