Principafgørelsen fastslår
Tab af erhvervsevne for personer der har pådraget sig en arbejdsskade den 1. januar 2006 eller senere, og er tilkendt fleksjob, beregnes som forskellen mellem den indtægt tilskadekomne ville have haft uden arbejdsskaden og lønnen i fleksjobbet med tillæg af det kommunale fleksløntilskud. Hvis tilskadekomne er visiteret til fleksjob, men ikke aktuelt er ansat i et fleksjob, og derfor modtager ledighedsydelse, beregnes erhvervsevnetabet som forskellen mellem den indtægt tilskadekomne ville have haft uden arbejdsskaden og ledighedsydelsen.
Der skal foretages en ny beregning af erhvervsevnetabets størrelse, hvis den tilskadekomne ophører i fleksjob og overgår til ledighedsydelse, eller hvis den tilskadekomne overgår fra ét fleksjob til et andet. Hvis der ved overgangen bliver konstateret et højere tab, er tilskadekomne berettiget til yderligere erstatning, medmindre det kan godtgøres med overvejende sandsynlighed, at det yderligere tab skyldes andre forhold end arbejdsskaden.
Østre Landsrets dom af 31. oktober 2017
En mand fik i 2006 en skade i nakken. I 2008 blev han tilkendt fleksjob, men havde i den forbindelse ikke noget erhvervsevnetab. I 2010 overgik han til en deltidsstilling i samme virksomhed. På et senere tidspunkt fik han ledighedsydelse. Han havde i de to perioder henholdsvis en lønnedgang på 50 og 70 procent. Ankestyrelsen havde givet afslag på yderligere erstatning, da det yderligere tab med overvejende sandsynlighed skyldtes andre forhold end arbejdsskaden. Landsretten var enig i dette, og anvendte lovens almindelige regel om omvendt bevisbyrde. Landsretten henviste til, at der var en række forhold, der tydede på, at de helbredsmæssige gener var mindre alvorlige, end det var lagt til grund af kommunen ved tilkendelse af det nye fleksjob.
Østre Landsrets dom af 6. november 2017
En kvinde havde i 2006 pådraget sig en skade i nakken. Skaden var anerkendt som en arbejdsskade. I 2007 blev hun tilkendt fleksjob. Hun arbejdede 20 timer om ugen i en daginstitution. Der var ikke andre årsager end arbejdsskaden til tilkendelsen af fleksjob. Der blev derfor ikke foretaget et fradrag i erstatningen for tab af erhvervsevne. I 2012 fik hun konstateret knogleskørhed og gennemgik en række undersøgelser. Hun blev afskediget fra sit arbejde, da arbejdsgiveren vurdererede, at kvinden ikke længere kunne varetage fleksjobbet af helbredsmæssige årsager. Der blev henvist til, at det ikke var muligt at imødekomme de øgede skånehensyn som følge af knogleskørhed. Hun modtog herefter ledighedsydelse.
Østre Landsret slog fast, at lovens regel om omvendt bevisbyrde også gælder ved vurdering af erstatning for tab af erhvervsevne for personer, der går fra fleksjob til ledighedsydelse. Det betyder, at der skal foretages en vurdering af årsagssammenhængen mellem arbejdsskaden og tilskadekomnes overgang fra fleksjob til ledighedsydelse.
Konsekvenser
Dommene ændrer den praksis, der fremgik af Ankestyrelsens principafgørelse 58-15. Den tidligere praksis har medført, at nogle tilskadekomne har fået for meget i erstatning, da det øgede tab skyldes andre helbredsmæssige forhold end arbejdsskaden. Hverken Ankestyrelsen eller Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har mulighed for at fremsøge disse sager. Forsikringsselskaberne vil derfor have mulighed for at anmode Ankestyrelsen eller Arbejdsmarkedets Erhvervssikring om at genoptage disse sager på ulovbestemt grundlag.
Dommene ændrer ikke den praksis, der fremgår af Ankestyrelsens principafgørelser 247-10 og 248-10, samt Vestre Landsrets dom af 8. maj 2012 (U. 2012.2755V). Det vil sige, at der fortsat vil blive givet fuld erstatning for det øgede tab af erhvervsevne, hvis skiftet fra fleksjob til ledighedsydelse skyldes konjunkturforhold, arbejdsgivers konkurs eller lignende, men hvor der ikke er konkurrerende helbredsmæssige forhold, der har haft betydning for skiftet.