Principmeddelelsen fastslår
Der kan ydes særlig støtte til høje boligudgifter og stor forsørgerbyrde til personer, der opfylder betingelserne om social begivenhed i aktivloven.
For at en person kan være berettiget til særlig støtte, skal dennes nettoboligudgift overstige et grænsebeløb, der fastsættes efter reglerne i bekendtgørelsen om særlig støtte.
Grænsebeløbet angiver den udgift, som den pågældende selv antages at kunne afholde til bolig.
Nettoboligudgiften beregnes på grundlag af de faktiske boligudgifter, som borgeren har til boligen.
Den særlige støtte ydes som et skattefrit beløb, der som udgangspunkt svarer til det beløb, som nettoboligudgifterne overstiger grænsebeløbet med.
Hvis en støtteberettiget, der har en rimelig bolig, på eget initiativ forøger sine boligudgifter, fx ved at flytte til en anden bolig, medtages den forøgede boligudgift ikke ved beregningen af den særlige støtte.
Kommunen skal derfor ved beregning af den særlige støtte vurdere, om borgeren havde en rimelig bolig og på eget initiativ har forøget sine boligudgifter. Der skal være tale om en samlet forøgelse af nettoboligudgiften.
Kommunen skal, ved vurderingen af om borgeren havde en rimelig bolig, forholde sig til borgerens seneste faktiske bopæl på baggrund af de faktiske forhold. Det betyder, at kommunen også skal forholde sig til en periode, hvor borgeren er registreret uden fast bopæl i Det Centrale Personregister. I den konkrete vurdering af hvor borgeren havde bopæl kan indgå forhold som opholdets varighed og hvad der er baggrunden for, at borger har taget det pågældende ophold.
Kommunen skal, ved vurderingen af om borgeren på eget initiativ har forøget sine boligudgifter, forholde sig til, om den forøgede boligudgift alene skyldes borgerens forhold, eller om andre udefrakommende forhold har været medvirkende til forøgelsen.
Hvis kommunen vurderer, at borgeren havde en rimelig bolig og på eget initiativ har forøget boligudgiften, kan kommunen beregne den særlige støtte på grundlag af nettoboligudgiften til den rimelige bolig. Dermed sikres der mod misbrug, fordi borgeren ikke bevidst kan forhøje sin nettoboligudgift.
I sag nr. 1 traf kommunen afgørelse om at beregne den særlige støtte på grundlag af nettoboligudgiften til en bolig, som borgeren var fraflyttet tidligere på året, fordi kommunen vurderede, at den fraflyttede bolig var rimelig, og at borger ved flytningen på eget initiativ havde forøget sine boligudgifter.
Borgeren oplyste i sin klage, at han var fraflyttet sin bolig den 1. april 2019 og i perioden frem til den 1. november, hvor borger overtog sin nye bolig, havde boet i en campingvogn.
Det fremgik af Det Centrale Personregister, at borger var registreret uden fast bopæl i perioden fra den 1. juli 2019 til den 1. november 2019. Kommunen forholdt sig ikke til de faktiske forhold omkring borgerens bopæl i perioden.
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderede, at sagen ikke var tilstrækkeligt oplyst til, at det kunne vurderes, om borger havde haft bopæl i en campingvogn i en periode fra den 1. april 2019 til den 1. november 2019. Det kunne derfor heller ikke vurderes, om borger havde haft en rimelig bolig og på eget initiativ havde forøget sine boligudgifter.
Sagen blev hjemvist.
I sag nr. 2 fik borgeren afslag på særlig støtte, fordi kommunen beregnede den særlige støtte på grundlag af nettoboligudgiften til en bolig, som borger var fraflyttet, og kommunen vurderede, at det fraflyttede lejemål hos borgers veninde og dennes familie var rimeligt. Kommunen vurderede, at borgeren på eget initiativ havde forøget sine boligudgifter, fordi det ikke var dokumenteret, at borgers veninde havde opsagt lejemålet.
Borgeren vedlagte i sin klage et brev fra veninden om, at borger ikke kunne bo til leje hos hende og hendes familie mere, da veninden og hendes familie skulle bruge hele huset selv igen.
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderede, at borgeren ikke på eget initiativ var fraflyttet lejemålet hos veninden. Kommunen skulle herefter vurdere, om borger i øvrigt opfyldte betingelserne for særlig støtte.
Sagen blev ændret.