Principafgørelsen samler praksis om støtte til el-køretøjer, trehjulede knallerter og cykler til brug for transport i nærområdet efter servicelovens bestemmelser om hjælpemidler og forbrugsgoder
Kommunen yder støtte til hjælpemidler og forbrugsgoder til borgere med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, når hjælpemidlet eller forbrugsgodet i væsentlig grad kan afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne, i væsentlig grad kan lette den daglige tilværelse i hjemmet eller er nødvendig for udøvelse af erhverv.
Hjælpemidler er produkter, der er fremstillet med henblik på at afhjælpe en nedsat funktionsevne.
Forbrugsgoder er derimod produkter, der bliver fremstillet og forhandlet bredt med henblik på sædvanligt forbrug med den almindelige befolkning som målgruppe. Produktet er på den måde ikke fremstillet specielt til at afhjælpe en nedsat funktionsevne, som det er tilfældet med hjælpemidler.
Hvis borgerens funktionsevne påvirker pågældendes evne til at færdes i nærområdet, kan der efter servicelovens regler om hjælpemidler og forbrugsgoder bevilges et mindre køretøj.
Det er en forudsætning, at køretøjet er en væsentlig afhjælpning for borgeren. I væsentlighedsvurderingen indgår oplysninger om
- borgerens helbredsmæssige forhold,
- borgerens behov for et køretøj til transport i nærområdet, og
- borgerens evne til at færdes forsvarligt på det søgte køretøj.
Borgerens helbredsmæssige forhold
Der skal være tale om en betydelig nedsat evne til at færdes i nærområdet. Til brug for denne vurdering skal indhentes oplysninger om borgerens gangfunktion og gangdistance, om borgeren går med eller uden ganghjælpemidler, og om borgeren har balanceproblemer og oplever udtrætning eller øgede smerter ved gang. Der skal desuden inddrages oplysninger om borgeren selvstændigt kan tage med offentlig transport eller transportere sig på anden vis i nærområdet ved brug af en almindelig cykel eller egen bil.
Det er vigtigt, at borgerens evne til at færdes i sit nærområde ses i forhold til borgerens alder, så borgeren så vidt muligt stilles lige med andre borgere på samme alder og i samme livssituation. Det betyder, at der ikke kan sættes en minimumsgrænse for, hvor lang en gangdistance, borgeren skal have for at opfylde væsentlighedskriteriet. Det er altid en konkret vurdering.
Behovet for et køretøj til transport i nærområdet
Borgerens behov for et køretøj til brug i nærområdet skal også indgå i vurderingen. Det skal indgå, hvilke aktiviteter borgeren vil bruge køretøjet til, men der skal særligt være opmærksomhed på borgerens sociale forhold. Det skal derfor indgå i vurderingen, om borgeren som følge af sin nedsatte funktionsevne er isoleret i hjemmet eller afskåret fra at komme til sociale aktiviteter eller fritidsaktiviteter. Borgerens ønske om at opnå et højere aktivitetsniveau end sit nuværende bør også inddrages, så borgeren får mulighed for at udvikle sig og for at klare sig selv eller at lette den daglige tilværelse og forbedre livskvaliteten.
Det skal desuden indgå, om borgeren med et køretøj til brug i nærområdet har mulighed for at blive selvhjulpen og uafhængig af hjælp fra andre, fx kørsel med venner og familiemedlemmer eller kørselsordninger. Borgeren skal have mulighed for at blive så selvstændig som muligt og dermed i videst muligt omfang klare sig uden hjælp fra andre. Det skal indgå i vurderingen, om borgeren med tildeling af et køretøj kan få mulighed for at leve sit liv på lige fod med andre på samme alder og i samme livssituation.
