Sag nr. 1, j.nr. 2017-2144-32040
Du har klaget over A Kommunes afgørelse om orlov til pasning af nærtstående. A Kommune afgjorde sagen den 27. april 2017.
Ankestyrelsen har nu afgjort din sag.
Resultatet er:
•
Du havde ikke ret til at blive ansat af kommunen til at passe din ægtefælle i en ordning med pasning af nærtstående med handicap eller alvorlig sygdom.
Det betyder, at vi stadfæster kommunens afgørelse, da vi er kommet til samme resultat.
•
Du havde ret til plejevederlag til pasning af din døende ægtefælle i perioden fra den 18. november 2017.
Det betyder, at vi ændrer kommunens afgørelse.
Kommunen skal som følge af ændringen udbetale plejevederlag fra den 18. november 2017.
Begrundelse for afgørelsen om ordning med pasning af nærtstående med handicap eller alvorlig sygdom
Sådan vurderer vi sagen
Ankestyrelsen vurderer, at du ikke havde ret til at blive ansat af kommunen til at passe din ægtefælle i en ordning med pasning af nærtstående med handicap eller alvorlig sygdom.
Hvad er afgørende for resultatet
Vi lægger vægt på, at det fremgår af sagen, at din ægtefælle bliver udskrevet fra Hammel Neurocenter den 16. august 2016. Det fremgår af udskrivelsespapirerne, at din ægtefælle på dette tidspunkt havde brug for en let hånd til vask af ryg og hår på grund af tracheastomien, til at tage BH på og trække bukserne helt op og verbal instruktion til forflytning fra seng til stol.
Det fremgår af sagen, at din ægtefælle var halvsidig lammet efter operativ fjernelse af metastaser i hjernen. Hammel Neurocenter vurderer i skrivelse af 30. juni 2016, at hendes kognitive funktionsevne er intakt.
Det beskrives i journalnotat fra 5. juli 2016, at din ægtefælle er i stand til at køre kørestolen frem på egen hånd. Det fremgår desuden af funktionsevnevurderingen af 29. juli 2016, at din ægtefælle kan vende sig i sengen selvstændigt, og at hun kan kommunikere ved at skrive med højre hånd, men det kan være svært at læse.
Visiteringen A Kommune har på udskrivelsestidspunktet beregnet hjælpen efter servicelovens bestemmelse om personlig og praktisk hjælp til 75 minutter om dagen, alle ugens syv dage, svarende til i alt 8 timer og 45 minutter om ugen. Hjælpen fordeles på:
•
30 min. morgen til bad og påklædning, inkl. forflytning fra seng til stol
•
10 min. til toiletbesøg x 3 dagligt
•
15 min. aften til afklædning og forflytning til seng.
Herudover er der behov for respiratorisk overvågning 24 timer i døgnet behov for hjælp til sondeernæring og medicingivning, samt medicindosering. Disse opgaver hører under sundhedsloven og kan derfor ikke bevilges efter servicelovens bestemmelse om personlig og praktisk hjælp.
Vi lægger vægt på, at der ikke er oplyst om forhold af mere konkret karakter, der taler for, at din ægtefælle har haft et plejebehov, der svarer til et fuldtidsarbejde.
Vi finder på baggrund af ovenstående, at din ægtefælles behov for pleje på udskrivningstidspunktet ikke svarede til et fuldtidsarbejde.
Vi er opmærksomme på dine oplysninger i klagen om, at du har varetaget din ægtefælles interesser, kommunikeret for hende og holdt styr på hendes aftaler og stået til rådighed for hjemmepleje, sygeplejersker, læger og kolleger i jeres hjem, når tingene gik i hårknude. Det ændrer ikke ved resultatet, fordi vi vurderer, at din ægtefælles samlede plejebehov ikke svarede til et fuldtidsarbejde, og at de primære opgaver, som du har påtaget dig, hører under sundhedslovgivningen.
Det fremgår af kommunens afgørelse, at kommunen finder, at din ægtefælles ophold i hjemmet kan sidestilles med et døgnophold udenfor hjemmet, da din ægtefælle var omfattet af en 24-timers overvågningsordning ordineret af lægerne på Hammel Neurocenter og Respirationscenter Syd. Kommunen finder på den baggrund, at din ægtefælle ikke var omfattet af servicelovens ordning med pasning af nærstående med handicap eller alvorlig sygdom.
Vi skal hertil bemærke, at vi hverken på baggrund af bestemmelsen, servicelovens forarbejder eller den relevante vejledning kan se, at det vil stride imod formålet med ordningen med pasning af nærtstående med handicap eller alvorlig sygdom, hvis den nærtstående modtager respiratorisk døgnovervågning. Respiratorisk døgnovervågning gør det netop muligt for den syge at blive passet i hjemmet. Det er en klar forudsætning, at kommunens øvrige tilbud til syge fortsat skal kunne gives, selv om plejen udføres af en nærtstående i hjemmet.
Det er på denne baggrund vores vurdering, at et ophold i hjemmet omfattet af en 24-timers overvågningsordning ordineret af sundhedsvæsenet ikke kan sidestilles med døgnophold uden for hjemmet.
