Principafgørelsen fastslår
Ledige, lønmodtagere og selvstændigt erhvervsdrivende, der på grund af en varig og betydelig fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse har behov for særlig personlig bistand, kan få tilskud til personlig assistance. Reglerne skal sikre personer med et handicap lige muligheder med andre på arbejdsmarkedet.
Den personlige assistent ansættes i virksomheden på normale vilkår eller rekvireres hos et vikarbureau. Tegnsprogstolkning rekvireres efter nærmere fastsatte regler.
En virksomhed eller en selvstændig erhvervsdrivende kan få refunderet dokumenterede rimelige rejseudgifter for den personlige assistent, hvis assistenten har ledsaget personen med handicap i forbindelse med arbejdsbetingede rejser, herunder til udlandet.
Når kommunen skal vurdere, om en rejse- eller opholdsudgift er rimelig, skal den handicappedes mulighed for at udøve sit erhverv afvejes over for udgiftens størrelse.
Der kan ikke opstilles en udtømmende liste over de kriterier, kommunen skal tage med ved vurderingen, da der er tale om en konkret vurdering. Arten og omfanget af den personlige assistance, udgifterne til rejse og ophold, herunder valg af rejseform og indkvartering, samt muligheden for i stedet at ansætte lokal arbejdskraft er nogle af de kriterier, der kan afvejes.
Hvis opgaven som personlig assistent kræver et kendskab til den handicappede som person eller til arbejdsopgaverne, må større rejse- og opholdsudgifter accepteres, før den handicappede kan henvises til at antage lokal arbejdskraft.
Hvis opholdet i udlandet sker for en kort periode, eller rejsen finder sted til et sted, hvor det vil være vanskeligt at arrangere lokal arbejdskraft, må der også accepteres højere udgifter, før den handicappede henvises til at antage lokal arbejdskraft.
Endelig kan der være andre konkrete forhold i den enkelte sag, der skal tages i betragtning.
Hvis den handicappede ikke kan henvises til at antage lokal arbejdskraft, kan kommunen konkret vurdere arten og størrelsen af rejse- og opholdsudgiften. I de tilfælde kan kommunen se på rejseformen og indkvarteringen samt tilrettelæggelsen af arbejdet, idet det dog i alle tilfælde må holdes for øje, at den handicappedes mulighed for at udøve sit erhverv ikke forringes urimeligt.
I den konkrete sag havde borgeren, der var kørestolsbruger, ikke ret til rejse- og opholdsudgifter til sin personlige assistent til et 2 måneder langt arbejdsophold i en storby i USA.
Borgeren var bevilget personlig assistance med 4,5 timer om ugen, og havde behov for personlig assistance til praktiske håndsrækninger som betjening af kopimaskine/printer/scanner, tage ting op af og ned i tasker, slutte kabler til og fra, åbne døre og klargøre mødelokaler.
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderede, at der var tale om personlig assistance, der ikke krævede særligt kendskab til borgerens person eller arbejdsområde. Dette sammenholdt med, at der var tale om et ophold, der strakte sig over flere måneder i en storby, hvor der kunne forventes at være let adgang til lokal arbejdskraft medførte, at behovet for personlig assistance kunne dækkes ved lokal arbejdskraft, eventuelt via et vikarbureau. Der skulle fortsat udbetales tilskud til personlig assistance i henhold til den gældende bevilling under udlandsopholdet, hvis arbejdsgiveren i perioden havde afholdt udgifter til personlig assistance.