Du har klaget over X Kommunes afgørelse om tidspunkt for bevilling af kontanthjælp. Kommunen afgjorde sagen den 14. juni 2019.
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har nu afgjort din sag.
Resultatet er:
•
Du har ret til kontanthjælp fra den 27. maj 2019.
Det betyder, at vi ændrer kommunens afgørelse.
Sådan vurderer vi sagen
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderer, at du har ret til kontanthjælp fra ansøgningstidspunktet den 27. maj 2019.
Vi vurderer, at kommunen ikke er berettiget til at fastsætte bevillingstidspunktet til den dato, hvor du har tilmeldt dig til jobcentret.
Vi vurderer i den forbindelse, at du ikke er blevet vejledt tilstrækkeligt om konsekvensen ved ikke at henvende dig i jobcentret og melde dig ledig.
Hvad er afgørende for resultatet
Vi lægger vægt på, at du søger om kontanthjælp digitalt den 27. maj 2019.
Vi lægger også vægt på, at kommunen den 14. juni 2019 bevilger dig kontanthjælp med virkning fra den 7. juni 2019, hvor du har meldt dig ledig.
Vi lægger vægt på, at jobparate kontanthjælpsansøgere skal tilmelde sig som arbejdssøgende i jobcentret ved første henvendelse til kommunen om hjælp.
Vi lægger desuden vægt på, at kommunen er berettiget til at bede dig om at henvende dig til jobcentret med henblik på at visitere dig som enten job- eller aktivitetsparat, og for at vurdere, om du fortsat skal være tilmeldt som arbejdssøgende.
Vi lægger i den forbindelse vægt på, at kommunen den 28. maj 2019 har sendt dig et brev, hvor det fremgår: ”Det er vigtigt, at du henvender dig i Jobcentret så hurtigt som muligt og senest den 6. juni 2019. Såfremt du ikke [er] mødt senest den 6. juni 2019, vil din ansøgning blive behandlet på det foreliggende grundlag. ”
Vi lægger herved vægt på, at du ikke kan udlede af vejledningen, at du først kan få kontanthjælp fra et senere tidspunkt end ansøgningsdatoen, hvis du ikke henvender dig i jobcentret og melder dig ledig inden fristen. Kommunen har derfor ikke vejledt dig tilstrækkelig klart om konsekvensen af, at du ikke henvender dig i jobcentret og melder dig ledig.
Vi lægger endelig vægt på, at man som udgangspunkt har ret til kontanthjælp fra den dag, man søger om det. Det kan ikke komme dig til skade, at kommunen har tilrettelagt ansøgningsproceduren på en måde, så en ansøgning om kontanthjælp kræver flere henvendelser.
Om reglerne
Social begivenhed
Efter reglerne er det en betingelse for at få hjælp til forsørgelsen, at ansøgeren har været ude for ændringer i sine forhold, der bevirker, at personen ikke har mulighed for at skaffe sig det nødvendige til forsørgelsen.
Rådighed
Det er en betingelse for at få kontanthjælp, at ansøgeren ikke har et rimeligt tilbud om arbejde, og at personen søger at udnytte sine arbejdsmuligheder. Ansøgere, der er åbenlyst uddannelsesparate eller jobparate, har pligt til at søge jobs på en måde, der er sædvanlig inden for det pågældende område.
Man har pligt til at stå til rådighed for arbejdsmarkedet i venteperioden fra ansøgningsdatoen og frem til den første udbetaling af integrationsydelse, uddannelses- eller kontanthjælp. Ansøgeren er omfattet af reglerne om rådighed i venteperioden.
Der kan højst udbetales hjælp svarende til den periode, hvor betingelserne om at stå til rådighed er opfyldt.
Pligten til at stå til rådighed gælder som udgangspunkt alle, der søger om eller modtager kontanthjælp, uddannelseshjælp eller integrationsydelse.
Efter reglerne skal jobparate og åbenlyst uddannelsesparate integrationsydelses- og kontanthjælpsmodtagere tilmelde sig som arbejdssøgende i jobcentret ved første henvendelse til kommunen om hjælp.
Kommunens vejledningspligt
Efter reglerne skal en forvaltningsmyndighed i fornødent omfang yde vejledning og bistand til personer, der retter henvendelse om spørgsmål inden for myndighedens sagsområde.
Efter reglerne skal kommunen skriftligt vejlede borgeren om konsekvensen, hvis borgeren ikke medvirker til sagens oplysning.
Ansøgning og dokumentation
Efter reglerne kan man normalt ikke få kontanthjælp, før man har ansøgt om det. Loven indeholder ikke formkrav til ansøgninger om hjælp til forsørgelsen.
Efter Ankestyrelsens praksis har man som udgangspunkt ret til hjælp til forsørgelsen fra ansøgningstidspunktet. Det kan ikke få skadevirkning for borgeren, at kommunen har tilrettelagt arbejdsgangen sådan, at en ansøgning kræver flere henvendelser.
Ansøgeren skal dog følge sin ansøgning op inden for en rimelig frist for at fastholde ansøgningstidspunktet. Ansøgeren har pligt til at bidrage med oplysninger, der er nødvendige for at afgøre, hvilken hjælp den pågældende har ret til.
Loven indeholder ingen tidsfrist for, hvornår ansøgningsskema og den nødvendige dokumentation skal afleveres til kommunen, hvis retten til kontanthjælp fra ansøgningstidspunktet skal bevares.
Efter Ankestyrelsens praksis beror det derfor på en konkret, skønsmæssig vurdering, hvad der kan anses for en rimelig frist.
Efter de regler, der gælder for oplysning af sagen, har borgeren pligt til at medvirke til, at de nødvendige oplysninger kommer frem. Hvis borgeren ikke medvirker, og oplysningerne ikke kan skaffes uden borgerens samtykke, træffer kommunen afgørelse i sagen på det foreliggende grundlag, dvs. ud fra de oplysninger, der findes i sagen.