Det skal endvidere indgå i vurderingen, om borgeren har andre hjælpemidler eller forbrugsgoder til at afhjælpe sit transportbehov i nærområdet. Hvis borgeren er bevilget et andet hjælpemiddel eller forbrugsgode til transport i nærområdet end det ansøgte, skal kommunen foretage en vurdering af, om det ansøgte i væsentligt yderligere grad kan afhjælpe borgerens nedsatte funktionsevne end det produkt borgeren allerede har.
Evnen til at færdes på et køretøj
Det sidste forhold, der skal indgå i vurderingen af, om et mindre køretøj kan afhjælpe borgerens funktionsnedsættelse, er borgerens evne til at færdes forsvarligt på køretøjet. Det kan indgå, om borgeren får medicin, der gør, at borgeren ikke er i stand til at færdes forsvarligt i trafikken, eller om borgeren har kognitive vanskeligheder, som påvirker evnen til at føre det bevilgede køretøj. Kommunen kan anmode borgeren om at deltage i en afprøvning, hvis dette er relevant for oplysning af sagen.
Særligt i forhold til el-køretøjer
Et el-køretøj er et forbrugsgode, hvortil der kan ydes støtte til køb med 50 procent af prisen på et almindeligt standardprodukt. El-køretøjer er i dag fremstillet og bliver forhandlet bredt med henblik på sædvanligt forbrug, især hos den ældre eller mindre mobile del af befolkningen. Et el-køretøj kan for denne målgruppe gøre det muligt at færdes i nærområdet, når borgeren ikke længere kan bruge andre almindelige transportmidler.
I særlige tilfælde har et el-køretøj reelt ikke en anden funktion end at fungere som et hjælpemiddel på linje med andre egentlige hjælpemidler. Hvis et el-køretøj udelukkende fungerer som et hjælpemiddel for borgeren, bevilges det med den fulde anskaffelsespris.
Hvis borgeren opfylder betingelserne for bevilling af et el-køretøj, skal kommunen vurdere, om el-køretøjet udelukkende fungerer som et hjælpemiddel for borgeren. Det afgørende for, om et el-køretøj udelukkende fungerer som et hjælpemiddel er, om det vil erstatte et egentligt hjælpemiddel, fx en manuel kørestol, en elektrisk kørestol eller en trehjulet cykel, eller om det vil erstatte et almindeligt transportmiddel, fx en almindelig tohjulet cykel, en tohjulet el-cykel, en tohjulet knallert, borgers egen bil eller offentlig transport. Det er ikke afgørende for vurderingen, om borger har andre kørselsordninger.
Ansøgninger om trehjulede knallerter skal behandles på samme måde som el-køretøjer.
Særligt i forhold til cykler
Kommunen kan yde støtte til en trehjulet cykel som et hjælpemiddel, da disse er fremstillet specielt til at afhjælpe borgere med nedsat balance, der som følge heraf ikke kan cykle på en tohjulet cykel. Der ydes støtte efter reglerne om hjælpemidler, hvis væsentlighedskriteriet er opfyldt.
Kommunen yder også støtte til forbrugsgoder, når betingelserne for støtte til hjælpemidler er opfyldt. Der kan ikke ydes støtte til forbrugsgoder, der normalt indgår i sædvanligt indbo. Som sædvanligt indbo anses forbrugsgoder, der er almindeligt udbredte, og som findes i ethvert hjem, der måtte ønske det. Hvilke forbrugsgoder, der indgår i sædvanligt indbo, bliver løbende ændret i takt med den almindelige samfundsudvikling. Ved vurderingen tages der hensyn til udviklingen i den almindelige levestandard og borgernes forbrugs- og levevaner. Med tiden vil flere forbrugsgoder blive mere almindeligt udbredt og vil efterhånden blive betragtet som sædvanligt indbo.
Ladcykler med og uden el og tohjulede el-cykler anses i dag som almindeligt udbredte, og som produkter, der findes i ethvert hjem, der måtte ønske det. Disse cykler kan fås i forskellige udgaver og prisklasser og bliver forhandlet bredt over hele landet. De må derfor betragtes som sædvanligt indbo på linje med traditionelle tohjulede cykler.
