Principafgørelsen fastslår
Førtidspension kan tilkendes personer, hvis arbejdsevne er varigt nedsat i et sådant omfang, at den pågældende ikke vil være i stand til at blive selvforsørgende ved indtægtsgivende arbejde, herunder i et fleksjob. Personer i alderen fra 18 til 39 år kan tilkendes førtidspension, hvis det er dokumenteret, eller det på grund af særlige forhold er helt åbenbart, at arbejdsevnen ikke kan forbedres ved deltagelse i relevante jobafklaringsforløb, ressourceforløb eller aktiverings-, revaliderings-, behandlingsmæssige eller andre foranstaltninger.
Relevante indsatser
Kravet om dokumentation betyder, at kommunen skal sikre, at ressourceforløb iværksættes i de sager, hvor det er relevant. En borger skal som udgangspunkt have deltaget i mindst ét ressourceforløb, før der kan tilkendes førtidspension. Kommunen skal dog tilkende førtidspension, selvom der ikke er gennemført et ressourceforløb, hvis det er dokumenteret, eller det på grund af særlige forhold er helt åbenbart, at arbejdsevnen ikke kan udvikles.
Et ressourceforløb er relevant, når der er et udviklingsperspektiv i forhold til personens arbejdsevne. Er det dokumenteret, eller er det på grund af særlige forhold helt åbenbart, at arbejdsevnen ikke kan forbedres ved deltagelse i et ressourceforløb, skal et ressourceforløb ikke iværksættes. Ressourceforløb skal kun iværksættes, når der kan peges på indsatser, hvor der er en realistisk forventning om, at borgeren kan drage nytte af indsatsen og på sigt forbedre sin situation og blive i stand til at deltage på arbejdsmarkedet, fx i et fleksjob.
Betydningen af borgerens misbrug i forbindelse med vurderingen af ret til førtidspension
Misbrug anses ikke nødvendigvis som sygdom. Misbrug kan dog være årsag til en fysisk eller psykisk tilstand, som kan betragtes som sygdom. Misbruget kan også være en hindring for behandlingen af en underliggende sygdom. Misbrug vil oftest påvirke funktionsniveauet og dermed arbejdsevnen og muligvis være arbejdshindrende. Derudover kan misbrug føre til følgesygdomme, som påvirker personens helbredstilstand og nedsætter funktions- og arbejdsevnen.
I forbindelse med vurdering af arbejdsevnen er det derfor nødvendigt at forholde sig til borgerens misbrug. Det betyder, at der skal tages konkret stilling til behandlingsmuligheder for misbruget. Arbejdsevnen kan først anses for varigt nedsat, når alle muligheder for behandling er udtømte. I forbindelse med vurderingen af, om der er mulighed for behandling af misbrug skal der bl.a. tages stilling til, om der er behov for lægebehandling i snæver forstand, fx antabusbehandling, og/eller om der er behov for motiverende og støttende foranstaltninger.
Misbrugsbehandling er oftest en tværfaglig indsats sammensat af bl.a. psykosociale og lægelige tiltag, hvor den psykosociale tilgang er i fokus. Der er derfor ikke nødvendigvis behov for medicinsk behandling. Derudover vil der ved de fleste behandlingssteder være mulighed for at individualisere behandlingen efter ønsker og behov. Der kan i forbindelse med misbrugsbehandling være behov for medicinsk behandling, fx med Antabus. Behandling med Antabus er en lægelig behandling i snæver forstand.
Ret til at afvise lægebehandling
En borger skal bidrage til egen helbredelse. Borgeren skal dog ikke tvinges til at deltage i lægebehandling, herunder at lade sig operere eller modtage medicinsk behandling, som borgeren ikke ønsker.
En borger har ret til at afvise lægebehandling, selvom det ud fra en sundhedsfaglig vurdering antages at kunne forbedre den pågældendes arbejdsevne.
Borgeren har fortsat pligt til at lade sig undersøge.
Det er alene lægebehandling i snæver forstand, som borgeren kan afvise. Det vil sige behandling foretaget af en læge i form af operation, lægeordineret medicin eller lægebehandling af tilsvarende indgribende karakter. Det kan eksempelvis være operation for diskusprolaps, behandling med antidepressiv medicin og ECT-behandling.
Hvis borgeren afviser sådan behandling, kan det ikke tillægges betydning ved vurderingen af ret til førtidspension. Det er i den sammenhæng afgørende, at der ikke i øvrigt foreligger andre muligheder for at udvikle arbejdsevnen, og at arbejdsevnen – uden den gennemførte behandling – må anses for at være varigt nedsat i et sådant omfang, at borgeren ikke kan forsørge sig selv ved arbejde, herunder fleksjob.
