Principmeddelelsen fastslår
Kommunen kan give økonomisk støtte til en forældremyndighedsindehaver til udgifter, der kan bidrage til en stabil kontakt mellem forældremyndighedsindehaveren og barnet eller den unge under barnets eller den unges anbringelse uden for hjemmet. Der er typisk tale om økonomisk støtte til transportudgifter til samvær.
Det er en forudsætning for at yde økonomisk støtte, at der er en klar sammenhæng mellem ydelsen af økonomisk støtte og formålet med at støtte en stabil kontakt. Der kan ydes økonomisk støtte, selvom der i forvejen er en stabil kontakt mellem forældremyndighedsindehaveren og barnet eller den unge. Den økonomiske støtte kan således også ydes for at opretholde en stabil kontakt.
Hjælpen er ikke trangsbestemt. Det betyder, at den økonomiske støtte ikke må afhænge af forældremyndighedsindehavernes økonomi, men alene af formålet med støtten.
Kommunen kan ikke kræve, at forældremyndighedsindehaveren skal have afholdt udgiften, inden der kan udbetales økonomisk støtte til udgiften. Har forældremyndighedsindehaveren konkret afholdt en udgift, der på forhånd er søgt økonomisk støtte til, kan det heller ikke i sig selv medføre, at der ikke kan ydes økonomisk støtte til udgiften.
De konkrete sager
I sag nr. 1 havde kommunen truffet afgørelse om afslag på økonomisk støtte til transportudgifter i forbindelse med forældremyndighedsindehavernes samvær med barnet, fordi forældremyndighedsindehaverne havde udvist økonomisk evne til selv at transportere sig til samværsstedet. Forældremyndighedsindehaverne anførte, at hvis de ikke modtog økonomisk støtte, skulle de optage et lån til at dække transportudgifterne i forbindelse med samvær med barnet.
I sag nr. 2 havde kommunen blandt andet truffet afgørelse om afslag på økonomisk støtte til transportudgifter i forbindelse med samvær med forældremyndighedsindehaverens barn, fordi forældremyndighedsindehaveren mødte stabilt til samvær med barnet. Forældremyndighedsindehaveren anførte, at hun lånte penge til transportudgifter i forbindelse med samvær med barnet.
Ankestyrelsen vurderede i de to sager, at der kunne ydes økonomisk støtte til forældremyndighedsindehaverens transportudgifter i forbindelse med samvær, selvom der i forvejen var en stabil kontakt mellem forældremyndighedsindehaveren og barnet. Kommunen kunne ikke lægge vægt på forældremyndighedsindehavernes økonomiske forhold.