Principafgørelsen fastslår
Kompensationsprincippet
Formålet med kompensationsprincippet er, at borgere med en funktionsnedsættelse i videst muligt omfang bliver kompenseret for følgerne af funktionsnedsættelsen og stilles lige med andre borgere. Borgeren skal have mulighed for at leve så normalt et liv som muligt, herunder have et socialt liv og mulighed for at passe et arbejde.
Kompensationsprincippet giver ikke et krav på ubetinget kompensation. Hjælp og støtte efter serviceloven kan alene bevilges efter en vurdering af formålet med den ansøgte hjælp og ud fra en konkret og individuel vurdering af borgerens samlede situation, behov, funktionsevne og ressourcer i husstanden.
Det primære mål med indsatsen er at gøre borgeren i stand til at klare sig selv eller at lette den daglige tilværelse og forbedre livskvaliteten. Hvis det ikke er muligt at gøre borgeren i stand til at klare sig selv, bør indsatsen sigte mod at gøre borgeren i stand til at klare så mange opgaver selv som muligt.
Det er borgeren med funktionsnedsættelsen, som skal kompenseres for sin nedsatte evne til fx at varetage de praktiske opgaver i hjemmet. Det betyder, at en kommune skal tage udgangspunkt i de opgaver, som personen ville have bidraget med, hvis personen var rask.
Betydningen af den fælles husstand og borgerens og familiens samlede situation
Enhver person i husstanden skal bidrage til at løse sin andel af de praktiske opgaver i hjemmet. En kommune skal derfor bedømme borgerens samlede situation og om nødvendigt inddrage oplysninger om eventuelt andre medlemmer af husstanden.
En kommune kan lægge til grund, at et medlem af en husstand kan varetage sin forholdsmæssige andel af opgaverne i hjemmet, medmindre særlige forhold gør sig gældende. Det kan være forhold som fx helbred, ressourcer og livssituation eller lignende. Hvis dette er tilfældet, skal kommunen undersøge og vurdere, i hvilket omfang den enkelte i husstanden, i lyset af sin situation, er i stand til at deltage i at løse de fælles opgaver i hjemmet. Den forholdsmæssige andel nedsættes konkret til, hvad der kan begrundes i de særlige forhold.
Hvis det er et barn, der skal bidrage til at varetage opgaverne i husstanden, skal barnets modenhed indgå i vurderingen. Jo større og mere modent et barn er, des større kan forventningerne til barnets deltagelse i arbejdsopgaverne i hjemmet være. En kommune skal dog i hvert enkelt tilfælde sørge for, at kravene ikke går videre end de krav, der normalt stilles til børn i samme alder.
Hvis der fremkommer oplysninger, om at barnet ikke vil kunne håndtere opgaverne, skal kommunen foretage en konkret og individuel vurdering af, om der er særlige behov eller hensyn, der gør sig gældende i forhold til det enkelte barns samlede livssituation og ressourcer samt hvilke opgaver, barnet i forhold til sin modenhed kan forventes at klare.
Som eksempler, hvor det kan være relevant, at kommunen foretager en sådan afvejning af husstandens samlede ressourcer, kan nævnes sager om hjælp til praktiske opgaver i hjemmet, udmåling af timer til borgerstyret personlig assistance og merudgifter.
De konkrete sager
I sag nr. 1 vurderede Ankestyrelsen, at kommunen havde taget udgangspunkt i kommunens kvalitetsstandard (egne lokalt fastsatte serviceniveauer) uden at skønne individuelt. Kommunen havde forsømt at foretage en konkret og individuel bedømmelse af alle relevante oplysninger. Der manglede derfor en helhedsvurdering af borgerens og husstandens samlede forhold. Ankestyrelsen understregede overfor kommunen, at udgangspunktet er, at den ikke-raske ægtefælle skal kompenseres for sin andel af de konkrete rengøringsopgaver.
Vi lagde vægt på, at kommunen ikke havde foretaget udmåling af hjælpen med udgangspunkt i de opgaver, som personen ville have bidraget med, hvis personen var rask.
Borgeren gjorde gældende, at ægtefællen på grund af sine særlige arbejdsforhold med videre ikke kunne bidrage med den hjælp, som kommunen forventer. Kommunen havde ikke undersøgt og forholdt sig til, om der var særlige hensyn til ægtefællen på grund af helbred, ressourcer og livssituation eller lignende. Ankestyrelsen havde ikke disse oplysninger til rådighed. Kommunens afgørelse blev derfor hjemvist.
I sag nr. 2 vurderede Ankestyrelsen, at kommunen havde underbygget og forklaret, hvorfor den var nået frem til et andet skøn end tidligere, og dermed reducerede i borgerens bevilling af praktisk hjælp. Kommunen henviste til, at ægtefællerne, i modsætning til før, nu var flyttet sammen. Der var tale om en ny situation (hvor kommunen skulle inddrage hele husstandens ressourcer), og da kommunens skøn var velunderbygget, sagligt og konkret og individuelt udmålt, var der ikke grundlag for at tilsidesætte dette. Ankestyrelsen stadfæstede derfor kommunens afgørelse.
I sag nr. 3 lagde Ankestyrelsen til grund, at borgeren var omfattet af reglen om praktisk hjælp. Da det var oplagt, at borgeren havde et hjælpebehov, ændrede Ankestyrelsen kommunens afgørelse. Ankestyrelsen lagde vægt på, kommunen ikke havde foretaget en tilstrækkelig helhedsvurdering af borgerens og ægtefællens samlede situation. Da kommunen ikke havde sørget for at balancere alle rimelige hensyn/livsinteresser, havde den reelt ikke foretaget en korrekt helhedsvurdering. Ændringen betød, at kommunen skulle udmåle det konkrete omfang af hjælp.
I sag nr. 4 var der tale om en voksen hjemmeboende søn. Borger gjorde i sagen gældende, at sønnen på grund af sin livssituation ikke kunne bidrage med den hjælp, som kommunen forventede. Kommunen havde ikke vurderet, om den forventning om opgavedeltagelse, som blev stillet i kommunens afgørelse, var udtryk for krav, som gik videre, end den andel af de fælles opgaver, som han skal bære som medlem af husstanden. Kommunen havde heller ikke forholdt sig til, om kravet oversteg, hvad der normalt kan stilles til et voksent barn i en lignende situation. Ankestyrelsen havde ikke disse oplysninger til rådighed, hvorfor det var nødvendigt at hjemvise sagen.