Principafgørelsen fastslår
Ulykker, der sker på arbejdet under udførelsen af det sædvanlige arbejde er omfattet af arbejdsskadeloven. Dette gælder også i forbindelse med almindelig færden på arbejdspladsen.
Bliver en person ramt af et lynnedslag under udførelsen af sit arbejde, anses dette som værende en følge af arbejdet eller arbejdets forhold. Det er uden betydning, om hændelsen finder sted på arbejdsgiverens matrikel, eller om arbejdet eller arbejdets forhold konkret har medført en øget risiko for at blive ramt af et lyn.
I den konkrete sag blev tilskadekomne ramt af et lynnedslag, da hun befandt sig på en parkeringsplads ved rådhuset. Hun var på vej mellem to arbejdssteder.
Ankestyrelsen vurderede, at det var en følge af arbejdet eller arbejdets forhold, at hun befandt sig på det pågældende sted på netop det tidspunkt, hvor lynet slog ned, og ændrede Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse.