Principafgørelsen fastslår
Kommunen skal forlænge sygedagpengeperioden efter revurderingstidspunktet, når en af forlængelsesmulighederne i sygedagpengelovens § 27, stk. 1, er opfyldt.
Udbetalingen af sygedagpenge kan forlænges efter bestemmelsen i sygedagpengelovens § 27, stk. 1, nr. 6, når der er rejst en sag om ret til erstatning efter lov om arbejdsskadesikring eller lov om sikring mod følger af arbejdsskade.
Verserende arbejdsskadesag
Sygedagpengeperioden skal forlænges, hvis der er anmeldt en arbejdsskade til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller forsikringsselskabet, inden sygedagpengeudbetalingen er standset.
Det er en betingelse, at der verserer en arbejdsskadesag, når kommunen træffer afgørelse om forlængelse, og at sygemeldingen har hel eller delvis forbindelse med den verserende arbejdsskadesag.
Det er desuden en betingelse for at fortsætte sygedagpengeudbetalingen, at sygedagpengelovens øvrige betingelser er opfyldt – herunder betingelserne om uarbejdsdygtighed og medvirken. Det er ikke en betingelse, at der er tale om fuld uarbejdsdygtighed.
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har truffet første afgørelse
Der er ikke hjemmel til at forlænge sygedagpengeudbetalingen efter Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse om afslag på anerkendelse af en arbejdsskade eller efter den første afgørelse om erstatning for tab af erhvervsevne. Sygedagpengeudbetalingen kan ikke forlænges, hvis det alene er spørgsmålet om godtgørelse for varigt mén, der fortsat mangler at blive truffet afgørelse om.
Sygedagpengeperioden kan ikke forlænges efter Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings første afgørelse om erhvervsevnetab, selv om afgørelsen er midlertidig, og der er fastsat revision. Det giver heller ikke ret til forlængelse, at spørgsmålet om tab af erhvervsevne faktisk er under revision hos Arbejdsmarkedets Erhvervssikring på tidspunktet for kommunens afgørelse.
Det giver endvidere ikke ret til forlængelse af sygedagpengeudbetalingen, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har modtaget en anmodning om genoptagelse af en arbejdsskadesag.
Ændring eller hjemvisning af Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse
Hvis Ankestyrelsen ændrer Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse om afslag på anerkendelse af en arbejdsskade, vil Arbejdsmarkedets Erhvervssikring fortsætte behandlingen af sagen med henblik på at tage stilling til spørgsmålene om godtgørelse for varigt mén og erstatning for tab af erhvervsevne. Kommunen skal i denne situation genoptage udbetalingen af sygedagpenge fra standsningstidspunktet, idet arbejdsskadesagen fortsat anses for verserende.
Hvis Ankestyrelsen ophæver Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse om afslag på anerkendelse af en arbejdsskade eller ophæver den første afgørelse om erstatning for tab af erhvervsevne og hjemviser sagen til fornyet behandling hos Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, skal kommunen genoptage udbetalingen af sygedagpenge fra standsningstidspunktet.
I den konkrete sag blev borgeren sygemeldt grundet en afrevet ledlæbe i venstre skulder. Borgeren var kommet til skade i forbindelse med sit arbejde og anmeldte skaden til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring afviste at anerkende skulderskaden som en arbejdsskade. Ankestyrelsen ændrede Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse om afslag på anerkendelse af arbejdsskaden. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skulle således fortsætte behandlingen af sagen med henblik på at tage stilling til spørgsmålene om godtgørelse for varigt mén og erstatning for tab af erhvervsevne. Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderede, at borgerens arbejdsskadesag fortsat verserede på revurderingstidspunktet, og at der var sammenhæng mellem den anmeldte arbejdsskade og borgerens sygemelding. Sygedagpengeudbetalingen kunne derfor forlænges.