Principmeddelelsen fastslår
Kommunen skal forlænge sygedagpengeperioden efter revurderingstidspunktet, når en af forlængelsesmulighederne i sygedagpengelovens § 27, stk. 1, er opfyldt.
Der kan ske forlængelse efter § 27, stk. 1, nr. 3, når den sygemeldte:
er under eller venter på lægebehandling og
der er en sikker lægelig vurdering af, at den sygemeldte kan genoptage erhvervsmæssig beskæftigelse inden for 134 uger fra revurderingstidspunktet.
Bestemmelsen har dermed to betingelser, som begge skal være opfyldt, for at udbetaling af sygedagpenge kan forlænges.
Lægebehandling
Begrebet lægebehandling i sygedagpengelovens § 27, stk. 1, nr. 3, skal fortolkes bredt. Det betyder, at det ikke alene er behandling, som udføres af en læge, der kan være omfattet af begrebet. Lægehenvist behandling, herunder eksempelvis lægehenvist fysioterapeutisk behandling, lægehenvist genoptræning og psykologbehandling, kan også anses for lægebehandling i bestemmelsens forstand, uanset at behandlingen ikke udføres af en læge. På samme måde kan lægeordineret medicinsk behandling anses for behandling i bestemmelsens forstand.
Udgangspunktet er, at behandlingen skal udføres af en læge eller ske efter en lægehenvisning/medicinordination fra en læge.
Der kan dog i nogle situationer være tale om lægebehandling i bestemmelsens forstand, selvom behandlingen hverken udføres af en læge eller foretages efter en henvisning fra en læge. Det kan være tilstrækkeligt, at en læge er enig i, at behandlingen er relevant og kunne have været foretaget efter henvisning fra læge. Det skal derfor altid overvejes konkret, om der er tale om lægebehandling i bestemmelsens forstand.
Ved vurderingen af, om en behandling er omfattet af begrebet ”lægebehandling”, skal der tages udgangspunkt i sigtet med behandlingen. Det betyder, at det er afgørende for, at en behandlingsform kan anses som lægebehandling i bestemmelsens forstand, at behandlingen med overvejende sandsynlighed vil kunne genskabe den sygemeldtes arbejdsevne.
Kommunen skal derfor have tilstrækkelige oplysninger om igangværende eller afventende behandlingsforløb for at kunne vurdere, om der i den konkrete sag er tale om lægebehandling i bestemmelsens forstand.
Der er en række oplysninger, som kommunen kan inddrage i vurderingen:
Hvem udfører eller skal udføre behandlingen?
Det taler for, at der er tale om lægebehandling i bestemmelsens forstand, hvis behandlingen udføres af en læge, eller hvis behandlingen er lægeordineret. På samme måde taler det for lægebehandling i bestemmelsens forstand, hvis en læge kunne have henvist til behandlingen. Det gælder for eksempel psykolog- eller fysioterapibehandling, som er bevilget igennem en sundhedsforsikring, en arbejdsgiver eller kommune, men en læge er enig i, at behandlingen er relevant.
Derimod er der ikke tale om lægebehandling i bestemmelsens forstand, hvis en læge ikke kan henvise til behandlingen, for eksempel alternativ behandling, som er startet på den sygemeldtes eget initiativ.
Hvilken behandling er der tale om?
Det taler for lægebehandling i bestemmelsens forstand, når der er tale om egentlig behandling eller jævnlig kontrol hos en læge eller anden behandler, hvor der følges op på behandlingen, som også kan tilrettes efter behov.
Det taler imod lægebehandling i bestemmelsens forstand, hvis borger har afsluttet et forløb, og der ikke længere følges op på iværksatte initiativer af en læge eller anden behandler.
Behandlingsplan
Det taler for lægebehandling i bestemmelsens forstand, hvis en læge har henvist til eller er enig i behandlingen, og hvis behandlingen indgår i den lægelige behandlingsplan for at genskabe den sygemeldtes arbejdsevne.
Det taler imod lægebehandling i bestemmelsens forstand, hvis en læge ikke har henvist til eller ikke er enig i behandlingen, og behandlingen ikke er en del af den lægelige behandlingsplan for at genskabe arbejdsevnen.
Det taler også imod lægebehandling i bestemmelsens forstand, hvis behandlingen alene er forebyggende eller vedligeholdende.
Hvis kommunen på det foreliggende grundlag er i tvivl om, hvorvidt egen læge er enig i, at den iværksatte behandling er relevant, når behandlingen er iværksat uden en lægehenvisning, skal kommunen indhente lægens vurdering.
Når behandling afventes, skal der også foreligge oplysninger om den planlagte behandling for at kunne vurdere, om der er tale om lægebehandling i bestemmelsens forstand. Betingelsen om lægebehandling kan dog kun opfyldes, hvis henvisning til den behandling, der afventes, er sket før standsningstidspunktet.
De konkrete sager
I sag nr. 1 havde borgeren ret til forlængelse af sygedagpengeperioden. Borgeren var sygemeldt på grund af en hjernerystelse, et brækket kraveben, seks brækkede ribben, flere brud på bækken og brud på en lændehvirvel, som følge af styrt på cykel. På standsningstidspunktet vurderede borgers læge, at det var følger efter hjernerystelse, der gav den største belastning. Borgers læge oplyste, at behandlingsplanen var en rolig struktureret hverdag, hvile ved behov samt opfølgende samtaler hos lægen. Lægen oplyste om samtalerne, at de var jævnlige med en varighed på 30 minutter. Samtalerne handlede om den komplekse situation, borger var i, og de var støttende for at undgå, at borger ville få stressbelastning med fuldtidssygemelding. Samtalerne ved egen læge var derfor lægebehandling i sygedagpengelovens forstand. Der var i sagen også en sikker forventning om, at borger med behandlingen ville kunne vende tilbage til beskæftigelse i hidtidigt omfang inden for 134 uger fra revurderingstidspunktet.
I sag nr. 2 blev sagen hjemvist til ny behandling i kommunen. Borgeren var sygemeldt på grund af forsnævring af hjerteklap og operation med indsættelse af kunstig hjerteklap. På standsningstidspunktet var borger afsluttet i genoptræningsforløb ved fysioterapeut, men trænede fortsat hjemme. Borger oplyste, at træningen var lægeanvist, og at der var jævnlige kontroller ved lægen. Kommunen havde ikke undersøgt ved borgers læge om borgers træning konkret kunne anses for lægebehandling i sygedagpengelovens forstand. Det var uvist, om det var lægen, der styrede genoptræningen således, at lægen ved kontrollerne kunne omlægge og tilpasse træningen.
I sag nr. 3 fik borger afslag på forlængelse af udbetaling af sygedagpenge. Borger var sygemeldt på grund af stress og angst. På standsningstidspunktet var der tvivl om, hvorvidt borger var i lægebehandling i sygedagpengelovens forstand. Borger var i et forløb med BodySDS og ville kontakte en psykolog med henblik på opstart af et behandlingsforløb. Forløbet med BodySDS kunne ud fra en konkret vurdering ikke anses for lægebehandling i sygedagpengelovens forstand, og det var i sagen usikkert, om henvisning til psykolog var sket før standsningstidspunktet. Der var i sagen ikke en sikker lægelig forventning om, at borger ville kunne genoptage beskæftigelse i hidtidigt omfang inden for 134 uger fra revurderingstidspunktet. Det var derfor uden betydning for afgørelsen, at der var usikkerhed om, hvorvidt borger var i lægebehandling i sygedagpengelovens forstand.