Principafgørelsen fastslår
Personligt tillæg kan udbetales til pensionister, hvis økonomiske forhold er særlig vanskelige.
Kommunen træffer afgørelse efter en nærmere konkret og individuel vurdering af pensionistens økonomiske forhold. Pensionistens økonomiske forhold findes ved at udregne pensionistens rådighedsbeløb.
Beregning af rådighedsbeløbet
Rådighedsbeløbet beregnes ved at trække pensionistens og en eventuel ægtefælles månedlige rimelige, faste udgifter fra nettoindtægten. Hvis kommunen har fastsat et vejledende rådighedsbeløb, skal det danne udgangspunkt for, om pensionisten er berettiget til personligt tillæg.
En samlevers indtægter og udgifter indgår ikke i den økonomiske vurdering af, hvorvidt en pensionist har ret til personligt tillæg, da der ikke er gensidig forsørgelsespligt mellem samlevende.
Fællesudgifter
Selvom samlevende ikke skal forsørge hinanden efter reglen om personligt tillæg, har samlevende normalt udgifter, som relaterer sig til hustanden, og som de samlevende er fælles om at afholde (fællesudgifter). Det vil typisk være boligudgifter i form af husleje, el, vand og varme. Pensionisten kan alene få medregnet sin andel af de fælles udgifter ved beregningen af pensionistens rådighedsbeløb. Udgangspunktet er, at fællesudgifter skal deles ligeligt.
Udgangspunktet for deling af fællesudgifter kan fraviges. Et andet eksempel kan være, at samleveren ikke er medejer af boligen og dermed ikke hæfter for den gæld, der er knyttet til boligen.
Personlige udgifter
Personlige udgifter såsom pensionistens medicinudgifter, skal samleveren ikke medvirke til at betale. Nødvendige personlige udgifter skal medtages med det fulde beløb ved beregningen af pensionistens rådighedsbeløb.
I den konkrete sag vurdererede vi, at pensionisten ikke var økonomisk vanskeligt stillet. Hun var derfor ikke berettiget til personligt tillæg. Kommunen havde givet afslag på personligt tillæg, da pensionisten med sit rådighedsbeløb kunne dække udgifter til personlige fornødenheder. Borgerens samlever kunne forventes at bidrage til husleje og øvrige fælles boligudgifter.