Principmeddelelsen fastslår
Kommunen kan bevillige tilskud til en selvstændigt erhvervsdrivende med nedsat arbejdsevne.
Efter den 1. januar 2013 beregner kommunen tilskuddet på baggrund af gennemsnittet af indtægten i de to bedste regnskabsår, der er afsluttet inden tilkendelsen af tilskuddet og indenfor de seneste tre år.
Har virksomheden været drevet som aktie- eller anpartsselskab, sker beregningen af årsindtægten på grundlag af selskabets skattemæssige overskud/underskud før renter og andre finansielle poster. Tilskudsmodtageren og den eventuelle ægtefælles andel af selskabets regulerede overskud/underskud tillægges arbejdsbetingede ydelser, der er modtaget fra selskabet.
Tilskud til selvstændigt erhvervsdrivende med en flerhed af selskaber
Når kommunen giver støtte til en selvstændigt erhvervsdrivende med flere selskaber, skal kommunen konkret vurdere, om tilskuddet skal beregnes på baggrund af indtægten i de samlede selskaber eller i dele af selskaberne. Vurderingen afhænger af, i hvilket omfang det arbejde, der gives støtte til, omfatter flere eller alle selskaber.
Det betyder, at kommunen skal foretage en konkret vurdering af, hvad det arbejde, som borgeren får støtte til, indebærer, og hvor mange af selskabernes opgaver, det berører.
Kommunen kan yde tilskud til selvstændigt erhvervsdrivende med en flerhed af selskaber, når der er driftmæssigt sammenhæng mellem selskaberne. Afgrænsningen heraf skal foretages på samme måde som på arbejdsløshedsforsikringsområdet.
Beregning af årsindtægt for aktie- og anpartsselskaber
Beregningen af årsindtægt skal ske på grundlag af aktie-og anpartsselskabernes skattemæssige overskud/underskud før renter og andre finansielle poster. Overskud/underskud beregnes ud fra alle virksomhedernes regnskaber år for år og sættes kun til nul, hvis det samlede resultat for et givent år resulterer i et underskud, så grundlaget for beregningen bliver udtryk for den selvstændiges hidtidige arbejdsfortjeneste ved drift af selvstændig virksomhed.
Sygedagpenge, der modtages i et beregningsår, tillægges ikke beregningsgrundlaget ved opgørelse af årsindtægt for anpartsselskaber.
Opgørelsen foretages af tilskudsmodtageren på et skema, der er udarbejdet af kommunen. Den selvstændige skal hvert år inden den 1. november sende ny opgørelse til kommunen.
Tilskuddet udgør et grundbeløb på 141.206 kr. (2019 niveau) pr. år. Grundbeløbet nedsættes med 30 pct. dels af en beregnet årsindtægt i virksomheden, dels af anden arbejdsindkomst i beregningsperioden.
Kommunen udbetaler tilskuddet med 1/12 af det beregnede tilskud pr. måned.
Tilskuddet beregnes én gang årligt og er gældende for et kalenderår ad gangen.
Den konkrete sag
I den konkrete sag fastslog Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg, at der kan ydes tilskud til en selvstændigt erhvervsdrivende med en flerhed af selskaber, når det arbejde, som borgeren får støtte til, indebærer arbejde i flere eller alle selskaber, og der er en driftmæssig sammenhæng mellem selskaberne.
Den samlede virksomhed bestod af bl.a. et antal butikker fordelt i landet, som borgeren var direktør for.
Udvalget lagde vægt på, at reglerne må fortolkes således, at der efter gældende lov kan ydes tilskud til den samlede virksomhed.
Udvalget fastslog, at beregningen skal følge principperne angivet i bekendtgørelsen om tilskud til selvstændigt erhvervsdrivende med en nedsat arbejdsevne § 10, stk. 2, med den konsekvens, at når den selvstændigt erhvervsdrivende har fået bevilliget tilskud til en flerhed af selskaber skal der ske sammenlægning af årsregnskaberne for disse selskaber.
Udvalget fastslog endvidere, at den selvstændigt erhvervsdrivende efter reglerne ikke kunne anses for selvstændigt erhvervsdrivende i et af sine anpartsselskaber, idet han ikke var indehaver af mindst 50 pct. af selskabskapitalen samt selskabskapitalens stemmeværdi i pågældende anpartsselskab.
Udvalget henviste til, at dette selskab ikke skulle indgå i beregningen, men at indtægterne fra dette selskab måtte nedsætte tilskuddet.