Principafgørelsen fastslår
Efter servicelovens bestemmelse om hjælpemidler skal kommunen yde støtte til hjælpemidler til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, når hjælpemidler i væsentlig grad kan afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne, i væsentlig grad kan lette den daglige tilværelse i hjemmet eller er nødvendigt for, at den pågældende kan udøve et erhverv.
Kommunen skal efter servicelovens bestemmelse om merudgifter, yde kompensation til borgere med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne for de merudgifter, som er en konsekvens af funktionsnedsættelsen. Servicelovens regler om dækning af merudgifter kan ikke anvendes, hvis udgiften kan dækkes efter en anden bestemmelse i serviceloven eller efter anden lovgivning.
Udstyr til sports- og fritidsaktiviteter
Udstyr til fritidsaktiviteter kan ikke bevilges som et hjælpemiddel efter serviceloven, da udstyr til fritidsaktiviteter ikke i væsentlig grad afhjælper de varige følger af borgerens nedsatte funktionsevne eller i væsentlig grad letter den daglige tilværelse.
Det betyder, at fx kørestole til sports- og fritidsaktiviteter ikke kan bevilges som et hjælpemiddel, da de ikke i væsentlig grad afhjælper de varige følger af borgerens nedsatte funktionsevne eller i væsentlig grad letter den daglige tilværelse.
Det samme gælder kropsbårne hjælpemidler, fx sports- eller badeproteser, da disse ligesom kørestole til sport- og fritidsaktiviteter, som udgangspunkt ikke i væsentlig grad afhjælper de varige følger af borgerens nedsatte funktionsevne eller i væsentlig grad letter den daglige tilværelse.
Merudgifter til deltagelse i fritidsaktiviteter og udstyr hertil vil efter en konkret vurdering kunne dækkes som en merudgift. Det forudsætter dog, at borgeren er omfattet af personkredsen for merudgifter, og at andre borgere på samme alder og i samme livssituation, uden en funktionsnedsættelse, også ville have en fritidsaktivitet.
Fritidsaktiviteter
Fritidsaktiviteter er aktiviteter, der udøves i fritiden, ofte fordi man har en interesse for et område eller ønsker at være fysisk aktiv eller udfordre sig selv fysisk eller mentalt. Fritidsaktiviteter er, modsat elitesport, for den bredere del af befolkningen.
Merudgifter til fritidsaktiviteter kan kun dækkes, hvis mulighederne for at dyrke andre former for fritidsaktiviteter er meget begrænsede, som følge af borgerens nedsatte funktionsevne.
Kommunen kan ikke henvise til, at en borger kan dyrke andre former for fritidsaktiviteter uden at kommunen har undersøgt, om borgeren reelt kan deltage i andre fritidsaktiviteter end den, der søges om merudgifter til. Kommunen kan ikke nøjes med at henvise til, at borgeren bør kunne deltage i andre fritidsaktiviteter, eller at det formodes, at borger kan deltage i andre fritidsaktiviteter.
Derudover skal de alternative fritidsaktiviteter, kommunen henviser til, i et vist omfang være sammenlignelige. Kommunen skal i den forbindelse forholde sig til det objektive sammenligningsgrundlag, hvor behovet vurderes i forhold til andre på samme alder og i samme livssituation, men uden en funktionsnedsættelse. Kommunen skal altså forholde sig til, hvad der er almindeligt for andre på samme alder og i samme livssituation i forhold til fritidsaktiviteter.
Det kan også være nødvendigt, at kommunen ikke alene ser nærmere på selve betegnelsen af fritidsaktiviteten, men også undersøger og forholder sig til, hvad borgeren får ud af den fritidsaktivitet, kommunen henviser til, med det funktionsniveau borgeren har.
Om borgerens mulighed for at dyrke andre former for fritidsaktiviteter er meget begrænsede er en konkret og individuel vurdering.
Hvis borgerens muligheder for at dyrke andre former for fritidsaktiviteter ikke er meget begrænsede, som følge af borgerens nedsatte funktionsevne, kan der alene dækkes merudgifter til fritidsaktiviteter, hvis alle de fritidsaktiviteter borgeren kan deltage i, medfører merudgifter. Kommunen kan her vælge at dække merudgifterne til den billigste fritidsaktivitet, da det alene er de nødvendige merudgifter, der kan dækkes. Hvis en af de fritidsaktiviteter borgeren kan deltage i ikke medfører merudgifter, har borgeren ikke nødvendige merudgifter til fritidsaktiviteter.
Hvis en borger ikke kan dyrke andre former for fritidsaktiviteter, vil merudgifter til kontingent, udstyr m.v. kunne dækkes som en merudgift, hvis nødvendighedsbetingelsen er opfyldt. Hvis borgeren fx kan deltage i fritidsaktiviteten i den kørestol, borgeren anvender til hverdag, kan der ikke bevilges dækning af merudgifter til en ekstra kørestol til brug for den konkrete fritidsaktivitet. Dette vil kunne medføre et øget slid på kørestolen, som kan betyde, at der bliver behov for at udskifte kørestolen tidligere end hvis kørestolen ikke anvendes til den pågældende fritidsinteresse.
