Principafgørelsen fastslår
En hund der er særligt trænet til at afhjælpe en borgers nedsatte funktionsevne er en servicehund, der kan bevilliges som et hjælpemiddel. En servicehund kan enten være en hund, der er udvalgt og trænet fra hvalp eller borgers egen hund, der gennemgår træning til servicehund.
Kommunen yder støtte til hjælpemidler og forbrugsgoder til borgere med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, når hjælpemidlet eller forbrugsgodet i væsentlig grad kan afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne, i væsentlig grad kan lette den daglige tilværelse i hjemmet eller er nødvendig for udøvelse af erhverv.
Hjælpemidler er produkter, der er fremstillet med henblik på at afhjælpe en nedsat funktionsevne, mens forbrugsgoder er produkter, der fremstilles og forhandles bredt med henblik på sædvanligt forbrug med den almindelige befolkning som målgruppe. Produktet er således ikke fremstillet specielt til at afhjælpe en nedsat funktionsevne, som det er tilfældet med hjælpemidler. Er et forbrugsgode så almindeligt udbredt, at det normalt findes i ethvert hjem, der måtte ønske det, indgår forbrugsgodet i sædvanligt indbo.
Der kan ikke ydes støtte til forbrugsgoder, der indgår i sædvanligt indbo.
Almindelig hund eller servicehund
Formålet med en almindelig hund er ikke at afhjælpe en nedsat funktionsevne. Den kan findes i ethvert hjem, der måtte ønske det. Der kan derfor ikke ydes støtte efter servicelovens regler om hjælpemidler og forbrugsgoder til en almindelig hund, da denne er omfattet af begrebet sædvanligt indbo.
En hund, der er udvalgt og trænet fra hvalp med henblik på at afhjælpe en nedsat psykisk funktionsevne er en servicehund. En almindelig hund, der gennemgår særlig træning med henblik på at kunne afhjælpe borgere med varig nedsat psykisk funktionsevne, er også en servicehund.
Når borgers egen almindelige hund gennemgår træning til servicehund, ændrer hunden karakter i servicelovens forstand. Hunden går fra at være omfattet af begrebet sædvanligt indbo til at have til formål at afhjælpe en nedsat funktionsevne. Selv om hunden ikke er udvalgt og særligt trænet fra hvalp med det formål at afhjælpe en nedsat funktionsevne, kan det ikke udelukkes, at den på et senere tidspunkt kan trænes til servicehund. I den situation er det træningen af hunden, som kommunen kan bevillige som et hjælpemiddel. Det forudsætter dog, at borger ikke er påbegyndt træning af egen hund til servicehund inden, borger har ansøgt kommunen om bevilling.
Kommunen skal ved ansøgning om en servicehund tage stilling til følgende forhold:
1. personkreds,
2. væsentlighed - herunder borgers evne til at være ejer af en servicehund.
1. Personkreds
Det er en betingelse for, at der kan ydes støtte til hjælpemidler til borgere med nedsat psykisk funktionsevne, at funktionsevnen er varigt nedsat.
For at funktionsevnen anses for varigt nedsat skal alle behandlingsmuligheder være udtømt, og følgerne af den nedsatte funktionsevne skal være af indgribende karakter i den daglige tilværelse. Afgørelsen heraf beror på en konkret vurdering af, om borger profiterer tilstrækkeligt af medicinske, ikke-medicinske og/eller andre pædagogiske tiltag. Hvis kommunen har iværksat andre former for hjælp eller støtte, skal virkningen heraf vurderes inden der træffes afgørelse om bevilling af servicehund.
Hvis alle behandlingsmuligheder er udtømt, og andre former for hjælp ikke er tilstrækkelige til at afhjælpe følgerne af borgers nedsatte funktionsevne, er borger omfattet af den personkreds, der kan have ret til bevilling af hjælpemidler.
Ved en ansøgning om en servicehund til et barn eller ung, vil der ofte være iværksat andre behandlingstiltag eller anden støtte, fx familiebehandling, kontaktpersonordning, særlige skoletilbud eller andre pædagogiske tiltag, hvor virkningen heraf først skal vurderes.
2. Væsentlighed
Hvis borger er i personkredsen, skal kommunen konkret vurdere, om en servicehund i væsentlig grad kan afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne.
Kommunen kan i væsentlighedsvurderingen inddrage oplysninger om:
- borgers helbredsmæssige forhold.
- sociale forhold.
- borgers mulighed for at leve et liv som andre på samme alder og i samme livssituation.
- borgers mulighed for at undgå isolation i hjemmet eller fra sociale arrangementer.
- borgers evne til at opholde sig og sove alene i hjemmet.
- borgers mulighed for at færdes selvstændigt til daglige aktiviteter fx indkøb, på arbejde eller uddannelse, til læge og andre behandlinger mv.
- borgers mulighed for at få eller fastholde et arbejde eller en uddannelse.
- andre måder at kompensere for funktionsnedsættelsen på, fx borgers behov for en servicehund i forhold til en almindelig hund.
