Principafgørelsen samler praksis om tilbagebetaling og SU og fastslår:
Der er ikke ret til den bagudbetalte hjælp, når en borger overgår til en forudbetalt ydelse, f.eks. SU. Dette skyldes, at forsørgelsen er dækket af en anden ydelse. Den sociale begivenhed er derfor ophørt.
Der er heller ikke ret til den bagudbetalte hjælp fra det tidspunkt, en borger påbegynder uddannelse, selv om borgeren ikke modtager SU. Dette skyldes, at der ikke er ret til hjælp til forsørgelse under uddannelse. Retten til at modtage hjælp til forsørgelse ophører i dette tilfælde den dag, uddannelsen påbegyndes.
Når det skal vurderes, om kontanthjælp, uddannelseshjælp eller integrationsydelse skal tilbagebetales i forbindelse med, at borgeren påbegynder uddannelse, skal det først undersøges, om den udbetalte SU er en efterbetaling. Hvis SU er udbetalt efter hjælpen til forsørgelse, og borgeren ikke har været i tilbud i den periode, hjælpen er udbetalt for, kan der rejses krav om tilbagebetaling på grund af dobbeltforsørgelse.
Hvis SU og hjælp udbetales samme dag, kan bestemmelsen om dobbeltforsørgelse ikke anvendes. Bestemmelsen kan heller ikke anvendes, hvis borgeren har været i tilbud i den periode, som hjælpen kræves tilbagebetalt for.
Hvis reglerne om dobbeltforsørgelse ikke kan anvendes, og hjælpen er modtaget uberettiget, skal det undersøges, om oplysningspligten er tilsidesat, eller om hjælpen er modtaget mod bedre vidende.
Der kan kræves tilbagebetaling på grund af tilsidesat oplysningspligt, hvis borgeren er vejledt om, at han eller hun skal oplyse om det forhold, der medfører, at ydelsen er modtaget uberettiget og ikke rettidigt har oplyst herom. Det er ikke en betingelse for at kræve tilbagebetaling på grund af tilsidesat oplysningspligt, at borgeren er eller burde være klar over, at der ikke er ret til hjælpen. Det er tilstrækkeligt, at borgeren er eller burde være klar over, at der er pligt til at oplyse. Dette skyldes, at kommunen, når den modtager oplysningen, har anledning til at vejlede borgeren om retsvirkningen.
Der kan også kræves tilbagebetaling, når en borger mod bedre vidende har modtaget hjælp, som han eller hun ikke havde ret til. Det er ikke en betingelse for at kræve tilbagebetaling af hjælp, der er modtaget uberettiget og mod bedre vidende, at kommunen har vejledt borgeren. Det er dog en betingelse, at det kan dokumenteres, at borgeren vidste eller burde vide, at der ikke var ret til hjælpen i den aktuelle situation.
Dette kan blandt andet dokumenteres, hvis det ud af den givne vejledning med tilstrækkelig tydelighed kan udledes, at der ikke er ret til hjælp i den givne situation.
Uberettiget modtaget på grund af SU
Hvis borgeren har modtaget SU, der dækker forsørgelsen i samme periode som den udbetalte hjælp, vil hjælpen være modtaget uberettiget.
Der kan kræves tilbagebetaling på grund af tilsidesat oplysningspligt, hvis borgeren er vejledt om, at han eller hun skal oplyse om SU og ikke rettidigt har oplyst herom.
Der kan også kræves tilbagebetaling, hvis ydelsen er modtaget mod bedre vidende. Det vil sige, hvis borgeren vidste eller burde vide, at der ikke var ret til den bagudbetalte hjælp ved overgang til forudbetalt SU.
Borgeren har således ikke modtaget hjælpen mod bedre vidende, hvis der i forbindelse med fradrag for indtægter alene er vejledt om, at indtægter i form af SU har betydning for hjælpen, da det ikke er reglerne om fradrag for indtægter, der medfører, at hjælpen er modtaget uberettiget.
Uberettiget modtaget på grund af uddannelse
Hvis borgeren begynder på en uddannelse, vil den hjælp, der er modtaget til forsørgelse fra det tidspunkt, hvor uddannelsen påbegyndes, være modtaget uberettiget.
Der kan kræves tilbagebetaling på grund af tilsidesat oplysningspligt, hvis borgeren er vejledt om, at han eller hun skal oplyse om påbegyndt uddannelse og ikke rettidigt har oplyst herom.
Der kan også kræves tilbagebetaling, hvis ydelsen er modtaget mod bedre vidende. Det vil sige, hvis borgeren vidste eller burde vide, at der ikke var ret til at modtage hjælp til forsørgelse, når man er påbegyndt en uddannelse.
Tilbagebetaling af hjælp, der er modtaget under uddannelse efter uddannelsespålæg
Kommunen skal kræve uddannelseshjælpen tilbagebetalt, hvis borger, der er under uddannelse efter uddannelsespålæg, har modtaget uddannelseshjælp i en overgangsperiode og efterfølgende får udbetalt SU med tilbagevirkende kraft.
Det er en forudsætning for at træffe afgørelse efter denne tilbagebetalingsbestemmelse, at kommunen har truffet afgørelse om at fortsætte udbetalingen af uddannelseshjælp under en uddannelse, der er påbegyndt efter uddannelsespålæg. Det forhold, at kommunen ikke har standset udbetalingen af uddannelseshjælpen, kan ikke sidestilles med en afgørelse om forsat udbetaling af hjælp.
Den konkrete sag
I den konkrete sag var borgeren påbegyndt uddannelse på et tidspunkt mellem den 1. og den 9. september, hvilket der først den 9. september blev oplyst til kommunen om. Hun havde i slutningen af august modtaget uddannelseshjælp for august og havde efterfølgende modtaget SU for september. Den sene udbetaling af SU skyldtes, at hun havde søgt SU sent dog inden den 20. september.
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderede, at borgeren var dobbeltforsørget i september måned. Borgeren havde imidlertid været i tilbud i hele august, hvorfor der ikke kunne kræves tilbagebetaling efter reglerne om dobbeltforsørgelse.
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderede også, at borgeren ikke havde ret til udbetaling af uddannelseshjælp til forsørgelse i den periode, hvor hun var under uddannelse, og at hun havde tilsidesat sin oplysningspligt om, at hun var optaget på en uddannelse, fordi hun ikke havde oplyst om uddannelse, da hun blev optaget på uddannelsen. Det var dog ikke muligt at vurdere, fra hvilket tidspunkt, hjælpen var modtaget uberettiget af denne grund, fordi opstartsdatoen var ukendt.
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderede videre, at borgeren ikke havde ret til udbetaling af uddannelseshjælp, når forsørgelsen var dækket af SU, men at det ikke var muligt at vurdere, om hun havde tilsidesat sin oplysningspligt i forhold til SU, da det var ukendt, hvornår borgeren blev klar over, at hun ville være berettiget til SU for september.
Endelig vurderede Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg, at borgeren ikke vidste eller burde vide, at hun ikke havde ret til den bagudbetalte uddannelseshjælp ved overgang til uddannelse eller ved overgang til forudbetalt SU, da kommunen ikke havde vejledt om dette.
Sagen blev hjemvist, så kommunen kunne undersøge, hvornår hun var påbegyndt uddannelse, og hvornår hun var klar over, at hun kunne modtage SU for september.