Merudgifter til kontingent til en fritidsaktivitet, der på grund af særlige forhold omkring udøvernes funktionsnedsættelse er dyrere, end den samme fritidsaktivitet er for borgere uden en funktionsnedsættelse, kan ligeledes dækkes som en merudgift, hvis borgerens mulighed for at deltage i andre former for fritidsaktiviteter er meget begrænsede, og hvis det er nødvendigt for, at borgeren kan deltage i den pågældende fritidsaktivitet.
Det er alene merudgiften, der kan dækkes. Kommunen er derfor berettiget til at fradrage de sparede udgifter, dvs. de udgifter borgeren ville have haft, hvis borgeren ikke havde en funktionsnedsættelse.
Elitesport
Hvor fritidsaktiviteter er for den bredere del af befolkningen, er eliteidræt, idræt, som dyrkes af sportsudøvere i de bedste nationale rækker og divisioner, på landshold og i internationale turneringer. Eliteidræt kræver en ekstraordinær indsats af udøverne i form af disciplineret træningsindsats og levevis, og den stiller i sammenligning med breddeidræt (fritidsaktiviteter) krav om mere træningstid, mere specifikt uddannede trænere og mere specialiserede faciliteter.
Merudgifter til eliteidræt kan ikke dækkes som en nødvendig merudgift, da borgeren selv har valgt at dyrke idræt på eliteniveau, og da det ikke er nødvendigt for, at borgeren kan leve så almindeligt som muligt, at borgeren dyrker en fritidsaktivitet på eliteniveau. Selvom personer uden en funktionsnedsættelse har mulighed for at dyrke en fritidsaktivitet på eliteniveau, er det ikke ensbetydende med, at det er nødvendigt i forhold til den daglige livsførelse.
Hvis en borger dyrker en fritidsaktivitet på både almindeligt og eliteniveau, kan der dækkes merudgifter til fritidsaktiviteten på almindeligt niveau, hvis betingelserne herfor er opfyldt, men der kan ikke bevilges yderligere merudgifter som følge af, at borgeren også dyrker den pågældende fritidsaktivitet på eliteniveau.
Fritidsaktiviteter contra træning og behandling
Træning og behandling hører under sundhedssektoren, og der er, som følge af princippet om sektoransvar, ikke hjemmel i merudgiftsbestemmelsen til at yde dækning af en borgers udgifter til træning og behandling. Træning kan fx være varmtvandstræning og lignende.
Behandling kan fx være ridefysioterapi. Det skal derfor vurderes, om den søgte fritidsaktivitet har karakter af behandling.
Kørsel til fritidsaktiviteter og træning og behandling
Transport til behandling dækkes som handicapbetinget kørsel, mens kørsel til fritidsaktiviteter beregnes som fritidskørsel, hvor det alene er de nødvendige merudgifter, der dækkes.
Kørsel i forbindelse med eliteidræt dækkes ikke, da der ikke er tale om en nødvendig merudgift.
Kontingent til patientforeninger
Udgiften til medlemskab af en patientforening kan ikke anses for en nødvendig merudgift ved den daglige livsførelse, da udgiften ikke er nødvendig af hensyn til borgerens handicap, og ikke er en forudsætning for at få borgerens dagligdag til at fungere.
De konkrete sager
I sag nr. 1 havde borgeren ikke ret til dækning af udgifter til transport til svømmetræning, mens borgeren var på efterskole. Udgiften var ikke en nødvendig merudgift ved den daglige livsførelse.
Ankestyrelsen lagde vægt på, at borgeren kunne svømme som en fritidsaktivitet i den by, hvor borgeren gik på efterskole, uanset at der i denne svømmehal ikke var konkurrencesvømning. Behovet for transport til svømmehal i en anden by skyldtes, at borgeren var optaget på U-holdet, hvor det var et krav, at borgeren skulle have mindst 3 ugentlige svømmepas i en svømmehal med konkurrencesvømning.
I sag nr. 2 havde borgeren ikke ret til dækning af udgifter til en sportskørestol som en nødvendig merudgift.
Ankestyrelsen lagde vægt på, at borgerens muligheder for at dyrke andre former for sport ikke var meget begrænsede, da borgeren blandt andet kunne dyrke powerchair floorball, kørestolsfodbold og el-hockey. Den idrætsforening, borgeren spillede i, oplyste på deres hjemmeside, at der stilles sportskørestol til rådighed af klubben ved el-hockey.
I sag nr. 3 hjemviste Ankestyrelsen sagen til fornyet behandling i kommunen. Kommunen skulle tage stilling til, om borgeren havde ret til dækning af merudgifter til fritidsinteresser.
Ankestyrelsen lagde vægt på, at det ikke var tilstrækkeligt godtgjort, at borgeren var i stand til at dyrke andre fritidsinteresser. Kommunen henviste til, at borgeren kunne gå til svømning og ridning, men havde ikke underbygget dette tilstrækkeligt.
I sag nr. 4 hjemviste Ankestyrelsen sagen til fornyet behandling i kommunen. Kommunen skulle tage stilling til, om borgeren havde ret til dækning af merudgifter til fritidsinteresser.
Ankestyrelsen lagde vægt på, at kommunen ikke havde underbygget vurderingen af, at borgeren var i stand til at dyrke andre former for sammenlignelige fritidsinteresser. Borgeren havde søgt om en påspændingscykel. Kommunen henviste borgeren til, at han kunne gå til selvtræning i et af kommunens ni træningscentre, og at han var bevilget mobilitetshjælpemidler.