Principafgørelsen fastslår
Sikrede er som udgangspunkt omfattet af arbejdsskadeloven, når en skade opstår under en tjenesterejse.
Dette gælder, når skaden opstår i direkte forbindelse til arbejdet, som udføres under tjenesterejsen. Det gælder også, når skaden opstår i nødvendig eller naturlig forbindelse til tjenesterejsen. Eksempelvis skader, der opstår i forbindelse med:
- Transport
- Spisning, også udenfor logiet
- Normal færden på og udenfor logiet
- Nødvendige og naturlige gøremål i forbindelse med rejsen
Skader, som sker på grund af rent private forhold eller uden relation til arbejdet og selve tjenesterejsen, er derimod ikke omfattet. Enkeltstående handlinger under tjenesterejsen kan bringe sikrede udenfor lovens dækning, selv om man som udgangspunkt er omfattet under hele tjenesterejsen.
For skader sket fra 1. januar 2017 forstås en tjenesterejse som en arbejdsrelateret rejse i Danmark eller i udlandet. Rejsen skal være forbundet med overnatning og på forhånd være bestemt til at have en varighed på mindre end 28 dage.
For skader sket før 1. januar 2017 foretager arbejdsskademyndighederne en samlet vurdering af, om sikrede var på tjenesterejse. Et afgørende moment er rejsens varighed. Der er dog ingen nedre grænse for, hvor kort en tjenesterejse kan være.
De konkrete sager
I sag nr. 1 havde sikrede under en tjenesterejse medbragt en motionscykel og lod den lejede bil stå ved kundens fabrik og cyklede hjem til hotellet af motionsmæssige hensyn. Om lørdagen cyklede sikrede fra hotellet og tilbage til kundens fabrik for at hente udlejningsbilen. Under denne cykeltur kørte sikrede ind i en bus.
Ankestyrelsen vurderede, at skaden ikke var sket i forbindelse med arbejdet eller de forhold, det er foregået under. Vi lagde vægt på, at ulykken skete en lørdag, og at sikrede ikke havde arbejdsopgaver før mandag morgen. Vi lagde også vægt på, at sikrede havde forladt det midlertidige logi, og var ude at cykle af motionsmæssige hensyn.
Endelig lagde vi vægt på, at en motionscykeltur ikke kan betegnes som en nødvendig færden i forbindelse med en tjenesterejse. Sikredes færden må således anses for at være foretaget i hans egen interesse, og skaden skete i hans fritid og under en færden, der ikke havde nogen nødvendig eller naturlig forbindelse med hans arbejde.
I sag nr. 2 blev en udsendelse til Sverige for at udføre arbejdsopgaver for en dansk arbejdsgiver anset for at være en tjenesterejse og ikke en udstationering. Ankestyrelsen lagde vægt på, at der var tale om et ophold af kortere varighed og af midlertidig karakter.
Sikrede kom til skade i forbindelse med, at han faldt over en cementfod ved parkeringsanlægget på hotellet. Vi vurderede, at skaden var en følge af arbejdet eller de forhold, det var foregået under. Vi lagde vægt på, at sikrede var på tjenesterejse, og at hændelsen skete ved nødvendig færden på det midlertidige logi, hvor sikrede var indkvarteret i forbindelse med tjenesterejsen.