Om reglerne
En person med tilknytning til arbejdsmarkedet, der ønsker at passe en nærtstående med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig, herunder uhelbredelig lidelse i hjemmet (helbredsmæssige betingelser), skal ansættes af kommunen:
•
når alternativet til pasning i hjemmet er døgnophold uden for hjemmet,
•
eller plejebehovet svarer til fuldtidsarbejde,
•
og der er enighed mellem parterne om etablering af pasningsforholdet, og kommunen vurderer, at der ikke er afgørende hensyn, der taler i mod, at det er den pågældende, der passer den nærtstående.
Ved vurderingen af, om plejebehovet svarer til et fuldtidsarbejde, indgår en række forskelligartede opgaver. Vurderingen er altid konkret og individuel.
I vurderingen af plejebehovet bør indgå overvejelser om, der i forbindelse med handicappet eller sygdommen er særlige omstændigheder, der kan føre til, at den ansatte deltager ved kontrol, behandling eller indlæggelse fx på grund af den nærtståendes alder, svækkelse, udviklingshæmning mv. Kommunen bør samtidig overveje om den person, der skal varetage pasningen, har opgaver med kørsel til kontrol eller behandling af den nærtstående handicappede eller syge. Det bør også indgå i overvejelserne, om der er behov for at varetage pleje- og omsorgsopgaver, der er uforenelige med at passe et erhvervsarbejde.
Begrundelse for afgørelsen om plejevederlag til pasning af døende
Sådan vurderer vi sagen
Vi vurderer, at kommunen ikke har vejledt dig korrekt om muligheden for plejevederlag til pasning af din døende ægtefælle.
Vi vurderer også, at du skal stilles, som om du var vejledt om muligheden for plejevederlag til pasning af din døende ægtefælle fra den 18. november 2017.
Hvad er afgørende for resultatet
Vi lægger vægt på, at kommunen modtog terminalregistrering den 18. november 2017. Du blev i den forbindelse ikke vejledt om muligheden for plejevederlag til pasning af din døende ægtefælle.
Vi lægger endvidere vægt på, at din ægtefælle var overvåget 24 timer i døgnet, og at der derfor inden for kort tid efter, kommunen modtog terminalregistreringen, har været ansatte fra kommunen i hjemmet.
Kommunen oplyser, at der ikke er vejledt om muligheden for bevilling af plejevederlag til pasning af døende, da kommunen ikke fandt, at din ægtefælle var omfattet af ordningen.
Det fremgår af sagen, at din ægtefælle var overvåget 24 timer i døgnet. Der har derfor, inden for kort tid efter, kommunen modtog terminalregistreringen, været ansatte fra kommunen i hjemmet. Vi er derfor af den opfattelse, at din ægtefælle var omfattet af ordningen for plejevederlag, og at kommunen skulle have vejledt om muligheden for plejevederlag til pasning af din døende ægtefælle ved kommunens første besøg i hjemmet, efter kommunen modtog terminalregistreringen.
Vi er opmærksomme på, at kommunen finder, at din ægtefælle på terminalregistreringstidspunktet, var omfattet af et tilbud, som kunne
sidestilles med et døgnophold udenfor hjemmet, og at hun derfor ikke var omfattet af ordning med pasning af døende.
Vi kan hverken på baggrund af bestemmelsen, servicelovens forarbejder eller den relevante vejledning se, at det vil stride imod formålet med plejevederlagsordningen, hvis den døende borger modtager respiratorisk døgnovervågning. Det er en klar forudsætning, at kommunens øvrige tilbud til syge fortsat skal kunne gives, selv om plejen udføres af en nærtstående i hjemmet. Formålet med pasningsordningen er blandt andet, at den nærtstående kan deltage i den døendes terminalpleje, som har sigte på omsorg og lindring
Det er på denne baggrund vores vurdering, at et ophold i hjemmet omfattet af en 24-timers overvågningsordning ordineret af sundhedsvæsenet ikke kan sidestilles med døgnophold uden for hjemmet.
Om reglerne
Det er en betingelse for at yde plejevederlag, at hospitalsbehandling efter en lægelig vurdering må anses for udsigtsløs. Ordningen omfatter hjælp til pleje af døende i terminalpleje, og indsatsen koncentreredes om at forbedre livskvaliteten i et afgrænset tidsrum, oftest 2 - 6 måneder.
Det afgørende er, at hospitalsbehandling efter en lægelig vurdering må anses for udsigtsløs, og at den syges tilstand ikke i øvrigt nødvendiggør indlæggelse eller forbliven på sygehus, ophold i plejehjem, plejebolig eller lignende.
Mødebehandling
Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet. Der er enighed om afgørelsen.
Sag nr. 2, j.nr. 2017-2144-48142
Du har klaget over A Kommunes afgørelse om afslag på orlov til pasning af nærtstående. A Kommune afgjorde sagen den 30. august 2017.
Ankestyrelsen har nu afgjort din sag.
Resultatet er:
•
Kommunen skal behandle din sag igen.
Det betyder, at vi hjemviser sagen til ny behandling, og at kommunen skal afgøre sagen på ny. Du skal være opmærksom på, at en ny behandling godt kan føre til det samme resultat i din sag.
Kommunen kontakter dig.