Principmeddelelsen fastslår
Feriegodtgørelse, der automatisk kommer til udbetaling ved ferieårets udløb, skal fradrages i borgerens ret til ledighedsydelse efter de almindelige regler om fradrag for indtægter.
Efter ferielovens regler udbetales feriegodtgørelse på 2.250 kr. eller derunder efter fradrag af skat og arbejdsmarkedsbidrag automatisk ved ferieårets udløb.
Når en borger automatisk får udbetalt feriegodtgørelse ved ferieårets udløb, har borgeren ikke mulighed for at fravælge at få udbetalt feriegodtgørelsen, ligesom borgeren heller ikke længere har mulighed for at vælge i stedet at afholde ferie med feriegodtgørelsen.
Reglerne om ret til ledighedsydelse, herunder supplerende ledighedsydelse, under ferie finder alene anvendelse, når retten til antallet af feriedage beregnes, og når der beregnes ydelse under afholdelse af ferie.
Feriegodtgørelse, som udbetales, uden at der afholdes ferie, skal derfor anses som en indtægt, der skal fradrages i borgerens ret til ydelse på udbetalingstidspunktet.
Der sker ikke fradrag for feriepenge, der udbetales, uden at der afholdes ferie, hvis der har været en feriehindring efter ferielovens regler. Kommunen skal derfor, inden den træffer afgørelse, undersøge, om der har været en feriehindring efter ferielovens regler.
Hvis der ikke har været en feriehindring, skal ledighedsydelsen nedsættes med 30 procent af lønindtægten og anden indkomst, der træder i stedet for lønindkomst, indtil den samlede lønindtægt pr. måned udgør 14.686 kr. (2019-niveau) og herefter med 55 procent.
I den konkrete sag fik borger automatisk udbetalt 1.900 kr. i feriegodtgørelse den 1. maj 2019. Borger oplyste, at han ikke havde afholdt ferie i ferieåret 2018/2019, og at han ikke var klar over at feriepengene automatisk blev udbetalt. Kommunen anvendte reglerne om udbetaling af supplerende ledighedsydelse og lagde vægt på, at der skulle modregnes 25 dages ret til ledighedsydelse, i maj og juni måned 2019, fordi feriegodtgørelsen skulle dække 25 feriedage.
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderede, at feriegodtgørelse, der automatisk kommer til udbetaling ved ferieårets udløb, skal fradrages efter reglerne om fradrag for indkomst i ledighedsydelse. Kommunen skulle i den konkrete sag omregne den udbetalte feriegodtgørelse til en bruttoindtægt og fradrage 30 procent af dette beløb i borgerens ret til ledighedsydelse.