Særligt om leverandørvalg og frit valg
Ved bevilling af et hjælpemiddel, fx en trehjulet cykel, yder kommunen støtte til det bedst egnede og billigste hjælpemiddel som udlån. Kommunen har ejendomsretten til hjælpemidlet, og det skal derfor leveres tilbage til kommunen, når behovet ophører. Kommunen kan vælge, at hjælpemidlet leveres af en bestemt leverandør. Hvis kommunen har indgået leverandøraftale, og borgeren ønsker en anden leverandør, indkøber borger selv hjælpemidlet og får de udgifter, kommunen kunne have købt hjælpemidlet for, refunderet.
Borgeren kan også mod betaling af prisdifferencen vælge et dyrere hjælpemiddel end det, som kommunen kan yde støtte til. Det valgte hjælpemiddel skal dog stadig kompensere for den nedsatte funktionsevne.
Ved bevilling af et forbrugsgode med 50 procent egenbetaling, er det borgeren, der køber det ønskede produkt. Kommunen har pligt til at yde rådgivning og vejlede om egnede produkter. Borgeren kan efter eget valg købe det produkt, borgeren ønsker. Borgeren kan også vælge at købe et dyrere produkt mod selv at betale ekstraudgifterne. Det er en forudsætning, at leverandøren er en momsregistreret virksomhed. Borgeren får ejendomsretten til produktet og skal ikke levere det tilbage til kommunen.
Borgere, der bliver bevilget et forbrugsgode uden egenbetaling, kan ikke selv frit vælge produktet og kan heller ikke vælge et dyrere produkt, end det kommunen vil yde støtte til.
Retten til frit valg af leverandør gælder ikke for forbrugsgoder, men alene for hjælpemidler.
Et forbrugsgode, som udelukkende fungerer som et hjælpemiddel er i sin karakter stadig et forbrugsgode og ikke et hjælpemiddel. Det betyder, at borgere, der af kommunen får hjælp til at anskaffe et forbrugsgode uden egenbetaling, ikke frit kan vælge leverandør. Det bevilgede forbrugsgode er kommunens ejendom, og bevillingen sker som et udlån. Borger skal levere det bevilgede forbrugsgode tilbage, når behovet ikke længere er til stede.
I nogle situationer vil borgerens nedsatte funktionsevne nødvendiggøre et køretøj med en særlig kvalitet eller kapacitet, som andre ikke behøver. Det kan også være nødvendigt at tilpasse et el-køretøj gennem en særlig indretning, fx for at borgeren kan betjene det. I disse situationer ydes der, foruden støtten på 50 procent til et almindeligt standardkøretøj, hjælp til betaling af prisdifferencen i form af betaling af forskellen mellem prisen på et almindeligt standardkøretøj og prisen på det bedst egnede og billigste produkt med særlig kvalitet og/eller med særlig indretning.
Udskiftning og reparation
Der ydes udskiftning og hjælp til nødvendige reparationer af hjælpemidler efter behov. Der ydes ikke hjælp til dækning af de udgifter, der følger af brug af hjælpemidler, fx drift, rengøring og almindelig vedligeholdelse.
Der ydes som udgangspunkt ikke støtte til udskiftning eller reparation af forbrugsgoder. Der kan dog efter behov ydes støtte til udskiftning og reparationer af forbrugsgoder med en særlig kvalitet eller kapacitet og/eller en særlig indretning. Hvis borger er bevilget et forbrugsgode og en særlig indretning heraf, kan borgeren ikke få udskiftet selve forbrugsgodet, men alene den særlige indretning. Der ydes støtte til udskiftning og reparation af forbrugsgoder, der udelukkende fungerer som et hjælpemiddel med den fulde anskaffelsespris eller reparationsudgift.
