Principmeddelelsen samler offentliggjort praksis og fastslår
Principmeddelelsen er en sammenskrivning af 1-09 og 2-09. Principmeddelelsen indeholder ikke noget nyt. Meddelelsen har til formål at give et samlet billede af den praksis, som Ankestyrelsen tidligere har slået fast principielt, og som fortsat gælder på tidspunktet for offentliggørelsen af denne principmeddelelse.
En påvist forværring af en forudbestående sygdom kan anerkendes som en ulykke, hvis forværringen er forårsaget af en hændelse eller påvirkning inden for 5 dage. Vurderingen skal foretages ud fra en samlet vurdering af alle tre momenter i ulykkesbegrebet (personskade, hændelse/påvirkning og årsagssammenhæng). Hvis forværringen anerkendes som en ulykke, indgår betydningen af en forudbestående sygdom ved eventuel erstatningsudmåling.
Ved vurderingen af årsagssammenhæng mellem hændelsen/påvirkningen og forværringen indgår, om den tilskadekomne har været udsat for en belastning, som er egnet til at forårsage den beskrevne forværring. Det er ikke tilstrækkeligt, at der er tidsmæssig sammenhæng mellem hændelsen/påvirkningen og forværringen.
I sag nr. 1 var der ikke tale om en ulykke, da en beskæftigelsesvejleder ville undvige et slag mod hovedet og fik forværrede nakkesmerter og diskusprolaps. Tilskadekomne havde forud haft nakkeproblemer og var kort forinden hændelsen blevet henvist til undersøgelse på sygehus for en mulig diskusprolaps i nakken.
I sag nr. 2 var der tale om en ulykke, da en tømrer ved et akavet løft af en tung sav fik en forværring af en forudbestående skuldersygdom.