Ikke ret til at afvise anden behandling
Behandlingstyper som for eksempel samtaleforløb og behandling hos psykolog, genoptræning efter operation eller behandling hos en fysioterapeut, betragtes ikke som lægebehandling i snæver forstand. Det gælder, selvom det er en læge, der har anbefalet behandlingen. Det kan få betydning for borgerens ret til førtidspension m.v., hvis borgeren afviser at deltage i den tilbudte behandling.
3 konkrete afgørelser om førtidspension:
I sag nr. 1 (19-337) havde borgeren bl.a. et aktivt misbrug af alkohol og hash. Han ønskede ikke at deltage i misbrugsbehandling. I den seneste lægeattest blev det vurderet, at han ikke kunne arbejde i sin aktuelle psykiske tilstand og med dagligt misbrug. Desuden var der ikke muligheder for behandling og bedring af den psykiske tilstand, så længe han ikke deltog i relevant behandling af misbruget.
Borgeren havde ikke ret til førtidspension. Der var et udviklingsperspektiv for hans arbejdsevne. Der var behov for yderligere undersøgelse af, om der var behandlingsmuligheder for misbruget, også selv om borgeren ikke ønskede misbrugsbehandling. Kommunen skulle i den forbindelse tage konkret stilling til indholdet af relevant misbrugsbehandling, herunder om der var tale om lægebehandling i snæver forstand, som han kunne afvise. Hvis der var mulighed for anden behandling af hans misbrug, var der efterfølgende også behov for afklaring og udvikling af hans arbejdsevne, eventuelt i et ressourceforløb.
I sag nr. 2 (19-3188) led borger af ADHD og lændesmerter og havde et langvarigt stofmisbrug. Han overvejede medicinsk behandling for ADHD, som dog ikke kunne gøre en forskel pga. hans aktive misbrug. Muligheden for misbrugsreduktion i ambulant behandling skulle undersøges, inden afprøvning af medicin for ADHD. Han havde været igennem mange forskellige tilbud i kommunalt regi i form af praktikker, nytteindsatser og vejledningsforløb, som ikke havde bragt ham tættere på arbejdsmarkedet pga. hans stofmisbrug. Han kom fortsat i misbrugscenter.
Borgeren havde ikke ret til førtidspension. Der var et udviklingsperspektiv for hans arbejdsevne. Han kom fortsat i misbrugscenter, og der var mulighed for yderligere lægelig udredning og eventuel behandling af hans ADHD efter misbrugsreduktion. Det var relevant at overveje mentorstøtte eller lignende, fx motiverende samtaler og støtte i forbindelse med hans forløb ved misbrugscenter, eventuelt i et ressourceforløb, som han ikke tidligere havde deltaget i. Der var derefter behov for en afklaring og udvikling af hans arbejdsevne inden for et bredt fagområde i et længerevarende stabilt beskæftigelsestilbud med hensyntagen til hans skånebehov og hans funktionsniveau.
I sag nr. 3 (18-71230) led borger af ADHD, forstyrret personlighedsstruktur, angst og social fobi. Derudover havde han en skadelig brug af alkohol. Han var ikke klar til at stoppe sit alkoholmisbrug men deltog gerne i samtaler med psykolog/psykiater. Han var ikke interesseret i Antabus.
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderede, at der var grundlag for at forelægge sagen for rehabiliteringsteamet inden afgørelse om førtidspension. Dette blev vurderet på baggrund af oplysninger om hans helbred, lange fravær fra arbejdsmarkedet, hans misbrug og det nedsatte funktionsniveau samt de mange forsøg på behandling, støtte til ophør med misbrug og de beskæftigelsesrettede tilbud, som han allerede havde deltaget i, herunder i et ressourceforløb.
Udvalget lagde bl.a. vægt på det lange psykiatriforløb som var afsluttet i juni 2013. Borgeren var uden succes forsøgt motiveret til at starte i misbrugscenter. Borgerens bostøtte beskrev desuden et lavt funktionsniveau i hverdagen. I praktik havde han alene klaret at møde én time om ugen i en måned, hvorefter han udeblev på grund af angstanfald og andre helbredsproblematikker.
Borgeren havde således været i relevant behandling igennem mange år og havde deltaget i flere relevante arbejdsafklaringer, uden at det havde hjulpet.