Hvis borgeren tidligere er bevilget et forbrugsgode, skal der ved en ny ansøgning om et forbrugsgode, der udelukkende fungerer som et hjælpemiddel, foretages en ny konkret vurdering af, om betingelserne er opfyldt. Det forhold, at borgeren tidligere er bevilget samme type forbrugsgode, kan ikke i sig selv begrunde et afslag på et forbrugsgode, der udelukkende fungerer som et hjælpemiddel,
De konkrete sager
I sag nr. 1 stadfæstede Ankestyrelsen kommunens afslag på et el-køretøj, da det ikke i væsentlig grad kunne afhjælpe de varige følger af borgerens nedsatte funktionsevne. Ankestyrelsen lagde vægt på oplysningerne om borgerens gangfunktion. Det fremgik, at borgeren kunne gå 760 meter uden pauser og uden brug af ganghjælpemidler. Han havde god balance og kunne gå på trapper. Borgeren kunne bruge offentlig transport, da han kunne klare at stå og vente ved stoppestedet og stige ind og ud af bus og tog. Han kunne endvidere foretage indkøb tæt på sin bolig.
I sag nr. 2 ændrede Ankestyrelsen kommunens afgørelse. Borgeren havde ret til støtte til et el-køretøj som et forbrugsgode med 50 procent af prisen, da borgeren med et el-køretøj ville være i stand til at selvstædigt at komme til sine ugentlige aktiviteter og dermed blive mere selvhjulpen. Ankestyrelsen vurderede, at et el-køretøj i væsentlig grad kunne afhjælpe de varige følger af borgerens halvsidige lammelse som følge af blodprop i hjernen og vejrtrækningsproblemer. Ankestyrelsen lagde vægt på, at borgeren som følge af sine lidelser havde en nedsat gangfunktion. Borgeren kunne maksimalt gå 500 meter i langsomt tempo med pauser. Han gik meget skævt og med dårlig balance. Borgeren kunne desuden ikke bruge andre former for transportmidler selvstændigt. Han kunne på grund af lammelsen ikke cykle på en almindelig tohjulet cykel. Borgeren havde ikke kørt bil, siden blodproppen, og kunne ikke bruge offentlig transport. El-køretøjet fungerede ikke udelukkende som et hjælpemiddel for borgeren, fordi det skulle erstatte et almindeligt transportmiddel til at færdes i nærområdet og ikke et hjælpemiddel som fx en kørestol.
I sag nr. 3 hjemviste Ankestyrelsen sagen til ny behandling i kommunen. Kommunen skulle vurdere, om et el-køretøj med kabine i væsentlig yderligere grad kunne afhjælpe de varige følger af borgerens funktionsnedsættelse. Kommunen skulle til brug for vurderingen indhente lægelige oplysninger om borgeren havde et skånebehov, når hun skulle køre på et almindeligt el-køretøj i koldt vejr, og hvordan det påvirkede hendes funktionsevne.
I sag nr. 4 ændrede Ankestyrelsen kommunens afgørelse, da vi vurderede, at borgeren havde ret til et el-køretøj, der udelukkende fungerede som et hjælpemiddel, fordi hun ikke var i stand til at færdes uden for hjemmet uden et el-køretøj. Alternativet for borgeren var et egentlig hjælpemiddel, fx en kørestol, som hun selv kunne køre udendørs. Ankestyrelsen lagde vægt på, at borgeren i forhold til sin alder på 37 år havde en betydelig nedsat gangfunktion. Hun kunne gå 60-70 meter med brug af ganghjælpemidler og havde efter 30 meter behov for at holde pause siddende i sin kørestol. Hun kunne ikke tage offentlig transport, køre bil eller cykle. Kommunen havde bevilget hende en transportkørestol.
I sag nr. 5, stadfæstede Ankestyrelsen kommunens afslag, men med en anden begrundelse. Efter Ankestyrelsens vurdering må ladcykler i dag anses for forbrugsgoder, der indgår i sædvanligt indbo. Der kan ikke ydes støtte til forbrugsgoder, der indgår i sædvanligt indbo.