- borgers evne til at være ejer af en servicehund
Kommunen skal i væsentlighedsvurderingen inddrage, hvordan en servicehund kan afhjælpe borgers psykisk nedsatte funktionsevne, og om der er andre måder at kompensere for funktionsnedsættelsen på. Borgers behov for en servicehund i forhold til en almindelig hund bør inddrages i vurderingen.
Ved vurderingen af om en almindelig hund kan kompensere borger tilstrækkeligt for den nedsatte psykiske funktionsevne, må der lægges vægt på lidelsens sværhedsgrad, og hvilket behov hunden primært skal afhjælpe. Det kan fx være, at en borger med en svær psykisk lidelse har behov for at have hund med sig for at komme ud af hjemmet og opholde sig på offentlige steder, hvor en almindelig hund ikke må komme. Det kan også være, at hunden kan hjælpe borger til at abstrahere fra fx angstanfald.
Det forhold, at borger oplyser, at en hund vil give tryghed eller vil medvirke til, at borger kommer mere ud af hjemmet, kan ikke i sig selv føre til, at en servicehund er en væsentlig afhjælpning for borger. En almindelig hund kan dække et sådant behov.
For børn og unges vedkommende kan kommunen inddrage oplysninger om barnets eller den unges helbredsmæssige forhold, sociale forhold og evne til selvstændigt at udføre aktiviteter som andre børn eller unge på samme alder.
Kommunen skal også sikre sig, at borger kan bruge hjælpemidlet (servicehunden) forsvarligt. Kommunen må derfor inden bevilling vurdere, om borger i forhold til sine helbredsmæssige problemer kan indgå i træning med hunden, om borger er i stand til generelt at varetage omsorgen for en hund i forhold til pasning og økonomi, samt om borgers netværk kan passe hunden, hvis borger i en periode ikke er i stand til det.
Borgers økonomiske forhold inddrages normalt ikke i vurderingen af, om der kan bevilges et hjælpemiddel. De løbende udgifter i forbindelse med bevilling af en servicehund fx udgifter til foder, forsikring og dyrlæge er driftsudgifter, som ikke afholdes af kommunen, men af borger selv. Det er derfor nødvendigt, at borgers økonomiske forhold inddrages ved bevilling af servicehund, da dette også er en forudsætning for, at borger kan tage forsvarligt vare på servicehunden. Udgifterne til drift af en servicehund kan som udgangspunkt ikke dækkes som nødvendige merudgifter. Det er fordi, der alene kan ydes dækning af nødvendige merudgifter til drift af et hjælpemiddel, når det vurderes, at der er tale om en udgift, som er helt uforholdsmæssig eller urimelig for borger.
For børn og unges vedkommende skal familiens samlede forhold indgå i vurderingen, fx om familien kan indgå i træning af en servicehund, og om familien har tid, kræfter og økonomi til at have en hund.
Leverandørvalg
Kommunen yder støtte til anskaffelse af det bedst egnede og billigste hjælpemiddel. Dette gælder også ved bevilling af servicehund og bevilling af træning af borgers egen hund til servicehund.
Kommunen kan vælge, at servicehunden skal leveres af en bestemt leverandør. Hvis kommunen har indgået en leverandøraftale, og borger ønsker en anden leverandør, indkøber borger selv servicehunden og får de udgifter, kommunen kunne have købt servicehunden for, refunderet. Dette princip gælder også i de tilfælde, hvor borger bevilges træning af sin egen hund til servicehund.
Kommunen er forpligtet til at sikre, at servicehunden opfylder borgers behov for hjælp. Kommunen skal derfor undersøge, om leverandøren af servicehunden eller træningen af borgers egen hund til servicehund har den nødvendige fagkundskab. Kommunen kan i den forbindelse stille fagspecifikke krav til leverandøren af servicehunden samt krav til træningen, herunder at borgers egen hund er egnet til træning til servicehund.
I sag nr. 1 havde borger ret til en servicehund som hjælpemiddel. Ankestyrelsen vurderede, at alle behandlingsmuligheder var udtømt, at borger havde afprøvet andre former for hjælp og støtte, og at en servicehund i væsentlig grad kunne afhjælpe de varige følger af borgers nedsatte psykiske funktionsevne. Ankestyrelsen lagde særlig vægt på, at borger med en servicehund kunne opretholde stabilitet i sin praktik, og at han ville blive i stand til at bryde isolationen i hjemmet samt færdes selvstændigt til daglige aktiviteter.
I sag nr. 2 hjemviste Ankestyrelsen kommunens afgørelse til ny behandling hos kommunen, da sagen ikke var tilstrækkeligt oplyst i forhold til, om borger var omfattet af den personkreds, der havde ret til servicehund.
I sag nr. 3 stadfæstede Ankestyrelsen kommunens afgørelse om servicehund til et barn. Ankestyrelsen vurderede, at alle behandlingsmuligheder ikke var udtømt, og at virkningen af kommunens iværksatte hjælp og støtte ikke kunne vurderes endeligt endnu.