Principafgørelsen fastslår
En borger, der har behov for den hjælp og støtte, der findes i et midlertidigt botilbud efter serviceloven, kan ikke i stedet visiteres til en ungdomsbolig efter almenboligloven, idet der ikke efter lovgivningen kan tilknyttes servicearealer og personale til ungdomsboligen.
Midlertidige botilbud efter serviceloven bevilges til personer med betydelig nedsat fysisk og psykisk funktionsevne, der har et behov for omfattende hjælp til almindelige daglige funktioner eller for pleje. Midlertidigt botilbud kan også bevilges til borgere med særlige behov, fx hjemløse.
Midlertidige botilbud er boliger, hvor der er tilknyttet personale og servicearealer.
Servicearealer efter almenboligloven er arealer, der anvendes til omsorgs- og servicefunktioner, der normalt ikke vil foregå i en selvstændig bolig. Servicearealer kan eksempelvis være personalelokaler, lokaler til genoptræning, rengøringsrum, kontorer til administration af service m.v. Servicearealer er ikke det samme som fællesarealer, som eksempelvis er fælles opholdsarealer, fælles spisekøkken, hobbyrum m.v.
Ifølge almenboligloven kan der kun tilknyttes servicearealer og personale til almene plejeboliger og ikke til almene ungdomsboliger, hvor der alene er fællesarealer, fx fælles spiserum.
Almene ungdomsboliger skal anvises til unge uddannelsessøgende, og andre unge med et særligt behov. En almen ungdomsbolig efter almenboligloven er en midlertidig bolig for unge, der er under ordinær uddannelse. De personer, der bor i almene ungdomsboliger, er omfattet af reglerne i den almene lejelov. En almen ungdomsbolig kan udlejes til en ung, som ikke er under uddannelse, hvis den unge har et akut behov for hjælp. Det er en forudsætning, at den unge ikke er omfattet af personkredsen for et midlertidigt botilbud.
Unge, der er visiteret til STU, kan ikke betragtes som uddannelsessøgende i almenboliglovens forstand.
Hvis der er ledige almene ungdomsboliger, kan disse lejes ud til unge, som ikke er i uddannelse, men som har et særligt behov for en bolig, og som ikke har behov for et botilbud efter serviceloven. I sådanne tilfælde er det dog et krav, at den unge skal kunne overskue konsekvenserne ved at underskrive en tidsbegrænset lejekontrakt.
I den konkrete sag ændrede Ankestyrelsen kommunens afgørelse, om bevilling af et midlertidigt botilbud på et kollegie efter almenboliglovens § 4 og § 52, da borgeren havde behov for et midlertidigt botilbud efter serviceloven. Ankestyrelsen sendte samtidig sagen tilbage til kommunen, så kommunen kunne finde et midlertidigt botilbud, der var egnet til at imødekomme borgerens behov.