Principafgørelsen fastslår
Ankestyrelsen kan behandle klagesager om godkendelse af lejemål efter almenboligloven.
Kommunen kan beslutte, at anvisning af ledige almene familieboliger eller ledige almene ungdomsboliger skal godkendes af kommunalbestyrelsen i hvert enkelt tilfælde.
Træffer kommunen beslutning om, at der skal ske godkendelse i hvert enkelt tilfælde, kan kommunen afvise at godkende lejemålet. Hvis der er et åbenbart misforhold mellem husstandsindkomsten og husleje, kan kommunen afvise at godkende lejemålet. Afvisning af boligsøgende under henvisning til indkomstforholdene kan kun ske efter en konkret vurdering af den enkelte boligsøgendes økonomiske og personlige forhold.
Ved vurdering af, om der er et åbenbart misforhold mellem husstandsindkomsten og husleje, skal kommunen først foretage en almindelig opgørelse af husstandsindkomsten efter reglerne i boligstøttelovens bestemmelse om opgørelse af husstandsindkomsten og undersøge, om huslejen overstiger halvdelen af husstandsindkomsten. Hvis lejen overstiger halvdelen af husstandsindkomsten, skal kommunen foretage en samlet vurdering af husstandsmedlemmernes personlige og økonomiske forhold. Kommunen skal på denne baggrund vurdere, om lejemålet kan godkendes.
I den konkrete sag havde borgeren ikke ret til at blive godkendt til det ansøgte lejemål. Ankestyrelsen lagde vægt på, at der var et åbenbart misforhold mellem borgerens indkomst og huslejen, da borgeren ikke havde nogen indkomst, og huslejen derfor oversteg borgerens månedlige indkomst.