Principafgørelsen fastslår
Når kommunen skal vurdere, om en borger kan få personlig assistance efter reglerne om kompensation til handicappede i erhverv, skal kommunen tage stilling til, om erhvervet er foreneligt med funktionsnedsættelsen. Der kan ikke ydes tilskud til personlig assistance, hvis erhvervet er uforeneligt med funktionsnedsættelsen.
Kommunen skal her vurdere, i hvor høj grad borgeren kan deltage i udførelsen af det, der er arbejdets egentlige indhold. Det afgørende er, om der fortsat er et betydeligt selvstændigt indhold i arbejdet, når der ses bort fra den personlige assistents arbejde.
Personer med en psykisk funktionsnedsættelse kan få hjælp til problemer med f.eks. at overskue arbejdsprocesserne, strukturere arbejdet og problemer med hukommelse, opmærksomhed og koncentration. Dette gælder også for vidensarbejdere. Det afgørende ved vurderingen af vidensarbejderes erhverv i forhold til funktionsnedsættelsen er, om vidensarbejderen kan foretage de faglige vurderinger, der udgør indholdet i hans eller hendes arbejdsfunktion.
Der kan ikke gives personlig assistance, hvis den overvejende del af stillingsindholdet ikke kan udføres af borger selv. Der kan derimod godt bevilges personlig assistance, hvis borgeren blot skal have hjælp til at udføre en eller flere delopgaver i forbindelse med stillingsindholdet.
Er borgeren selvstændig og er det i den selvstændige virksomhed konkret muligt at tage de fornødne skånehensyn, f.eks. ved fordeling af arbejdet til andre ansatte, kan der dog ikke gives personlig assistance til konkrete funktioner, som den pågældende ikke kan bestride.
Hensynet til den nedsatte arbejdsevne må dog i disse situationer afvejes over for stillingsindholdet. Der kan ikke kræves fordeling af opgaver i en sådan grad, at stillingsindholdet udhules.
Den personlige assistance må ikke have karakter af vikardækning eller almindelig medhjælp. Det betyder, at der ikke kan gives personlig assistance til at erstatte borgeren ved almindeligt fravær, ligesom personlig assistance ikke kan gives til arbejde, som ellers ville blive udført af en anden medarbejder.
Det er derfor en betingelse, at den handicappedes og den personlige assistents arbejde ikke tilsammen udgør mere end den handicappedes oprindelige stillingsindhold. Det betyder, at den handicappedes stillingsindhold ikke må udvides på grund af den personlige assistance. Det er også en betingelse, at den personlige assistent ikke udfører arbejdsfunktioner, som den handicappede selv kan udføre.
Hvis disse betingelser er overholdt, kan det ikke herudover kræves, at den handicappede og den personlige assistent under arbejdets udførelse er til stede samtidig, eller at den handicappede ikke udfører andet arbejde, mens den personlige assistent arbejder.
I den konkrete sag havde en selvstændig vognmand en ryglidelse og varetog administrativt arbejde i sin vognmandsforretning. Al væsentlig kørsel var uddelegeret på grund af ryglidelsen. Arbejdspladsen var optimalt ergonomisk indrettet, men han havde fortsat behov for at ligge ned og tog derfor hjem et par timer i løbet af dagen. Den personlige assistent arbejdede imens, og borgeren var tilgængelig for den personlige assistent på telefon.
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderede, at borgeren selv kunne og reelt udførte de administrative funktioner i form af planlægning af kørsler, indgåelse af aftaler, kontakt til kunder mv. Uddelegering af de administrative funktioner, når kørslen allerede var uddelegeret, ville medføre, at stillingsindholdet blev udhulet. Sagen blev dog hjemvist til ny behandling i kommunen, da det ikke kunne vurderes, om ordningen med personlig assistance i et vist omfang havde karakter af almindelig medhjælp. Kommunen skulle derfor undersøge, om borgeren og den kontoransatte medarbejder tilsammen udførte mere end én persons arbejde.